Hjemvisning af sag om erhvervsmæssig landbrugsdrift og opdeling i driftsgrene

Sagen omhandler en klager, der fra 1991 drev fuldtidslandbrug, men grundet økonomiske udfordringer frasolgte besætning, mælkekvote og en stor del af jorden i 2013. I 2015 blev yderligere maskiner solgt fra som led i en akkordaftale med banken. I indkomstårene 2016 og 2017 udgjorde ejendommens areal 28 hektar, hvoraf 13,2 hektar var bortforpagtet. Derudover blev to stålhaller udlejet til opbevaring, og klageren drev selv restarealet bestående af eng, fredskov, skov og brakareal, hvor der hovedsageligt blev foretaget brakpudsning og modtaget EU-tilskud. Klageren modtog lønindtægt i 2015, 2016 og 2017.

Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen godkendte ikke fradrag for virksomhedsunderskud på 58.073 kr. for indkomståret 2017, idet klageren ikke blev anset for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed. Som konsekvens heraf nedsatte Skattestyrelsen indkomsten for 2016 med 3.023.235 kr. vedrørende tab på driftsmidler, da virksomheden blev anset for ophørt ved udgangen af 2016. Endvidere blev anvendelsen af kapitalafkastordningen for 2017 ikke godkendt.

Skattestyrelsen begrundede afgørelsen med, at driften af ejendommen, efter frasalget af besætning og størstedelen af jorden i 2013, ikke havde udsigt til at opnå et positivt driftsresultat, selv efter en længere årrække. De henviste til Højesterets dom af 15. april 1994 (TfS 1994, 364), som fastslår, at underskud kun kan fratrækkes, hvis driften tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. Skattestyrelsen mente, at klageren, trods driftsomlægningen, ikke var i en start- eller opbygningsfase, da han havde drevet ejendommen siden 1991. De opgjorde de forventede resultater efter driftsøkonomiske afskrivninger, som fortsat viste væsentlige underskud. Skattestyrelsen accepterede at behandle udlejningsdelen og restejendommen som en helhed, men fastholdt, at der ikke var fradrag for underskud.

Klagerens opfattelse og argumenter

Klageren nedlagde påstand om ret til fradrag for virksomhedsunderskud i 2017, at der ikke skulle opgøres tab på driftsmidler for 2016, og at kapitalafkastordningen kunne anvendes for 2017. Subsidiært påstod klageren fradrag for ejendomsskat i 2017 som kapitalindkomst i henhold til Ligningsloven § 14, stk. 2.

Repræsentanten argumenterede for, at klageren var i en opstartsfase i 2016 og 2017, da den nye driftsform med bortforpagtning af agerjord først reelt påbegyndtes i 2016 efter en længere afviklingsperiode af den tidligere drift. Det blev fremhævet, at klageren fortsat tilpassede driften, herunder med skovrejsning i 2018. Repræsentanten mente, at tilskud til skovrejsning skulle periodiseres over samme løbetid som investeringen afskrives, og at den årlige værditilvækst på skoven skulle medregnes i vurderingen af erhvervsmæssig drift, med henvisning til Landsskatterettens kendelse 2-7-1889-0669 af 26. september 2006.

Klageren fremlagde et budget for 2018-2021, der viste positive resultater efter driftsøkonomiske afskrivninger, og argumenterede for, at dette indikerede udsigt til et resultat på nul eller derover. Der blev også argumenteret for lavere driftsøkonomiske afskrivningssatser for maskiner og bygninger, med henvisning til Landsskatterettens afgørelse 13-6629367 af 2. februar 2016 og SKM2004.432.VLR.

Klageren påpegede desuden, at visse regnskabsposter i de tidligere år indeholdt udgifter relateret til maskinstationsdrift og akkordforhandlinger, som ikke var udtryk for de fremtidige omkostninger ved den nye driftsform. Det blev anført, at revisorudgiften ville falde markant i et egentligt bortforpagtningsregnskab.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens landbrugsvirksomhed i de påklagede år (2016 og 2017) henhørte under den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, da klageren modtog lønindtægt i disse år. Retten lagde vægt på, at der var sket en driftsomlægning fra og med 2016, hvor planteproduktionen udgik, og agerjorden blev bortforpagtet, hvilket udgjorde den største indtægtskilde.

Retten bemærkede, at hverken Skattestyrelsen eller klagerens repræsentant havde foretaget en opdeling af driften for 2017 i driftsgrene (bortforpagtning/udlejning og drift af restarealerne). I henhold til praksis, herunder Landsskatterettens afgørelse SKM2014.112.LSR, kan en landbrugsdrift opdeles i flere virksomheder. Retten fandt det ikke godtgjort, at bortforpagtning og drift af restarealerne naturligt skulle anses som én virksomhed, da bortforpagtning af agerjorden kunne udøves uafhængigt af vedligeholdelsen af restarealerne og havde et betydeligt omfang.

Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til Skattestyrelsen for at:

• Foretage en vurdering af, hvorvidt de enkelte driftsgrene (bortforpagtning af agerjord og delvis udleje/brug af driftsbygninger som én driftsgren, og drift af restarealerne som en anden) i 2017 kan anses for erhvervsmæssige virksomheder i skattemæssig forstand.
• Opgøre det skattemæssige resultat for de enkelte driftsgrene og foretage den skattemæssige behandling heraf.
• Vurdere spørgsmålet om anvendelse af Virksomhedsskatteloven § 22a (kapitalafkastordningen) på baggrund af ovenstående vurdering.

Vedrørende tab på driftsmidler for indkomståret 2016, som Skattestyrelsen havde opgjort til 3.023.235 kr. med henvisning til Afskrivningsloven § 4, stk. 1 og Afskrivningsloven § 9, stk. 1, hjemviste retten også denne del til Skattestyrelsen. Dette skyldtes behovet for at foretage en afledt vurdering af, hvorvidt driftsmidler måtte anses for overgået til privat anvendelse, samt den skattemæssige behandling heraf, efter at have foretaget opdelingen i driftsgrene og vurderet deres erhvervsmæssige karakter.