Landsskatteretten: Afslag på fradrag for arbejdsværelse – Indkomstårene 2014-2017

Sagen omhandler en klagers ønske om fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i sin private bolig for indkomstårene 2014-2017. Klageren driver virksomheden "[virksomhed1]", der er registreret med branchekoden "Computerprogrammering", og har i de pågældende år udført vejledning og undervisning for "Foreningen Udvej". Arbejdet for foreningen har omfattet planlægning, individuelle forløb og samtaler, med en målsat arbejdsindsats på 30 timer ugentligt. Møder og samtaler med brugere fandt sted i foreningens lokaler, mens forberedelse, dokumentation og opfølgning blev udført fra arbejdsværelset i klagerens bolig.

Klageren har fratrukket følgende beløb for udgifter til arbejdsværelse:

Skattestyrelsen afviste fradraget med henvisning til, at værelset ikke havde skiftet karakter, så det udelukkede privat anvendelse, og at det ikke var klagerens hovedarbejdssted. Klageren fastholdt, at værelset udelukkende blev brugt til erhvervsmæssige formål i forbindelse med arbejdet for foreningen, herunder håndtering af fortrolige data, og at det var det eneste lokale, der blev brugt til disse formål.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at godkende fradrag for udgifter til arbejdsværelse i klagerens private bolig for indkomstårene 2014-2017.

Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som fastslår, at udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede, forudsat der er en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsten, og udgiften ikke er af privat karakter. Bevisbyrden for fradragsberettigelsen påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.

Vurdering af arbejdsværelsets karakter

Landsskatteretten vurderede, at klagerens arbejdsværelse ikke var så specielt indrettet, at privat benyttelse var udelukket. Dette blev begrundet med, at lokalet var indrettet med bogreoler og computerudstyr, hvilket svarer til et almindeligt kontor. Retten henviste til retspraksis, herunder SKM2003.488.HR, som fastslår, at et værelse ikke skifter karakter og bliver uanvendeligt som opholdsrum, blot fordi det er indrettet til kontor.

Vurdering af hovedarbejdssted

Retten fandt, at kontoret i klagerens private bolig ikke havde været anvendt som klagerens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. Begrundelsen herfor var:

• Møder og samtaler med foreningens brugere fandt sted i foreningens egne kontorlokaler, hvilket indikerer, at hvervgiver stillede lokaler til rådighed for den primære del af arbejdet.
• Det var alene forberedelse, dokumentation og opfølgning, der foregik i hjemmekontoret, hvilket blev anset for ydelser af mere accessorisk karakter i forhold til kernen af klagerens ydelser (vejledning og undervisning).
• Den svingende arbejdsbyrde og høje grad af fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen pegede også på, at kontoret ikke var hovedarbejdssted.

Den omstændighed, at klageren oplyste, at arbejdsværelset ikke blev benyttet til andre formål, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.