Afslag på genoptagelse af klage over lovliggørende tilladelse til rørlægning af vandløb

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) afviste den 11. marts 2019 at realitetsbehandle en klage over Ærø Kommunes afgørelse af 22. februar 2018. Afgørelsen omhandlede en lovliggørende tilladelse til rørlægning af et vandløb på en specifik matrikel. Danmarks Naturfredningsforening (klager) anmodede efterfølgende MFKN om at genoptage behandlingen af klagesagen. Klager begrundede anmodningen med, at den oprindelige klage, udover generelle spørgsmål om lovgivningen, også var en klage over den konkrete afgørelse.

Ærø Kommunes afgørelse

Ærø Kommune havde den 22. februar 2018 truffet lovliggørende tilladelse til rørlægning af vandløbet. Afgørelsen blev truffet i henhold til Vandløbsloven § 17, jf. Bekendtgørelse om vandløbsregulering og – restaurering m.v. § 3. Kommunen begrundede tilladelsen med, at vandløbet ikke var omfattet af beskyttelsen i Naturbeskyttelsesloven § 3 og ikke var målsat i Statens Vandområdeplaner (2015-2021). Derfor var de afvandingsmæssige interesser styrende. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville påvirke afvandingsforholdene for opstrøms liggende lodsejere eller miljøstanden i det nedstrøms beliggende, målsatte vandløb.

Miljø- og Fødevareklagenævnets oprindelige afvisning

MFKN afviste den 11. marts 2019 at realitetsbehandle klagen. Nævnet henviste til Vandløbsloven § 80 og anførte, at klagen efter nævnets opfattelse ikke omhandlede selve tilladelsen til den konkrete rørlægning, men snarere den danske miljømålslovgivning og dens implementering.

Klagerens anmodning om genoptagelse

Klager anførte i sin anmodning om genoptagelse, at klagen indeholdt et specifikt klagepunkt vedrørende afledningshensyn og bekvemmelighed. Klager fremhævede, at det udelukkende var arronderingsmæssige forhold, der havde ført til ønsket om rørlægning, og at bekvemmelighed ikke er et hensyn, der skal varetages efter vandløbsloven. Klager mente desuden, at tilladelsen var i strid med MFKN's praksis, hvorefter vandløb generelt ikke skal rørlægges uden væsentlig begrundelse, der rækker ud over privatøkonomiske- og bekvemmelighedsinteresser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen. Nævnet fandt, at der med anmodningen ikke var påvist fejl ved sagens behandling, eller fremkommet nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse.

Klageberettigelse

MFKN vurderede, at klagerens anbringender i det væsentlige var udtryk for en mere generel interesse i natur-, miljømæssige og rekreative forhold i området. Nævnet fandt, at denne interesse ikke udgjorde en relevant interesse i forhold til vandløbslovens formål, som ifølge Vandløbsloven § 1 er at sikre vandløb til afledning af vand under hensyntagen til miljømæssige krav. MFKN bemærkede, at spørgsmålet om bekvemmelighed alene ikke var tilstrækkeligt til at opfylde lovens krav om klageberettigelse. På baggrund af en samlet vurdering fandt MFKN derfor, at klager ikke var klageberettiget i den konkrete sag efter Vandløbsloven § 84, stk. 4.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 2.

MFKN's afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.