Landsskatterettens afgørelse om fradrag for kørselsgodtgørelse og husleje – Indkomstår 2016 og 2017

Sagen omhandler et selskabs fradrag for kørselsgodtgørelse og husleje i indkomstårene 2016 og 2017. Selskabet, ejet af hovedanpartshaveren, havde forskudt regnskabsår. Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 fra -55.403 kr. til 10.302 kr. og for indkomståret 2017 fra -70.873 kr. til 17.977 kr.

Kørselsgodtgørelse

Selskabet havde i årsrapporterne for 2015/16 og 2016/17 afholdt personaleomkostninger på henholdsvis 71.362 kr. og 67.800 kr., som ifølge revisor var kørselsgodtgørelse. Skattestyrelsen godkendte ikke fradrag for skattefri kørselsgodtgørelse, da hovedanpartshaveren ikke modtog løn og ikke ejede bilen. Skattestyrelsen godkendte dog fradrag for udgiften som yderligere løn til hovedanpartshaveren, med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Selskabet argumenterede for, at der var mulighed for at refundere udlæg for autoomkostninger baseret på et skøn, selv uden et formelt kørselsregnskab.

Husleje

Selskabet havde adresse på hovedanpartshaverens hjemmeadresse og afholdt huslejeudgifter på 83.705 kr. (2016) og 106.850 kr. (2017). Hovedanpartshaveren oplyste, at et kontorlokale permanent blev udlejet til selskabet, og at lejen var fastsat ud fra markedsprisen for værelsesudlejning. Skattestyrelsen fandt, at huslejen væsentligt oversteg markedslejen, da der var tale om interesseforbundne parter, og anvendte Ligningsloven § 2, stk. 1 (armslængdeprincippet). Skattestyrelsen skønnede en passende månedlig husleje til 1.500 kr. (18.000 kr. årligt) og anså differencen som maskeret udlodning til hovedanpartshaveren, som selskabet ikke havde fradrag for. Selskabet fastholdt, at der var tale om refusion af en andel af huslejen, og at Skattestyrelsens værdiansættelse var uden grundlag og ikke afspejlede normale lejepriser i [by1].

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende både kørselsgodtgørelse og husleje.

Kørselsgodtgørelse

Landsskatteretten henviste til sin afgørelse i hovedanpartshaverens sag, hvor det var fastslået, at betingelserne for at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse ikke var opfyldt. Selskabet havde ikke dokumenteret, at udgifterne opfyldte kravene i Ligningsloven § 9b eller Bekendtgørelse nr. 173 af 13/03/2000. Da Skattestyrelsen havde godkendt fradrag for udgiften som yderligere løn til hovedanpartshaveren i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, blev dette fastholdt. Bevisbyrden for fradragsret påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.

Husleje

Landsskatteretten henviste ligeledes til sin afgørelse i hovedanpartshaverens sag, hvor det var fastslået, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over markedslejen. Aftaler mellem interesseforbundne parter skal ske på armslængdevilkår, jf. Ligningsloven § 2, stk. 1. Selskabet havde ret til fradrag for husleje med 18.000 kr. årligt for indkomstårene 2016 og 2017. Differencen mellem den betalte husleje og den godkendte markedsleje blev anset som maskeret udbytte til hovedanpartshaveren, og selskabet havde ikke fradrag for denne maskerede udlodning, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a modsætningsvis.