Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse og hjemvisning i sag vedrørende vilkår for erhvervelse af landbrugsejendom

En almen vandforsyning ansøgte om tilladelse til at erhverve en landbrugsejendom på ca. 22,1 ha uden beboelse i Rebild Kommune. Formålet med erhvervelsen var at sikre drikkevandsressourcen i Rebild by, da sælger ønskede at dyrke juletræer konventionelt med sprøjtning og kunstgødning. Ejendommen var tidligere dyrket økologisk. En indsatsplan vedtaget af Rebild Kommune dækkede ca. 6/7 af matriklen, og vandforsyningen ønskede at erhverve hele matriklen mod at forpligte sig til at bortforpagte arealet til økologisk landbrugsdrift.

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen gav den 14. januar 2019 tilladelse til erhvervelsen i henhold til Landbrugslovens § 23, stk. 4, men med et vilkår om, at de ca. 3,3 ha af arealet, der ikke var omfattet af indsatsplanen, skulle afhændes senest fem år efter afgørelsen. Styrelsen begrundede vilkåret med, at de 3,3 ha ikke blev anset for et 'mindre areal', og at der ikke var fundet særlige forhold, der kunne begrunde, at vandværket skulle beholde dette areal. Styrelsen henviste til, at Landbrugslovens § 23 hjemler, at en almen vandforsyning uden tilladelse kan erhverve og bevare adkomst på landbrugsejendom, når det sker i overensstemmelse med en indsatsplan, men at styrelsen kun kan fravige bestemmelsen, når særlige forhold taler for det.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Vandforsyningen påklagede vilkåret til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 7. februar 2019. Klager anførte, at arealet på 3,3 ha var urentabelt på grund af sin begrænsede størrelse, sandede jord og dårlige adgangsforhold. Klager argumenterede for, at en afhændelse ville nødvendiggøre salg til en landbruger uden for nærområdet, og at formålet med landbrugsloven ville tilgodeses ved at tinglyse en deklaration om økologisk drift og bortforpagtning af hele arealet. Klager mente derfor, at det ikke gjorde nogen forskel i forhold til lovens formål, om vandforsyningen ejede 22,1 ha i stedet for ca. 18,8 ha.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen og fokuserede sin prøvelse på, hvorvidt Landbrugsstyrelsen havde iagttaget officialprincippet ved sin afgørelse. Officialprincippet, en almindelig retsgrundsætning, forpligter en offentlig myndighed til at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse.

Nævnets vurdering af officialprincippet

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat officialprincippet. Styrelsen havde ikke foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om arronderingsmæssige forhold kunne begrunde en erhvervelsestilladelse uden vilkår om afhændelse. Nævnet henviste til bemærkningerne i lovforslaget til Landbrugslovens § 23, stk. 4, som angiver, at arronderingsmæssige forhold kan begrunde, at dele af en ejendom, der ikke ligger inden for et indsatsområde, kan beholdes under ejendommen. Nævnet vurderede, at klagers oplysninger om arealets størrelse, adgangsforhold (smal grusvej), omgivelser (byzone, efterskole mv.), og den planlagte tinglysning af deklaration om økologisk dyrkning (med deraf følgende tab af tilskudsmulighed) var relevante arronderingsmæssige forhold, som Landbrugsstyrelsen burde have inddraget i sin vurdering.

Afgørelsens ugyldighed

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at tilsidesættelsen af officialprincippet var konkret væsentlig, da den manglende vurdering af klagers oplysninger udgjorde en risiko for afgørelsens rigtighed i forhold til de muligheder, loven og dens bemærkninger giver. Dette gjorde det vanskeligt for klager at vurdere, hvordan styrelsen havde vurderet de fremlagte faktiske forhold.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 14. januar 2019 og hjemviste sagen til fornyet behandling i Landbrugsstyrelsen. Afgørelsen omhandlede vilkåret om salg af ca. 3,3 ha af matriklen senest om fem år i forbindelse med tilladelsen til at erhverve landbrugsejendommen til sikring af drikkevandsressourcen.