Planklagenævnets afgørelse om forbud mod vægtløfterklub efter Planlovens § 12, stk. 3

Horsens Kommune nedlagde den 28. august 2018 et forbud mod anvendelse af en ejendom på [adresse1] som vægtløfterklub/klubformål. Forbuddet blev givet med hjemmel i Planloven § 12, stk. 3, da kommunen vurderede, at anvendelsen var i strid med kommuneplanens rammedel for området 13BO10, som var udlagt til boligformål.

Baggrund for kommunens afgørelse

Kommunen blev opmærksom på vægtløfterklubben efter en borgerhenvendelse. Lokalerne var i BBR registreret som "Transport- og garageanlæg", og kommunen anså etableringen af klubben som en anvendelsesændring, der krævede byggetilladelse, hvilket ikke var søgt om.

Den 6. juli 2018 varslede kommunen forbuddet og gav frist for bemærkninger. Ejeren af ejendommen indsendte bemærkninger den 3. august 2018, hvor det blandt andet fremgik, at lejekontrakten pålagde lejer ansvaret for godkendelser, og at kommuneplan 2009 var gældende ved kontraktens indgåelse. Kommunen besigtigede ejendommen den 28. august 2018.

Kommunens begrundelse

Horsens Kommune fastholdt forbuddet, idet de vurderede, at en vægtløfterklub ikke var forenelig med kommuneplanrammen for området, der primært var udlagt til boligformål med mulighed for nærrekreative arealer og kollektive anlæg. Kommunen afviste klagerens henvisning til lejekontrakten med henvisning til Planloven § 63, stk. 1, som fastslår, at forpligtelsen til at berigtige et ulovligt forhold påhviler ejeren.

Klagen til Planklagenævnet

Brugeren af ejendommen klagede den 25. september 2018 til Planklagenævnet. Klagen omhandlede navnlig:

• Usaglige hensyn (magtfordrejning) fra kommunens side.
• Manglende overholdelse af officialprincippet, herunder at sagen ikke var behørigt oplyst, og at der ikke var foretaget støjmålinger. Klageren anførte desuden, at ejendommen altid havde været udlagt til erhvervsformål, og at naboer derfor måtte forvente støj og trafik. Kommunen bemærkede, at der ikke var ansøgt om byggetilladelse eller kontaktet kommunen vedrørende planmæssige muligheder, og afviste derfor anklagen om magtfordrejning.

Planklagenævnet behandlede klagen over Horsens Kommunes forbud mod anvendelse af ejendommen som vægtløfterklub. Nævnet har kompetence til at vurdere retlige spørgsmål, herunder om kommunens skøn er baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn og om forvaltningsretlige principper er overholdt, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af forbud efter Planloven

Nævnet fastslog, at bestemmelser i en kommuneplan ikke er umiddelbart bindende for borgere, men danner grundlag for lokalplanlægning, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. Kommunen kan dog modsætte sig forhold i strid med kommuneplanen i byzoner og sommerhusområder, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med kommuneplanens rammedel, jf. Planloven § 12, stk. 3. En forudsætning for et sådant forbud er, at rammebestemmelserne er præcise, og at forbuddet nedlægges, før anvendelsen er lovligt etableret.

Planklagenævnet fandt, at en vægtløfterklub ikke er omfattet af kommuneplanens begreber for området ("boliger", "nærrekreative arealer" eller "kollektive anlæg til områdets forsyning") og dermed var i strid med kommuneplanens rammedel. Området var heller ikke udlagt til offentligt formål eller omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.

Afgørende mangel på hjemmel

Det afgørende for nævnets afgørelse var, at anvendelsen som vægtløfterklub/klubformål på tidspunktet for kommunens forbud allerede var lovligt etableret i henhold til planloven. Dette skyldes, at området ikke var omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, hvilket betød, at anvendelsen kunne etableres uden tilladelse eller dispensation efter planloven.

Da anvendelsen allerede var lovligt etableret efter planloven, havde Horsens Kommune ikke hjemmel i Planloven § 12, stk. 3 til at nedlægge forbuddet.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet ophæver Horsens Kommunes afgørelse af 28. august 2018 om forbud mod anvendelse som vægtløfterklub/klubformål på [adresse1]. Nævnet har ikke taget stilling til, om anvendelsen kan forbydes efter anden lovgivning, herunder byggelovgivningen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales.