Manglende dokumentation for fradrag og skattepligtig indtægt ved materialesalg

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017. Forhøjelserne skyldtes dels, at Skattestyrelsen ikke godkendte fradrag for selskabets udgifter til underleverandøren [virksomhed2], dels at Skattestyrelsen forhøjede selskabets indtægt vedrørende materialesalg til underleverandøren [virksomhed7]. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Ikke godkendte fradrag for udgifter til [virksomhed2]

Skattestyrelsen nedsatte selskabets fradrag for udgifter til underleverandøren [virksomhed2] med 4.543.522 kr. for 2016 og 636.000 kr. for 2017. Skattestyrelsen vurderede, at udgifterne var uden realitet, da:

• Alle fakturaer fra [virksomhed2] (på nær én) havde teksten ”Acontofaktura, Levering” uden yderligere specifikation.
• Der ikke var fremlagt kontrakter, underbilag, timesedler eller lignende.
• Der var tale om samlede fakturaer på over 6 mio. kr.
• [virksomhed2] var 100 % ejet af [person2] via [virksomhed6] ApS, hvilket skabte et kapitalejersammenfald med selskabet, der var ejet 50 % af [person2] og 50 % af [person1].
• [virksomhed2] ikke havde ansatte til at udføre det pågældende arbejde.
• En kreditnota på 850.000 kr. fra [virksomhed2] ikke var bogført af selskabet, og beløbet ikke var tilbagebetalt.

Skattestyrelsen fastholdt, at selskabet ikke havde dokumenteret, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Selskabet anførte, at der forelå tilstrækkelig dokumentation, idet [virksomhed2] havde væsentlige udgifter til underleverandører, som var viderefaktureret til selskabet med tillæg af avance. Selskabet fremhævede, at [virksomhed2] havde afregnet skat og moms af indtægterne, hvilket ifølge selskabet betød, at der var fuld symmetri i den skatte- og momsmæssige behandling, og at statskassen ikke havde lidt et tab. Selskabet henviste til Direktiv 2006/112/EF og neutralitetsprincippet, som indebærer, at fradrag skal godkendes, hvis de materielle betingelser er opfyldt, selvom de formelle betingelser ikke er det. Selskabet mente, at kapitalejersammenfaldet netop talte for realitet, da der var modsatrettede interesser mellem [person1] og [person2] i [virksomhed1] i forhold til betalinger til [virksomhed2].

De omstridte fakturaer fra [virksomhed2] var som følger:

Skattepligtig indtægt vedrørende materialesalg til [virksomhed7]

Skattestyrelsen forhøjede selskabets skattepligtige indtægt med 2.096.000 kr. for 2016. Forhøjelsen skyldtes, at selskabet havde afholdt udgifter for [virksomhed7] ApS, som skulle modregnes i fakturaer fra [virksomhed7] ApS til selskabet. Skattestyrelsen mente, at selskabet allerede i 2016 havde erhvervet ret til beløbet, og at det derfor skulle indtægtsføres i 2016 i henhold til retserhvervelsesprincippet, jf. Statsskatteloven § 4.

Selskabet havde bogført følgende tre udgifter vedrørende [virksomhed7] på konto 2010 Fremmed assistance i 4. kvartal 2016:

Selskabet oplyste, at de ikke havde betalt disse fakturaer, da de var modsvaret af varekøb, som selskabet havde foretaget for [virksomhed7] på grund af fordelagtige indkøbsaftaler. Selskabet havde fratrukket købsmoms af disse varekøb i 2016, men havde ikke bogført et varesalg til [virksomhed7] i samme år. En salgsfaktura på 2.620.000 kr. til [virksomhed7] blev først udstedt den 14. august 2018, på et tidspunkt hvor [virksomhed7] var under konkursbehandling. Selskabet forklarede, at denne faktura var en fejlfakturering, og at den var neutraliseret af en kreditnota udstedt samme dato til [virksomhed8] P/S. Selskabet mente, at den samlede indtægtsførelse for 2016 var korrekt, da en faktura fejlagtigt var udstedt til [virksomhed8] P/S i stedet for [virksomhed7].

Skattestyrelsen fandt det uforståeligt, at selskabet både udstedte en faktura og en kreditnota på samme beløb i 2018, og at kreditnotaen var udstedt til [virksomhed8] P/S. Skattestyrelsen fastholdt, at beløbet skulle beskattes i 2016, da modregningen fandt sted på dette tidspunkt, og at kreditnotaen til [virksomhed8] P/S var uden reelt indhold.

Indkomståret 2018

Selskabets repræsentant nedlagde påstand om, at der ved stadfæstelse af forhøjelsen af selskabets skattepligtige indkomst vedrørende materialesalg i 2016, skulle ske en tilsvarende nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst i 2018. Skattestyrelsen var enig i, at hvis beløbet blev beskattet i 2016, skulle det ikke beskattes igen i 2018, men fastholdt, at kreditnotaen til [virksomhed8] P/S i 2018 skulle tilbageføres, da den var uden reelt indhold. Landsskatteretten afviste at behandle påstanden for 2018, da Skattestyrelsens afgørelse kun omfattede 2016 og 2017.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017. Forhøjelserne vedrørte dels nægtet fradrag for udgifter til underleverandøren [virksomhed2], dels indtægtsførelse af materialesalg til underleverandøren [virksomhed7].

Retten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4, og at indtægter skal beskattes i det år, hvor der er opnået endelig ret til dem. Udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde en indkomst er fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Det er en betingelse, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen, og at udgiftsafholdelsen ligger inden for virksomhedens naturlige rammer.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, samt for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, jf. Højesterets dom SKM2004.162.HR. Beviskravet skærpes i tilfælde af usædvanlige omstændigheder, der kan tale imod fradragsberettigelse, jf. Østre Landsrets dom SKM2009.325.ØLR.

Landsskatteretten henviste til sin afgørelse i den tilknyttede momssag (sagsnr. [sag1]), hvor det blev stadfæstet, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var sket levering af ydelser fra [virksomhed2], og at selskabet derfor ikke kunne godkendes momsmæssigt fradrag for udgifterne. Som en konsekvens heraf tiltrådte Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse om, at der heller ikke kunne godkendes skattemæssigt fradrag for udgifterne til [virksomhed2] på 4.543.522 kr. for 2016 og 636.000 kr. for 2017.

Ligeledes stadfæstede Landsskatteretten, med henvisning til afgørelsen i momssagen, at selskabet var skattepligtigt af indtægten på 2.096.000 kr. fra materialesalget til [virksomhed7] i indkomståret 2016, da leverancerne blev erklæret at have fundet sted i dette år.

Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende begge punkter.

Indkomståret 2018

Vedrørende repræsentantens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2018, bemærkede retten, at Skattestyrelsens afgørelse udelukkende omfattede indkomstårene 2016 og 2017. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende påstanden for indkomståret 2018, jf. Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1, nr. 1. Påstanden for 2018 blev derfor afvist.