Afslag på dispensation til helårsbeboelse i feriebolig og påbud om fraflytning

Sagen omhandler en klage over Assens Kommunes afgørelse af 20. december 2018. Kommunen meddelte afslag på en lovliggørende dispensation til helårsbeboelse i en feriebolig på [adresse1] og udstedte et påbud om fraflytning. Ejendommen er omfattet af lokalplan I-F302, som i § 3, stk. 1, fastsætter, at området udelukkende må anvendes til ferieboliger og centerfunktioner.

Klageren, som har haft folkeregisteradresse på ejendommen siden 4. juni 2018, gjorde primært gældende, at kommunen havde fortabt sin ret til at håndhæve lokalplanen på grund af passivitet. Derudover mente klageren, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da andre beboere i området havde fået lov til at blive boende.

Kommunens håndhævelse

Kommunen blev opmærksom på klagerens bopælsregistrering og sendte partshøring og varsel om påbud i november 2018. Kommunen anførte, at de siden september 2016 rutinemæssigt var blevet orienteret om CPR-tilmeldinger i området, men at en prioritering af opgaver havde forsinket håndhævelsen i andre sager. I klagerens tilfælde var der dog ikke tale om en langvarig ulovlig brug, da der bortset fra to uger i 2014 ikke havde været registreret beboere på den specifikke ejendom siden 2006.

Klagers argumenter

Klageren henviste til, at kommunen i perioden 2010-2018 ikke havde handlet konsekvent over for de mere end 60 personer, der havde været folkeregistreret i ferieboligerne. Klageren påpegede, at to andre beboere havde fået lov at blive boende, hvilket ifølge klageren udgjorde usaglig forskelsbehandling.

Planklagenævnet stadfæstede Assens Kommunes afgørelse og gav dermed ikke klageren medhold. Kommunens afslag på dispensation og påbud om fraflytning er således gældende. En ny frist for fraflytning skal fastsættes af kommunen.

Vurdering af dispensation

Planklagenævnet fandt, at anvendelse til helårsbeboelse er i direkte strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelse, som er et af planens bærende principper. En dispensation fra en sådan bestemmelse er kun mulig i ganske særlige tilfælde, hvor anvendelsen ligger tæt op ad det tilladte. Da helårsbeboelse er en væsentlig anden anvendelse end ferieformål, kunne der ikke dispenseres efter Planloven § 19.

Vurdering af myndighedspassivitet

Nævnet vurderede, at kommunen ikke havde udvist passivitet i den konkrete sag. Kommunen reagerede inden for ca. 5 måneder efter at være blevet opmærksom på klagerens tilmelding til folkeregistret. Denne reaktionstid er ikke tilstrækkelig lang til, at klageren kunne have en berettiget forventning om, at kommunen havde accepteret den ulovlige helårsbeboelse. Nævnet lagde også vægt på, at der ikke var tale om en fortsættelse af et tidligere ulovligt forhold på ejendommen. Kommunen har pligt til at foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, jf. Planlovens § 51, stk. 3.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at lighedsgrundsætningen var tilsidesat. De to sager, klageren henviste til, var ikke sammenlignelige, da kommunen i de tilfælde havde været bekendt med den ulovlige beboelse i en lang årrække (siden 2011 og 2014) og derfor havde vurderet, at retten til at håndhæve var fortabt. Da dispensation er udelukket, kan en eventuel fejl eller passivitet i andre sager ikke give klageren et retskrav på en tilsvarende ulovlig anvendelse. Nævnet bemærkede, at kommunens nye, systematiske håndhævelse af lokalplanen er sagligt begrundet, men understregede, at denne praksis skal følges konsekvent fremover.