Skattepligt af befordringsgodtgørelse og overskridelse af ligningsfrist

Sagen omhandler en klagers beskatning af udbetalt befordringsgodtgørelse fra et selskab, hvor klagerens ægtefælle var hovedanpartshaver. Skattestyrelsen havde anset godtgørelsen for skattepligtig i indkomstårene 2013-2017 på grund af manglende dokumentation og utilstrækkelig kontrol fra arbejdsgiverens side. Klageren bestred dette og gjorde gældende, at dokumentationen var tilstrækkelig, at kontrollen var udført af selskabets medejer, og at kørslen var foretaget i egne eller børnenes biler, hvor klageren afholdt udgifterne. Derudover var der uenighed om anvendelsen af ligningsfristerne, herunder spørgsmålet om klageren udøvede bestemmende indflydelse i selskabet.

Formalitet (Ligningsfrister)

Landsskatteretten behandlede først spørgsmålet om ligningsfristerne. Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at klageren ikke udøvede bestemmende indflydelse i selskabet i henhold til Skattekontrolloven § 3b, stk. 2 og Ligningsloven § 16h, stk. 6, da klageren ikke selv ejede anparter. Dette betød, at klageren var omfattet af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. Som følge heraf var Skattestyrelsens ændring af skatteansættelsen for indkomstårene 2013 og 2014 ugyldig, da fristen var overskredet. For indkomstårene 2015-2017 blev fristen dog anset for overholdt, da tilsvarende forhold begrundede genoptagelse af tidligere indkomstår, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.

Befordringsgodtgørelse og -fradrag

Vedrørende den materielle del af sagen fandt Landsskatteretten, at den udbetalte befordringsgodtgørelse ikke kunne anses for skattefri i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9b, stk. 1. Retten lagde vægt på, at de fremlagte kørselsspecifikationer ikke opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Specifikationerne manglede blandt andet eksakte datoer for kørslen, en detaljeret beskrivelse af kørslens mål og delmål, samt angivelse af den anvendte bil. Det blev heller ikke godtgjort, at klageren havde afholdt udgifterne til kørslen i egen bil, eller at selskabet havde ført den fornødne kontrol med udbetalingen. De fremlagte telefonbookingkalendere ændrede ikke denne vurdering.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af den modtagne befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2015-2017. Dog fandt retten, at klageren kunne være berettiget til et almindeligt befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c. Spørgsmålet om opgørelse af dette fradrag blev hjemvist til Skattestyrelsen for fornyet behandling.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse om både formalitet (ligningsfrister) og den materielle del af sagen (befordringsgodtgørelse og -fradrag).

Formalitet (Ligningsfrister)

Landsskatteretten vurderede, om klageren var omfattet af den forlængede ligningsfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5 på grund af bestemmende indflydelse i selskabet, jf. Skattekontrolloven § 3b, stk. 2 og Ligningsloven § 16h, stk. 6.

• Flertallets afgørelse: To retsmedlemmer fandt, at klageren ikke udøvede bestemmende indflydelse i selskabet, hverken qua sin ansættelse eller som følge af ægtefællens aktiemajoritet, da klageren ikke selv ejede anparter. Klageren var derfor ikke omfattet af den forlængede frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5, men af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. Da Skattestyrelsen varslede ændring den 30. april 2019 og foretog ændringen den 4. juni 2019:

  • Fristen for indkomstår 2017 var overholdt.
  • Fristen for indkomstår 2015-2016 var overholdt, da tilsvarende forhold begrundede genoptagelse af et tidligere indkomstår, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.
  • Fristen for indkomstår 2013-2014 var overskredet, da ændringen ikke var foretaget senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

• Mindretallets afgørelse: Et retsmedlem fandt, at klageren udøvede bestemmende indflydelse over selskabet som følge af ægtefællens aktiemajoritet og derfor var omfattet af den forlængede ligningsfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5, hvilket ville betyde, at varslet for 2013 og 2014 var rettidigt.

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og ændrede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår indkomstårene 2013-2014, som blev anset for ugyldige.

Befordringsgodtgørelse og -fradrag

Landsskatteretten vurderede, om den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattefri i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9b, stk. 1, og om betingelserne i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse var opfyldt.

• Dokumentationskrav: Landsskatteretten fandt, at de fremlagte kørselsspecifikationer ikke opfyldte kravene i bekendtgørelsen. Specifikationerne manglede:

  • Angivelse af anvendte satser og beregning af godtgørelsen.
  • Eksakte datoer for kørslen (kun datointervaller).
  • Nærmere beskrivelse af kørslens mål og eventuelle delmål, hvilket gjorde det umuligt at se, hvilke dage der var kørt til specifikke adresser.
  • Identifikation af den anvendte bil, og klageren havde ikke dokumenteret, at kørslen var foretaget i egen bil, eller at han havde afholdt udgifterne hertil, på trods af adgang til arbejdsgiverbetalt befordring og brug af børns biler/lånebil i perioder.

• Kontrolkrav: Det blev ikke godtgjort, at selskabet havde ført den fornødne kontrol med godkendelse af kørslen og udbetaling af godtgørelsen. De efterfølgende fremlagte telefonbookingkalendere ændrede ikke denne vurdering.

• Konklusion: Betingelserne for at anse den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattefri var ikke opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af den modtagne befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2015-2017.

• Befordringsfradrag: Landsskatteretten fandt, at klageren i stedet kunne være berettiget til det almindelige befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c. Spørgsmålet om opgørelse af et eventuelt fradrag blev hjemvist til Skattestyrelsen som første instans, da styrelsen ikke tidligere havde forholdt sig hertil.