Manglende fradrag for studierejse til Japan grundet turistmæssigt islæt
Dato
4. november 2019
Hoved Emner
Fradrag
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Studierejse, Fradrag, Lønudgift, Personaleudgift, Turistmæssigt islæt, Hovedanpartshaver, Erhvervsmæssig udgift
Sagen omhandler et selskabs fradrag for udgifter til en studierejse til Japan i indkomståret 2013. Selskabet, der driver tandlægevirksomhed og ejes af sin direktør og hovedanpartshaver, [person1], havde fratrukket 26.135 kr. for en studietur arrangeret af [virksomhed1] A/S og [virksomhed2]. Formålet med rejsen var at stifte bekendtskab med [Diverse] produkter, besøge produktionsfaciliteter og opleve Japan.
Rejsen fandt sted fra den 8. til 16. september 2013. Rejseprogrammet inkluderede to dage med faglige kurser og besøg hos [virksomhed3]s hovedsæde og [Diverse]s produktionsfaciliteter. De resterende dage var afsat til sightseeing i [by1] og [by2], samt tid på egen hånd, hvilket udgjorde mindst fire hele dage med turistprægede aktiviteter.
SKATs afgørelse og begrundelse
SKAT godkendte ikke fradrag for udgifterne som erhvervsmæssige driftsudgifter for selskabet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Ligningsloven § 8, stk. 1. SKATs begrundelse var, at den overvejende tid på rejsen var anvendt til turistmæssige aktiviteter, og at rejsen blev anset for en studierejse af generel karakter med begrænset fagligt indhold og et ikke ubetydeligt turistmæssigt islæt. SKAT fandt, at rejsen ikke havde en konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter. I stedet blev de samlede udgifter på 26.135 kr. anset for fradragsberettigede for selskabet som en lønudgift/personaleudgift, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1. Samtidig blev rejsen anset for skattepligtig indkomst for [person1] som medarbejder, jf. Statsskatteloven § 4 og Ligningsloven § 16, stk. 1 og stk. 3.
Klagerens opfattelse
Selskabet påstod, at der skulle godkendes fuldt fradrag for udgifterne til studierejsen, subsidiært delvist fradrag for den erhvervsmæssige andel. Selskabet argumenterede med, at SKAT tidligere havde godkendt fradragsret for lignende tandlægekurser med et større turistmæssigt islæt, som en rejse til Indien. Det blev fremhævet, at hvis formålet udelukkende var turistmæssigt, ville det have været billigere at købe en rejse gennem et almindeligt rejsebureau. Selskabet bestred SKATs opfattelse af kursets faglige indhold og henviste til et detaljeret program, der viste et højt fagligt niveau præsenteret af førende forskere, og at kurset var væsentligt mere relevant for praksis end tidligere kurser.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten fastslog, at udgifter til rejser er fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Ligningsloven § 8, stk. 1, hvis de har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. Det er ikke tilstrækkeligt, at rejsen har faglig relevans; der skal være erhvervet viden, der umiddelbart giver sig udslag i konkrete dispositioner i tilknytning til indkomsterhvervelsen. Udgifter til rejser af bredt orienteret eller alment dannende karakter er ikke fradragsberettigede.
Ved vurdering af rejser med turistmæssigt islæt skal der foretages en konkret vurdering, hvor der lægges vægt på:
- Opholdets samlede tidsforbrug til henholdsvis faglige og ikke-faglige aktiviteter.
- Om der har deltaget ægtefæller eller ej.
Bevisbyrden for, at en udgift er fradragsberettiget, påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.
Landsskatteretten fandt, at den omstridte studierejse til Japan primært havde generel karakter med et ikke-ubetydeligt turistmæssigt islæt, og at det faglige indhold ifølge programmet var begrænset. Rejsen blev derfor ikke anset for at have haft en tilstrækkelig konkret og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse.
Konsekvensen heraf var, at udgiften på 26.135 kr. ikke kunne fradrages som en erhvervsmæssig udgift for selskabet i indkomståret 2013 i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Ligningsloven § 8, stk. 1. Da udgiften imidlertid var afholdt af selskabet, hvor deltageren var hovedanpartshaver og direktør, blev beløbet anset for et løntillæg til hovedanpartshaveren. Dette løntillæg kunne dog fradrages som yderligere løn i selskabets indkomstopgørelse, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1.
Landsskatteretten stadfæstede dermed SKATs afgørelse.
Lignende afgørelser