Beskatningsgrundlag for fri bil - Nyvognsprisens fastsættelse

Sagen omhandlede beskatningsgrundlaget for fri bil, som selskabet [virksomhed1] A/S havde stillet til rådighed for sine to hovedaktionærer og direktører i indkomståret 2016. Det var ubestridt, at hovedaktionærerne var skattepligtige af værdien af fri bil, men der var uenighed om, hvilket beløb der skulle anvendes som beskatningsgrundlag.

Sagens baggrund

Selskabet købte i november 2016 to brugte biler, en Audi SQ5 og en Audi Q7, som begge var under 3 år gamle ved købstidspunktet. Selskabet havde oprindeligt opgjort beskatningsgrundlaget baseret på bilernes værdi ved første indregistrering, som var lavere end den faktiske købspris:

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen traf afgørelse om, at beskatningsgrundlaget skulle være selskabets faktiske købspris for bilerne. Skattestyrelsen henviste til, at beregningsgrundlaget for fri bil, i overensstemmelse med TfS 1996, 724 TSS og TfS 1996, 738 TSS, skal tage udgangspunkt i den pris, som forhandleren faktisk anvender ved afgiftsberigtigelsen. Det er dog en forudsætning, at denne pris svarer til den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler for køretøjet som nyt, jf. SKM2018.331.BR. Skattestyrelsen argumenterede, at begrebet "nyvognspris" i Ligningsloven § 16, stk. 4 måtte forstås som den pris, en slutbruger skulle betale ved erhvervelse af køretøjet som nyt. Denne dom blev senere stadfæstet af Landsretten i SKM2019.338.ØLR.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant fastholdt, at det oprindeligt anvendte beskatningsgrundlag var korrekt. Hovedargumentet var, at SKM2018.331.BR var en praksisændring, der ikke var gældende på tidspunktet for beskatningen i indkomståret 2016, og derfor ikke kunne anvendes som grundlag for vurderingen. Repræsentanten henviste i stedet til Ligningsvejledning C.A.5.14.1.7, version 2016-2, og Landsskatteretskendelse SKM2012.182.LR, som ifølge klageren definerede beskatningsgrundlaget som bilens værdi ved første indregistrering, hvis den ikke havde været afgiftsfritaget. Klageren mente, at beskatningsgrundlaget efter købet af bilerne skulle opgøres til samme værdi som ved den tidligere private leje af bilerne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at når et selskab stiller en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16a, stk. 5. Den skattepligtige værdi beregnes efter Ligningsloven § 16, stk. 4 som en årlig værdi på 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af resten, dog mindst 160.000 kr. For biler anskaffet højest 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i op til 36 måneder.

Landsskatteretten henviste til forarbejderne til lov nr. 83 af 2. juni 1999 (L 211 1998), der definerer "nyvognsprisen" som den pris, forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, inklusive forhandleravance, registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og normalt tilbehør. Det følger af en ordlydsfortolkning af Ligningsloven § 16, stk. 4 og lovens forarbejder, at "nyvognsprisen" skal forstås som bilens pris i handel og vandel, dvs. prisen til en slutbruger, jf. SKM2004.18.VLR og SKM2019.338.ØLR (som stadfæster SKM2018.331.BR).

Landsskatteretten fandt ikke, at Skattestyrelsen havde fraveget lovens faste regel om, at det er bilens nyvognspris, der skal indkomstbeskattes. Det blev ikke godtgjort, at der havde været administrativ praksis om, at et andet beregningsgrundlag end nyvognsprisen til slutbruger kunne anvendes. Det forhold, at skattemyndighederne ikke tidligere havde forholdt sig konkret hertil, kunne ikke sidestilles med en anerkendelse af en anden "nyvognspris" end prisen til slutbruger.

Vedrørende klagerens henvisning til SKM2012.182.LR, bemærkede Landsskatteretten, at denne sag omhandlede en afgiftsfritaget bil, og derfor ikke var sammenlignelig med nærværende sag i henhold til beskatningsgrundlaget.

Landsskatteretten fastsatte nyvognspriserne til henholdsvis 980.000 kr. for Audi SQ5 og 1.140.000 kr. for Audi Q7, da det ikke var godtgjort, at hovedaktionærerne kunne beskattes af en lavere pris end anskaffelsesprisen. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.