Afslag på ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar: Sygdom og påståede myndighedsfejl ikke anset for særlige omstændigheder

En virksomhedsindehaver anmodede om ekstraordinær genoptagelse af sit momstilsvar for perioderne 2012-2014. Anmodningen var begrundet i, at han havde lidt af langvarig fysisk og psykisk sygdom, at SKATs oprindelige skønsmæssige ansættelse var en myndighedsfejl, og at han aldrig havde modtaget afgørelsen og derfor først fik kundskab om den under en senere straffesag.

Baggrund

Indehaveren havde undladt at angive moms for perioden 2. halvår 2012 til 2. halvår 2014. SKAT foretog derfor først en taksering og senere en væsentligt højere skønsmæssig ansættelse baseret på bankindsætninger, da indehaveren ikke reagerede på anmodninger om at indsende regnskabsmateriale.

Anmodningerne om genoptagelse blev indsendt i november og december 2018, hvilket var efter udløbet af den ordinære 3-årige genoptagelsesfrist.

Klagers argumenter

• Særlige omstændigheder: Klageren anførte, at alvorlig sygdom siden 2012 havde forhindret ham i at varetage sine skatte- og momsforpligtelser korrekt.
• Myndighedsfejl: SKATs skøn var urimeligt og hvilede på et forkert grundlag, da det kun var baseret på bankindsætninger uden at medtage virksomhedens udgifter.
• Manglende kundskab: Klageren hævdede ikke at have modtaget SKATs afgørelse fra januar 2016 og først at være blevet bekendt med den under en politiafhøring. Derfor var 6-måneders reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 overholdt.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen afviste anmodningen med henvisning til, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke var opfyldt. Sygdommen var ikke dokumenteret at have været en hindring i hele perioden, og skønnet var foretaget på et berettiget grundlag, da klageren ikke havde samarbejdet. Styrelsen mente desuden, at afgørelsen var kommet frem, og at 6-månedersfristen var overskredet.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afslag på ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar for perioden 2012-2014.

Juridisk grundlag

Retten henviste til, at anmodningen om genoptagelse var fremsat efter udløbet af den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2. Genoptagelse krævede derfor, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 32 var opfyldt. Dette indebærer enten opfyldelse af objektive kriterier eller tilstedeværelsen af "særlige omstændigheder" jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 4, samt at anmodningen er fremsat inden 6 måneder efter kundskab om forholdet, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2.

Vurdering af særlige omstændigheder

Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en genoptagelse:

• Sygdom: Selvom klageren dokumenterede et længere sygdomsforløb, var det ikke godtgjort, at han havde været forhindret i at varetage sine interesser i hele den relevante periode. Retten lagde vægt på, at sygejournalen ikke dækkede perioden fra 6. januar 2015 til 12. april 2016, og at klageren ikke havde bevist, at han var ude af stand til at anmode om ordinær genoptagelse rettidigt.

• Myndighedsfejl: Retten fandt ikke, at SKAT havde begået fejl. SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, da klageren hverken havde angivet moms eller fremsendt regnskabsmateriale trods flere anmodninger. At de senere rekonstruerede regnskaber viste et andet resultat, var ikke tilstrækkeligt til at anse det oprindelige skøn for åbenbart urimeligt eller baseret på et forkert grundlag.

Vurdering af 6-månedersfristen

Landsskatteretten fastslog, at 6-månedersfristen i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 ikke var overholdt. Retten lagde til grund, at SKATs systemlog viste, at afgørelsen var afsendt til klagerens korrekte adresse den 26. januar 2016 og ikke var kommet retur. Klageren ansås derfor for at have fået kundskab om afgørelsen på dette tidspunkt. Da anmodningen om genoptagelse først blev indgivet i november/december 2018, var fristen markant overskredet. Dette var i sig selv en grund til at afvise anmodningen.

Da der ikke var grundlag for genoptagelse, blev den subsidiære påstand om hjemvisning også afvist.