Manglende fradrag for underskud af virksomhed grundet manglende erhvervsmæssig drift

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for underskud i en personligt drevet virksomhed, der siden 2009 har inkluderet salg af Network Marketing-produkter. Virksomheden har i perioden 2009-2015 udvist betydelige underskud, og SKAT har nægtet fradrag for disse underskud i indkomstårene 2012-2015, da virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet.

SKATs begrundelse

SKAT baserede sin afgørelse på en samlet konkret vurdering af virksomhedens erhvervsmæssighed, med særlig vægt på rentabilitet og intensitet. SKAT fremhævede, at virksomheden havde givet underskud i syv på hinanden følgende år (samlet 693.079 kr.), at der ikke længere var tale om indkøringsvanskeligheder, og at underskuddene ikke ansås for forbigående. Desuden fandt SKAT, at de fremlagte budgetter for 2016-2019, som forventede en markant stigning i bonusindtægter fra 3.000-8.000 kr. til 56.000-243.000 kr., ikke var realistiske.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at virksomheden var berettiget til fradrag for underskuddene. Klageren anførte, at virksomheden var startet fra bunden uden et eksisterende kundegrundlag, og at opbygning af et netværk inden for Network Marketing er en længere proces, der kan tage 7-10 år, før der opnås et betydeligt bonusafkast. Klageren mente, at SKATs administrative praksis om overskud efter 3 år var for rigid og ikke tog højde for denne særlige driftsform. Endvidere argumenterede klageren for, at SKATs afgørelse, der havde tilbagevirkende kraft, fratog klageren muligheden for at agere ud fra forslaget til ændringer på et tidligere tidspunkt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for underskud i klagerens virksomhed for indkomstårene 2012-2015.

Juridisk grundlag

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2, som fastslår, at kun udgifter anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages, og at private udgifter ikke kan fradrages. For ikke-erhvervsmæssige virksomheder kan underskud ikke fradrages i anden indkomst.

Vurdering af erhvervsmæssighed

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering, hvor det er afgørende, om virksomheden er etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste (systematisk indkomsterhvervelse). Dette er i overensstemmelse med Højesterets domme TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Klagerens virksomhed har været underskudsgivende siden 2009.
• Selvom en virksomhed i en kortere opstartsperiode kan have underskud, skal der fra starten kunne påvises udsigt til rentabel drift inden for en kortere årrække.
• I indkomstårene 2012-2015 har virksomhedens resultat ikke levnet mulighed for en rimelig aflønning af klagerens arbejdsindsats.
• De fremlagte budgetter for 2016-2019, især for 2017-2019, viste budgetterede omsætningstal, der var 4-6 gange højere end de realiserede omsætningstal i 2012-2015. Landsskatteretten fandt derfor, at budgetterne ikke var realistiske.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at der i indkomstårene 2012-2015 ikke havde været udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. Klageren kunne derfor ikke anses for at have drevet en erhvervsmæssig virksomhed i de pågældende indkomstår.

Tilbagevirkende kraft

Klagerens argument om, at SKATs afgørelse alene kunne have fremadrettet virkning, blev afvist. Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, som fastsætter frister for SKATs ændring af den skattepligtige indkomst. Da SKAT havde overholdt disse frister, og der ikke var skabt en retsbeskyttet forventning hos klageren om godkendelse af fradragene, var der ikke belæg for at give afgørelsen fremadrettet virkning.