Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til opførelse af enfamilieshus på [matrikel1]

Aarhus Kommune traf den 13. december 2018 afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af et enfamilieshus på 165 m² med tilhørende carport på 50 m² på ejendommen [matrikel1]. Ejendommen, der er ubebygget og har et areal på 1.012 m², ligger i landzone og er ikke noteret som landbrugsejendom. Den er beliggende cirka 1,7 km øst for Malling, nord for landsbyen Ajstrup, og cirka 2 km fra kysten. Området er præget af dyrkede arealer, mindre søer, landsbyer og spredte bebyggelser. Ejendommen ligger desuden i kystnærhedszonen og er udpeget som et område med bevaringsværdige landskaber i Kommuneplan 2017 for Aarhus Kommune.

Ejendommen ligger ca. 130 m nord for afgrænsningen af landsbyen Ajstrup, som er udlagt til bolig- og landbrugsformål i kommuneplanramme nr. 310019LB. Den ligger også cirka 25 m nord for et område omfattet af lokalplan nr. 336, der har til formål at sikre, at landsbyerne fastholdes som adskilte landsbysamfund i landzone, og at udbygningen minimeres.

Kommunen begrundede afslaget med, at opførelse af ny bebyggelse i det åbne land strider mod formålet med landzonebestemmelserne, som er at modvirke byspredning og sikre en klar grænse mellem by og land. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen ligger i det åbne land, uden for et område hvor bymæssig bebyggelse ønskes, og at en tidligere byggetilladelse fra 1964 var bortfaldet. Kommunen vurderede, at der ikke var tale om huludfyldning, og at en tilladelse ville skabe en uheldig præcedensvirkning.

Ansøgeren klagede til Planklagenævnet den 7. januar 2019. I klagen blev det anført, at den ansøgte bebyggelse ikke ville medføre spredt bebyggelse, men tværtimod give området en bedre sammenhæng og opfattes som byggeri i en eksisterende landsby. Klageren henviste til, at grundstykket blev udstykket i 1963 med henblik på boligopførelse, og at en tilladelse blev givet i 1964, selvom huset aldrig blev opført. Det blev også anført, at grundstykket ikke egner sig til anden benyttelse, og at en tilladelse ikke ville medføre miljøkonflikter eller en uheldig præcedensvirkning. Klageren henviste desuden til, at ændringen af planloven i 2017 skal bidrage til at gøre landdistrikterne levedygtige.

Planklagenævnet stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af enfamilieshus og carport. Nævnet har kompetence til at behandle sager efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Lov om Planklagenævnet § 58, stk. 1, nr. 1.

Generelle principper for landzonetilladelser

Nævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker, hvor der er planlagt for det. Dette indebærer en administration baseret på landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt hensynet til erhvervslivets vækst. Som altovervejende hovedregel gives afslag på ansøgninger om at opføre fritliggende boliger i det åbne land, og praksis er særligt restriktiv tæt på byzone og lige uden for landsbyer for at sikre en klar grænse mellem by og land. I kystnærhedszonen, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3, skal der kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Planklagenævnet fandt, at det ansøgte var i strid med kommuneplanlægningen og landzonebestemmelsernes formål om at forhindre byspredning og sikre en klar grænse mellem by og land. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Placering og afgrænsning: Der er tale om opførelse af ny bebyggelse på en ubebygget grund relativt nær en landsby, der er afgrænset i kommuneplanen og omfattet af lokalplan. Den ønskede placering ligger uden for denne afgrænsning, hvor praksis for opførelse af nye boliger er restriktiv.
• Spredt bebyggelse: Det ansøgte vil medføre spredning af bebyggelsen i det åbne land. Nævnet fandt ikke, at der var tale om huludfyldning, da det ansøgte ikke er omkranset af eksisterende bebyggelse i kort afstand.
• Landskabelige interesser: Ejendommen ligger i et område med bevaringsværdige landskaber udpeget i kommuneplanen samt i kystnærhedszonen, hvilket indikerer væsentlige landskabelige interesser.
• Klagerens argumenter: Nævnet vurderede, at det forhold, at ejendommen blev udstykket i 1963 med en byggetilladelse fra 1964, som aldrig blev udnyttet, eller at ejendommen ikke er egnet til anden benyttelse, ikke kunne begrunde en tilladelse i strid med landzonebestemmelsernes formål. Desuden ændrer ændringen af planloven i 2017 ikke på landzonebestemmelsernes grundlæggende formål.
• Præcedensvirkning: En tilladelse til det ansøgte ville kunne få præcedensvirkning for andre lignende ansøgninger.

Planklagenævnet stadfæstede derfor Aarhus Kommunes afgørelse af 13. december 2018. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.