Fradrag for renteudgifter ved kautionsforpligtelse og gældseftergivelse - Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler en klage over Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fradrag for renteudgifter og underskudsbegrænsning for indkomståret 2014. Klagerens ægtefælle stiftede i 2005 et selskab, der senere gik konkurs. Klageren og ægtefællen hæftede solidarisk som selvskyldnerkautionister for selskabets gæld i banken. Kautionsforpligtelsen blev aktualiseret den 1. juli 2009, og i 2014 indgik klageren en akkordaftale med banken, der medførte en betinget saldokvittering på kassekreditgælden.

Klageren anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen for 2014 med henblik på at opnå et større rentefradrag. Klageren argumenterede for, at indfrielsesgraden, der danner grundlag for rentefradraget efter Ligningsloven § 5, stk. 9, skulle beregnes ud fra samtlige betalinger foretaget siden kautionsforpligtelsens aktualisering, ikke kun de betalinger, der blev foretaget i 2014 i forbindelse med akkorden. Dette ville resultere i en indfrielsesgrad på 24,34 % og et fradrag på 1.785.349 kr. Klageren henviste til SKM2012.130.LSR som støtte for sin opfattelse.

Skattestyrelsen godkendte et rentefradrag på 475.311 kr. ved at beregne indfrielsesgraden til 6,48 %, idet de kun medregnede betalinger foretaget i 2014. Skattestyrelsen fandt, at akkordaftalen ikke medførte beskatning efter Kursgevinstloven § 24, men at underskuddet skulle begrænses efter Personskatteloven § 13 a. Skattestyrelsen havde oprindeligt foreslået underskudsbegrænsning for 2014, men ændrede det til 2015 på grund af en overskredet frist i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Klageren bestred underskudsbegrænsningen og mente, at akkorden skulle behandles som en singulær ordning, hvilket ikke ville medføre underskudsbegrænsning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fradrag for renteudgifter. Retten lagde til grund, at der efter kautionsforpligtelsen var tilskrevet renter på i alt 14.670.088 kr., og at klageren ikke tidligere havde fratrukket renteudgifter på gælden. Den samlede gæld, inklusive tilskrevne, ikke-betalte renter på tidspunktet for gældseftergivelsen den 25. marts 2014, udgjorde 28.653.553 kr. Klageren og klagerens ægtefælle blev frigjort for betaling af gæld på i alt 26.797.661 kr. mod indbetaling af 1.855.609 kr.

Retten fastslog, at indbetalinger foretaget i 2009 og 2010 ikke var sket som følge af gældseftergivelsen i 2014. Disse tidligere indbetalinger dækkede renter, der var påløbet før kautionsforpligtelsen blev aktuel, eller delvist renter og provision tilskrevet i perioden 1. juli 2009 til 21. september 2010. Fradrag for renteudgifter som følge af disse tidligere indbetalinger kunne ikke periodiseres til indkomståret 2014.

I henhold til Ligningsloven § 5, stk. 9, 1. pkt. kan renter, der er påløbet på tidspunktet for gældseftergivelsen, fradrages med en andel, der svarer til forholdet mellem den del af gælden, der skal betales efter nedsættelsen, og den samlede gæld før nedsættelsen. Da gældsnedsættelsen først blev meddelt den 25. marts 2014, kunne tidligere års afdrag på gælden ikke medregnes ved opgørelsen af hverken gælden på gældseftergivelsestidspunktet eller ved opgørelsen af indfrielsesbeløbet. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om et godkendt rentefradrag på 475.311 kr.

Vedrørende klagen over underskudsbegrænsning tog Landsskatteretten ikke stilling til dette. Dette skyldtes, at Skattestyrelsen i den påklagede afgørelse af 17. december 2018 ikke havde truffet afgørelse om underskudsbegrænsning med virkning for indkomståret 2014. Skattestyrelsens nye forslag om underskudsbegrænsning for indkomståret 2015 var ikke en del af den aktuelle klage, som vedrørte skatteansættelsen for 2014.