Manglende fradrag for virksomhedsunderskud grundet manglende erhvervsmæssig drift

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for underskud i sin personlige virksomhed for indkomstårene 2016-2018, samt spørgsmålet om Landsskatterettens kompetence til at behandle klager over indkomstårene 2014 og 2015 på ny. Klageren drev en virksomhed, der oprindeligt var en bilhandel, men som efter en personlig konkurs i 2012 ændrede karakter til at omfatte ankesager for klageren selv og dennes selskaber samt bogførings- og rådgivningsvirksomhed. Virksomheden har udvist betydelige underskud fra 2012 og frem.

Klageren anførte, at hans virksomhed skulle ses i sammenhæng med hans øvrige selskaber, og at de samlede skattepligtige indkomster over en længere årrække var positive. Han henviste til en sammenlignelig sag, SKM2017.353.LSR, hvor Landsskatteretten godkendte fradrag for underskud i en kunstnerisk virksomhed baseret på udsigten til overskud i efterfølgende år. Klageren argumenterede også for, at han var i en retlig vildfarelse, da han valgte at få sagen for 2014-2015 behandlet af Skatteankenævnet, og at Skattestyrelsen havde vejledt ham om muligheden for at få alle år (2014-2018) behandlet samlet af Landsskatteretten.

Skattestyrelsen fastholdt, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende, da den ikke var rentabel og ikke havde udsigt til at blive det. De henviste til, at virksomheden havde udvist vedvarende underskud siden 2006, og at den havde skiftet karakter i 2012. Skattestyrelsen afviste, at klagerens øvrige indkomster eller selskabsforhold var relevante for vurderingen af den personlige virksomheds erhvervsmæssighed. Vedrørende klageadgangen for 2014-2015 trak Skattestyrelsen deres tidligere udtalelse tilbage og anførte, at sagen var endeligt afgjort af Skatteankenævnet i henhold til etledsklagesystemet i Skatteforvaltningsloven § 35f.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede to hovedspørgsmål: klagerens adgang til at få behandlet indkomstårene 2014 og 2015 på ny af Landsskatteretten, samt hvorvidt klagerens virksomhed var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2016-2018.

Klageadgang for indkomstårene 2014 og 2015

Landsskatteretten afviste klagepunktet vedrørende indkomstårene 2014 og 2015. Dette skyldtes, at klageren tidligere havde valgt at få sagen afgjort af et skatteankenævn. I henhold til Skatteforvaltningsloven § 35b, stk. 5 kan en klager vælge Landsskatteretten, men valget er endegyldigt. Skatteforvaltningsloven § 35f fastslår et etledsklagesystem, hvor afgørelser truffet af skatteankenævn ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Det blev lagt til grund, at klageren selv havde anmodet om og deltaget i mødet med skatteankenævnet, og at det derfor måtte have stået klart, at sagen ville blive afgjort der. Klagerens påstand om retlig vildfarelse eller Skattestyrelsens eventuelt ukorrekte vejledning under sagsbehandlingen af de senere år kunne ikke ændre dette, da Skatteankestyrelsen gentagne gange havde vejledt korrekt om klageproceduren.

Erhvervsmæssig virksomhed for indkomstårene 2016-2018

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at klagerens virksomhed ikke var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomstårene 2016-2018, og at der derfor ikke kunne godkendes fradrag for underskud. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2.

Landsskatteretten fandt, at virksomheden havde ændret karakter i 2012, da klageren gik personligt konkurs, og virksomhedens navn og branchekode blev ændret. Derfor kunne tidligere års overskud ikke tillægges betydning ved vurderingen af erhvervsmæssighed i de påklagede år. Vurderingen af erhvervsmæssighed foretages ud fra en samlet konkret vurdering, hvor udsigten til en rimelig fortjeneste er afgørende, jf. TfS 1999,863 og SKM2007.107.HR.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Virksomheden havde regnskabsmæssige underskud på mellem 100.000-300.000 kr. årligt i perioden 2012-2018, og klageren forventede også underskud i 2019.
• Lønudgifterne til klagerens datter oversteg i tre ud af fem år indtægterne.
• Klageren afviklede selv virksomheden med den begrundelse, at der ikke var udsigt til overskud.
• Manglende fakturering af kunder, herunder egne selskaber, for udført arbejde kunne ikke føre til et andet resultat. Transaktioner mellem interesseforbundne parter skal ske på armslængdevilkår, jf. Ligningsloven § 2.
• Klagerens påstand om, at virksomheden skulle ses i sammenhæng med hans øvrige selskaber, blev afvist, da der er tale om selvstændige juridiske enheder.
• Sagen blev ikke anset for sammenlignelig med SKM2017.353.LSR, da den kunstneriske virksomhed i den sag havde udvist overskud i efterfølgende år, hvilket ikke var tilfældet her. Det afgørende er udsigten til overskud med driftsformen i de påklagede år, ikke tidligere års resultater.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at virksomheden ikke var etableret med udsigt til at opnå et positivt resultat efter afskrivninger, finansiering og driftsherreløn. Derfor blev fradrag for underskud nægtet for indkomstårene 2016, 2017 og 2018.