Udlejningsindtægt fra trust i udlandet forhindrede anvendelse af grænsegængerreglerne

Sagen omhandlede, hvorvidt en person med bopæl i Bulgarien og begrænset skattepligt til Danmark kunne anvende grænsegængerreglerne for indkomstårene 2015, 2016 og 2017. Anvendelse af reglerne ville give klageren mulighed for fradrag for renteudgifter.

Betingelsen for at anvende grænsegængerreglerne er, at mindst 75 % af personens samlede globalindkomst beskattes i Danmark. Klageren modtog dansk pension, men havde også betydelige lejeindtægter fra en ejendom på Hawaii. Ejendommen var formelt overdraget til en trust, hvor klageren selv var både stifter og bestyrer (trustee).

Skattestyrelsen fandt, at trusten efter danske regler ikke var et selvstændigt skattesubjekt, og at lejeindtægten derfor skulle medregnes i klagerens globalindkomst. Ved opgørelsen af globalindkomsten kunne driftsudgifter fratrækkes, men ikke renteudgifter. Dette førte til, at den danske indkomst udgjorde væsentligt under 75 % af globalindkomsten.

Beregning af globalindkomst og 75 %-reglen

Skattestyrelsens beregning, som Landsskatteretten tiltrådte, viste følgende fordeling:

Da 75 %-kravet i Kildeskatteloven § 5A ikke var opfyldt i nogen af årene, kunne grænsegængerreglerne ikke anvendes. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive beskattet efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5A-5D.

Begrundelse for afgørelsen

Retten lagde til grund, at det er en betingelse for anvendelse af grænsegængerreglerne, at den indkomst, der beskattes i Danmark (den kvalificerende indkomst), udgør mindst 75 % af skatteyderens samlede globalindkomst, jf. Kildeskatteloven § 5 A, stk. 1.

Retten fastslog, at den trust på Hawaii, som ejede udlejningsejendommen, ikke kunne anerkendes som et selvstændigt skattesubjekt efter dansk ret. Dette skyldtes, at ejendommens formue ikke var effektivt og uigenkaldeligt udskilt fra klagerens formue, idet klageren både var stifter (Transferor) og bestyrer (Transferee). Klageren blev derfor anset som den reelle ejer af ejendommen, og overskuddet fra udlejningen skulle medregnes i hans globalindkomst.

Ved opgørelsen af globalindkomsten kan driftsomkostninger fratrækkes i henhold til Statsskatteloven § 6, litra a, men renteudgifter, som er omfattet af Statsskatteloven § 6, litra e, kan ikke fradrages. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens beregning, som viste, at klagerens kvalificerende indkomst (dansk pension) kun udgjorde mellem 48,78 % og 58,82 % af globalindkomsten i de pågældende år. Da 75 %-kravet således ikke var opfyldt, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Subsidiær påstand om rentefradrag for ægtefælle

Landsskatteretten afviste at behandle klagerens subsidiære påstand om, at hans ægtefælle skulle have fradrag for en andel af renteudgifterne. Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1, og fastslog, at den kun har kompetence til at behandle klager over afgørelser truffet af Skattestyrelsen. Da Skattestyrelsens oprindelige afgørelse alene vedrørte klageren og ikke hans ægtefælle, og da spørgsmålet om ægtefællens fradrag først blev rejst under klagesagen, lå det uden for rettens kompetence at tage stilling til dette.