Udlejning af garage anset for erhvervsmæssig virksomhed - Anvendelse af virksomhedsordning

Sagen omhandlede, hvorvidt klagerens udlejning af en garage skulle anses for erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende for indkomstårene 2016 og 2017, og dermed om klageren var berettiget til at anvende virksomhedsordningen. Klageren havde tidligere drevet udlejningsvirksomhed og investeret i en garage, som blev udlejet for 800 kr. pr. måned. Klageren anvendte virksomhedsordningen, men Skattestyrelsen havde nægtet dette med den begrundelse, at udlejningen ikke var erhvervsmæssig.

Skattestyrelsen argumenterede for, at udlejningsvirksomheden ikke opfyldte kravene til rentabilitet og intensitet, da den ifølge deres beregninger gav underskud. Skattestyrelsen medregnede driftsøkonomiske afskrivninger og fordelte udgifter til telefon og internet mellem udlejningsvirksomheden og klagerens værdipapiraktiviteter. De fastholdt, at der ikke kunne foretages omvalg vedrørende placeringen af telefonudgifter, da det ikke var et selvangivelsesvalg i henhold til Skatteforvaltningsloven § 30.

Klagerens repræsentant påstod, at udlejningen var erhvervsmæssig og berettigede til anvendelse af virksomhedsordningen. Repræsentanten bestred Skattestyrelsens opgørelse af det driftsøkonomiske resultat, især vedrørende afskrivninger og udgifter til telefon og internet. Klageren mente, at afskrivningsgrundlaget skulle fordeles forholdsmæssigt efter den offentlige vurdering, og at telefon- og internetudgifter ikke skulle medregnes i udlejningsvirksomhedens resultat, da de primært vedrørte værdipapiraktiviteter eller var private. Subsidiært anmodede klageren om omvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30 for at placere telefonudgifterne uden for virksomhedsordningen, med henvisning til Højesterets dom SKM2020.14.HR.

Landsskatteretten fandt, at udlejningsvirksomheden var erhvervsmæssig. Retten foretog en selvstændig skønsmæssig opgørelse af de driftsøkonomiske afskrivninger og udgifterne til internet og telefon. På baggrund af disse justeringer konkluderede Landsskatteretten, at udlejningsvirksomheden havde et positivt driftsmæssigt resultat i de påklagede indkomstår. Dette medførte, at klageren var berettiget til at anvende virksomhedsordningen, og den subsidiære påstand om omvalg blev dermed irrelevant.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt er erhvervsmæssig virksomhed, jf. blandt andet SKM2016.456.LSR. En konkret vurdering af, om virksomheden er drevet erhvervsmæssigt, skal dog foretages ud fra en samlet vurdering af alle relevante forhold, herunder virksomhedens intensitet og rentabilitet, jf. SKM2014.822.LSR og SKM2016.437.BR. Det afgørende er, om virksomheden er etableret og drives med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, jf. SKM2007.107.HR.

Landsskatteretten foretog en selvstændig opgørelse af udlejningsvirksomhedens driftsmæssige resultat, hvor der blev medregnet driftsmæssige afskrivninger. Afskrivningsgrundlaget for garagen blev skønsmæssigt fastsat til 59.676 kr., baseret på forholdet mellem ejendomsværdien og grundværdien ved den seneste ejendomsvurdering. De årlige driftsøkonomiske afskrivninger blev herefter fastsat til 1.194 kr. (2 % af 59.676 kr.).

Vedrørende udgifter til internet og telefon fandt Landsskatteretten, at der ikke skulle medregnes udgiftsposter, der beløbsmæssigt oversteg sædvanlige udgifter ved udlejning af garage. Virksomhedens udgifter til internet og telefon blev skønsmæssigt fastsat til i alt 600 kr. om året for både 2016 og 2017, med henvisning til udlejningsvirksomhedens omfang og det faktum, at der kun var én lejer. Den resterende del af udgifterne blev anset for at vedrøre klagerens aktivitet med handel med værdipapirer.

På baggrund af disse justeringer opgjorde Landsskatteretten udlejningsvirksomhedens driftsmæssige resultat til henholdsvis 850 kr. for 2016 og 239 kr. for 2017, efter driftsøkonomiske afskrivninger. Da udlejningsvirksomheden i de påklagede indkomstår havde overskud efter driftsmæssige afskrivninger, anså Landsskatteretten den for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til at anvende virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Den subsidiære påstand om omvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30 blev dermed overflødiggjort, da klagerens primære påstand blev imødekommet.

Den beløbsmæssige opgørelse blev overladt til Skattestyrelsen.