Indkomstforhøjelse baseret på indsætninger og skøn over privatforbrug – manglende dokumentation for lån og utilstrækkeligt konkret privatforbrugsskøn

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Forhøjelserne var baseret på dels en række indsætninger på klagerens bankkonto, som Skattestyrelsen anså for skattepligtig indkomst, dels en skønsmæssig forhøjelse som følge af et beregnet lavt eller negativt privatforbrug.

Klageren gjorde gældende, at indsætningerne primært stammede fra lån fra familiemedlemmer og venner, samt refusion for udlæg og salg af en sofa. Han henviste til den afghanske kultur, hvor lånedokumentation ofte ikke udarbejdes, og hvor der er en stærk tillid mellem familiemedlemmer. Han fremlagde en erklæring fra sin storebror, der bekræftede lån på ca. 100.000 kr. i perioden, og dokumentation for en enkelt tilbagebetaling. Skattestyrelsen fastholdt, at klageren ikke havde godtgjort, at midlerne var skattefrie, idet der manglede transaktionsspor og formel dokumentation. Overførsler fra venner og lillebrors ekskone blev anset for skattepligtige gaver uden for den gaveafgiftspligtige kreds i Boafgiftsloven § 22.

Vedrørende det lave privatforbrug argumenterede klageren for, at hans økonomiske situation var presset på grund af en depression, der medførte, at han måtte stoppe sin uddannelse og miste SU. Han oplyste, at hans bror betalte huslejen, og at hans mor betalte for mad og biludgifter, da han ofte spiste hos hende og brugte bilen til at køre hende. Han levede generelt meget sparsomt uden forsikringer, internet eller tv-pakker. Skattestyrelsen havde foretaget en skønsmæssig forhøjelse baseret på Danmarks Statistiks gennemsnitlige forbrugstal, justeret for SU i 2016, og medregnet et spilunderskud som yderligere ukendt indkomst. Skattestyrelsen afviste at medregne de påståede lån i privatforbrugsberegningen på grund af manglende dokumentation.

Klageren anfægtede desuden Skattestyrelsens ret til at genoptage skatteansættelserne for 2016 og 2017, idet han mente, at den korte ligningsfrist var overskredet, og at han ikke havde handlet groft uagtsomt. Skattestyrelsen fastholdt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægter, hvilket berettigede ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, og at kundskabs- og kendelsesfristerne var overholdt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår de indsætninger, der var tilgået klagerens konto. Retten fandt, at klageren ikke på fyldestgørende vis havde sandsynliggjort, at de kontante indsætninger stammede fra lån fra familie eller andre skattefrie midler. Dette skyldtes manglende transaktionsspor, fravær af lånedokumentation, og at fremlagte erklæringer var udarbejdet efter sagens opstart og derfor ikke tillagdes selvstændig bevismæssig betydning. Overførsler, der blev anset for gaver uden for den gaveafgiftspligtige kreds i Boafgiftsloven § 22, skulle indkomstbeskattes i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1.

For så vidt angår forhøjelsen af skattepligtig indkomst i forbindelse med lavt privatforbrug, hjemviste Landsskatteretten sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Retten fandt, at Skattestyrelsens skøn var for generelt, da det primært var baseret på Danmarks Statistiks gennemsnitlige forbrugstal uden tilstrækkelig inddragelse af klagerens konkrete økonomiske og personlige forhold. Skattestyrelsen skulle i den fornyede behandling foretage et konkret skøn, der inddrog oplysninger om klagerens udgifter til bolig, manglende udgifter til forsikringer og tv-pakker, samt oplysninger om, at han spiste hos sin moder flere gange om ugen, og at moderen betalte udgifterne til klagerens bil.

Vedrørende de formelle spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse fandt Landsskatteretten, at klageren var omfattet af den korte ligningsfrist i Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1. Fristen var overskredet for indkomstårene 2016 og 2017. Dog fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 var opfyldt, da klageren måtte anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægter, som Skattestyrelsen havde påvist gennem privatforbrugsberegningen. Kundskabstidspunktet og kendelsesfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt. Skattestyrelsens afgørelse blev derfor anset for gyldig.