Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til opførelse af helårsbeboelse på [matrikel1] Revninge By, Revninge

Kerteminde Kommune afslog den 23. januar 2019 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af en helårsbeboelse på en ubebygget ejendom i Revninge By. Ejendommen, der er på 800 m2, ligger i landzone uden for kommuneplanens rammer og er registreret som ubebygget areal uden landbrugspligt. Den er beliggende cirka 135 meter syd for landsbyen Revninge og grænser op til to beboelsesejendomme mod nord og landbrugsarealer på de øvrige sider. Ejendommen ligger desuden inden for kystnærhedszonen, skovbyggelinjen og kirkebyggelinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 19, stk. 1, og er udpeget som sårbart landskab i kommuneplanen.

Kommunen begrundede afslaget med, at opførelsen ville stride mod hovedformålet med planlovens landzonebestemmelser, som er at modvirke spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Kommunen vurderede, at der ikke var tale om huludfyldning, og lagde vægt på ejendommens placering i kystnærhedszonen, et sårbart landskabsområde samt inden for skovbygge- og kirkebyggelinjen. Desuden blev der henvist til risikoen for præcedensvirkning.

Ansøgeren klagede til Planklagenævnet den 18. februar 2019, idet det blev anført, at opførelse af helårsbeboelse ikke kræver landzonetilladelse, da matriklen ikke er et landbrugsareal, og at ejendommen ikke ligger i det åbne land, men i forlængelse af eksisterende bebyggelse. Klageren ønskede desuden dispensation fra skovbyggelinjen og henviste til en tidligere opført landbrugshal inden for kirkebyggelinjen. Kerteminde Kommune fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at ejendommen er beliggende i det åbne land, og at opførelse af helårsbeboelse i landzone kræver landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen havde ikke taget stilling til dispensation fra skovbyggelinjen, da landzonetilladelse var en forudsætning.

Planklagenævnet stadfæstede Kerteminde Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af helårsbeboelse. Nævnet fandt, at det ansøgte var i strid med kommuneplanlægningen og landzonebestemmelsernes formål om at sikre en klar grænse mellem by og land og friholde det åbne land for spredt og uplanlagt bebyggelse.

Planklagenævnets vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet lagde vægt på, at der var tale om opførelse af helårsbeboelse på en ubebygget ejendom i et uplanlagt område uden for kommuneplanens rammer og nær en afgrænset landsby. Ejendommens størrelse på 800 m2 og det faktum, at arealet ikke anvendes til landbrug, kunne ikke føre til en anden vurdering. Nævnet fandt ikke, at der var tale om huludfyldning, da det ansøgte ikke var omkranset af eksisterende bebyggelse i kort afstand, og praksis for huludfyldning gælder kun i landsbyer, som ikke er afgrænset i kommuneplanen.

Hensyn til kystnærhedszonen og byggelinjer

Nævnet fremhævede desuden, at ejendommen ligger inden for kystnærhedszonen, jf. Planloven § 5 a og Planloven § 35, stk. 3, samt skovbyggelinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1, og i et område udpeget som sårbart landskab i kommuneplanen. Disse hensyn talte afgørende imod en tilladelse. Endelig blev det understreget, at en tilladelse ville kunne få præcedensvirkning for andre lignende ansøgninger.

Kompetence og afgørelsens endelighed

Planklagenævnet har kompetence til at behandle afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, samt retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet bemærkede, at det ikke har kompetence i forhold til spørgsmål efter naturbeskyttelsesloven, herunder kirkebyggelinjen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.