Aftale om frivillig akkord: Resolutiv eller suspensiv betingelse?

Sagen omhandlede, hvorvidt betingelserne i en aftale om frivillig akkord mellem klageren og [finans1] A/S var resolutive eller suspensive, hvilket havde afgørende betydning for tidspunktet for de skattemæssige virkninger, herunder underskudsbegrænsning efter Personskatteloven § 13a, stk. 5.

Klageren anmodede SKAT om et bindende svar på, om aftalen var resolutiv, og i så fald, om underskudsbegrænsningen skulle foretages med virkning for indkomståret 2013. SKAT besvarede spørgsmål 1 med "Nej", hvilket medførte, at spørgsmål 2 bortfaldt. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Faktiske omstændigheder

Den 23. december 2013 indgik klageren en aftale med [finans1] A/S om afvikling af et engagement på 37.720.688,09 kr. Aftalen indebar, at klagerens erhvervsrelaterede aktiver og ejendomme skulle afvikles, og provenuerne skulle tilgå banken. Akkorderingsbeløbet blev foreløbigt opgjort til 22,4 mio. kr. under forudsætning af, at ejendommene kunne sælges til en udbudspris på 59,5 mio. kr. Saldokvittering skulle først afgives, når alle bankens sikkerheder var realiserede, provenuerne tilgået banken, og en restgæld på 1 mio. kr. var betalt. Klageren underskrev uigenkaldelige salgsfuldmagter til banken for sine ejendomme, hvilket gav banken ret til at forhandle og acceptere salgspriser uden klagerens godkendelse.

SKATs og klagerens argumenter

SKAT argumenterede for, at aftalens betingelser var suspensive. Dette skyldtes, at der herskede reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville blive gennemført, da salget af ejendommene og opgørelsen af andelshaverkonti var afgørende for, om der reelt skete en gældseftergivelse. SKAT fremhævede, at banken kunne afslå købstilbud, og at aftalen kunne bortfalde, hvis klageren ikke loyalt drev landbrugsbedriften. Derfor indtrådte de skattemæssige virkninger ikke den 23. december 2013.

Klageren påstod, at aftalen var resolutiv og havde virkning fra den 23. december 2013. Klageren henviste til, at betingede aftaler som udgangspunkt er resolutive, medmindre der er betydelig usikkerhed om gennemførelsen. Det blev fremført, at det var uomtvisteligt, at banken ikke ville få dækket sin fordring fuldt ud, og at en gældseftergivelse på mindst 22,4 mio. kr. var sikker. Klageren argumenterede, at betingelser, som debitor selv er herre over (f.eks. overholdelse af afdragsordning eller loyal drift), som altovervejende hovedregel er resolutive. Klageren henviste til praksis, herunder SKM2015.435 SR, som støttede, at aftalen skulle anses for endelig ved indgåelsen, uanset betingelser for saldokvittering.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren den 23. december 2013 underskrev et frivilligt forlig, hvori han erkendte en gæld på 37.720.688,09 kr. til [finans1] A/S. Denne gæld skulle enten betales på anfordring eller i henhold til aftalebrevet af 20. december 2013, som Landsskatteretten identificerede som den omhandlede aftale om afvikling af klagerens engagement med banken.

Retten anerkendte, at der var enighed mellem SKAT og klageren om, at aftalen af 23. december 2013 var en aftale om frivillig akkord. Uenigheden drejede sig om, hvorvidt aftalens betingelser var af en sådan karakter, at de skattemæssige virkninger (underskudsbegrænsning) skulle indtræde i indkomståret 2013.

Landsskatteretten fremhævede, at et centralt vilkår i aftalebrevet af 20. december 2013 var salget af klagerens seks ejendomme og øvrige erhvervsrelaterede aktiver. Klageren havde givet [finans1] A/S uigenkaldelige etårige salgsfuldmagter. Dette betød, at [finans1] A/S havde beføjelse til at afslå et købstilbud, og dermed var det alene banken, der afgjorde, om en væsentlig betingelse i aftalen blev opfyldt.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at aftalen var behæftet med en sådan grad af usikkerhed, at de skattemæssige virkninger af aftalen ikke skulle henføres til indkomståret 2013. Dette indebar, at betingelserne i aftalen blev anset for suspensive, hvilket udskød tidspunktet for den skattemæssige virkning af gældseftergivelsen.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse, hvorefter spørgsmål 1 blev besvaret med "Nej", og spørgsmål 2 bortfaldt.