Kontanthævninger fra selskabskonto anset som skattepligtig personlig indkomst

Sagen omhandler en klage over Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens personlige indkomst for indkomståret 2017 med 790.000 kr. Forhøjelsen skyldtes kontanthævninger fra selskabet [virksomhed1] ApS, som Skattestyrelsen anså for skattepligtig indkomst for klageren.

[virksomhed1] ApS, et byggeselskab, havde i 2017 foretaget kontanthævninger på i alt 1.028.900 kr. fra selskabets erhvervskonto. Skattestyrelsen havde opgjort, at 790.000 kr. af disse hævninger ikke kunne forklares som løn eller godkendte fradrag. Klageren var direktør i selskabet i store dele af 2017 og var den eneste med fuldmagt og hævekort til selskabets bankkonto i den relevante periode.

Skattestyrelsen begrundede forhøjelsen med, at klageren via sin adgang til selskabets bankkonto måtte have erhvervet ret til pengene, hvilket udløste beskatning efter Statsskatteloven § 4. Styrelsen vurderede, at der ikke var præsteret modydelse for de hævede penge, og at der derfor ikke var tale om am-bidragspligtig lønindkomst, men anden personlig indkomst.

Klageren bestred forhøjelsen og anførte, at de kontante hævninger var brugt til indkøb af materialer m.v. som led i selskabets drift. Han oplyste, at han ikke var i besiddelse af selskabets bogføringsmateriale, der kunne dokumentere dette, og hævdede, at hans navn var blevet misbrugt, og at han ikke havde anvendt hævekortet. Klageren gjorde desuden gældende, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl, idet han ikke havde fået fuld aktindsigt i selskabets sag, som lå til grund for afgørelsen i hans egen sag. Han mente, at han som part havde et retskrav på at få udleveret alt relevant sagsmateriale i medfør af Skatteforvaltningsloven § 20.

Landsskatterettens afgørelse

Sagens formelle forhold

Landsskatteretten tog stilling til klagerens påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl, herunder manglende aktindsigt og tilsidesættelse af officialprincippet og partshøring. Retten henviste til Forvaltningsloven § 9 om partsaktindsigt, Forvaltningsloven § 11 om udsættelse af afgørelse ved aktindsigtsbegæring, Forvaltningsloven § 19, stk. 1 om partshøring ved ugunstige oplysninger, og Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1 om underretning ved afvigelse fra selvangivelse. Endvidere blev Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2 om begrundelseskrav nævnt, samt officialprincippet.

Landsskatteretten fandt, at:

• Der var givet aktindsigt i klagerens egen sag, og afslag på aktindsigt i selskabets sag var ikke påklaget. Dette kunne ikke i sig selv medføre afgørelsens ugyldighed.
• Skattestyrelsen havde indhentet det fornødne materiale og foretaget sædvanlige og rimelige bestræbelser på at indhente selskabets regnskabsmateriale i overensstemmelse med officialprincippet. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig på dette grundlag.
• Betingelserne for partshøring var opfyldt, da Skattestyrelsen den 6. februar 2019 havde sendt et begrundet forslag til afgørelse til klageren med sagens oplysninger som bilag.
• Der var ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen på grund af manglende begrundelse, da klageren var oplyst om de kontante hævninger, der lå til grund for beskatningen.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at den påklagede afgørelse ikke var ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Sagens materielle forhold

Landsskatteretten vurderede herefter sagens materielle forhold. Med henvisning til Statsskatteloven § 4, stk. 1, som definerer skattepligtig indkomst, og Personskatteloven § 3, stk. 1 om beskatning som personlig indkomst, lagde retten til grund, at klageren var den eneste med fuldmagt til selskabets bankkonto i den pågældende periode. Dette medførte, at bevisbyrden for, at hævningerne ikke var foretaget i egen interesse, påhvilede klageren. Bevisbyrden blev anset for skærpet, da selskabets regnskabs- og bogføringsmateriale, som klageren som direktør var ansvarlig for, ikke var fremlagt.

Landsskatteretten fandt, at:

• Det ikke var dokumenteret, at klagerens navn var blevet misbrugt, eller at han ikke havde anvendt hævekortet i egen interesse.
• Det heller ikke var dokumenteret, at hævningerne var medgået til dækning af selskabets udgifter, herunder at de var brugt til at betale de fremlagte fakturaer.
• Klagerens oplysninger ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger.

På baggrund heraf stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at de 790.000 kr. var skattepligtig indkomst for klageren i indkomståret 2017, der skulle beskattes som personlig indkomst.