Manglende regnskabsgrundlag og nægtelse af virksomhedsordning

Sagen omhandler en personligt drevet virksomhed, der klagede over Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2016. Virksomheden, der driver fest- og teltudlejning, kurerkørsel, salg af gardiner og udlejningsejendomme, fik nægtet anvendelse af virksomhedsordningen og oplevede flere indkomstforhøjelser på grund af mangelfuldt regnskabsgrundlag. Klageren anførte, at bogføringen var tilstrækkelig, og at et tidligere varsel om mangler ikke var modtaget.

Skattestyrelsen havde konstateret en række fejl i regnskabsgrundlaget, herunder manglende kassekladde, utilstrækkelig specifikation på fakturaer, manglende lagerbogføring, uregistrerede kontante indtægter fra gardinsalg og arrangementer samt manglende udgiftsbilag og lejeindtægter. Disse mangler førte til, at Skattestyrelsen anså regnskabet for at give et misvisende billede af virksomhedens økonomiske forhold og den nødvendige adskillelse mellem virksomheds- og privatøkonomi.

Klagerens repræsentant bestred Skattestyrelsens afgørelse og argumenterede for, at virksomhedsordningen skulle godkendes, og at de foretagne indkomstforhøjelser skulle nedsættes eller bortfalde. Repræsentanten forklarede blandt andet, at gardinsalget var bogført i 2017 på grund af en fejl, og at visse købsbilag, som Skattestyrelsen ikke kunne sammenholde med salg, reelt dækkede andre formål eller var en del af større arrangementer.

Den oprindelige tabel over klagepunkter og afgørelser var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede sagen vedrørende klagerens regnskabsgrundlag for indkomståret 2016 og Skattestyrelsens foretagne ændringer.

Regnskabsgrundlag og virksomhedsordningen

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde udarbejdet et behørigt regnskab i overensstemmelse med Bogføringsloven og Mindstekravsbekendtgørelsen. Retten lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret effektive, løbende kasseafstemninger, og at ikke alle transaktioner var bogført. Dette berettigede Skattestyrelsen til at foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomsten, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Det forhold, at klageren angiveligt ikke havde modtaget et tidligere brev fra SKAT om mangler i bogføringen, ændrede ikke ved dette, da det påhviler den erhvervsdrivende at holde sig ajour med gældende regler.

Som følge af de mangelfulde regnskabsforhold og den manglende adskillelse mellem virksomhedens og klagerens privatøkonomi, fandt Landsskatteretten, at betingelserne i Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1 for at anvende virksomhedsordningen ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om at nægte anvendelse af virksomhedsordningen, hvilket medførte tilbageførsel af kapitalafkast og beskatning af opsparet overskud i henhold til Virksomhedsskatteloven § 7 og Virksomhedsskatteloven § 10, stk. 2 og Virksomhedsskatteloven § 10, stk. 3.

Forhøjelse af omsætningen og ikke godkendte udgifter

Landsskatteretten tog stilling til de enkelte forhøjelser og nægtede fradrag:

• Salg af gardiner (163.552 kr.): Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens forhøjelse. Retten lagde vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at salget skulle medregnes med et lavere beløb. Skattestyrelsens ansættelse var underbygget af en konkret beregning med udgangspunkt i virksomhedens købspris af gardiner før rabat og momsafregning. Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at den opgørelse, som forhøjelsen beror på, er sket med en mindre fortjeneste. Skattestyrelsens begrundelse for skønnet blev anset for tilstrækkelig i henhold til Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Forhøjelsen var i overensstemmelse med Statsskatteloven § 4 og Momsloven § 4.

• Manglende salgsfakturaer (165.000 kr.): Landsskatteretten nedsatte Skattestyrelsens forhøjelse til 0 kr. Retten fandt, at Skattestyrelsens skøn ikke var tilstrækkeligt underbygget af konkrete opgørelser eller objektive kendsgerninger om udeholdte indtægter. Det blev anset for sandsynligt, at to eller flere varekøbsfakturaer kunne sammenholdes med én salgsfaktura, især da flere salgsfakturaer også omfattede leje af telte og udstyr, og den beregnede bruttoavanceprocent var rimelig. Dette var i overensstemmelse med principperne for skønsmæssig forhøjelse, jf. SKM2019.473.LSR og SKM2013.748.VRL.

• Manglende udgiftsbilag (52.760 kr.): Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

  • Hensat køb vedrørende julefrokost (40.500 kr.): Fradrag blev nægtet, da udgiften var bogført som "hensat" i 2016, men den tilhørende faktura var dateret 1. marts 2017. Klageren havde ikke dokumenteret en direkte og umiddelbar sammenhæng til virksomhedens drift i 2016, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
  • Brændstofudgifter (12.260 kr.): Fradrag blev nægtet, da klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at udgifterne vedrørte virksomhedens indkomsterhvervelse, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

• Småanskaffelser (16.000 kr.): Landsskatteretten nedsatte Skattestyrelsens forhøjelse til 0 kr. Udskiftning af nedslidte tagduge og sideduge til udlejningstelte blev anset som vedligeholdelse, der er fradragsberettiget efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og ikke som en straksafskrivning under Afskrivningsloven § 6, stk. 1. Retten henviste til SKM2006.154.VLR.

• Manglende lejeindtægter (23.500 kr.): Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Klageren havde ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at lejeindtægterne fra ejendommene [adresse2], [adresse3] og [adresse4] var medtaget i indkomståret 2016, eller at der var forhold, der berettigede til manglende indtægtsføring. For ejendommen [adresse2] accepterede klageren selv forhøjelsen på 12.000 kr. For de øvrige ejendomme fandt retten, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indtægterne ikke skulle medregnes.

• Ejendomsforsikring (8.600 kr.): Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse, så forhøjelsen blev 5.357 kr. Retten godkendte fradrag for bilag 545 og 945 (i alt 9.834 kr.), da disse var udstedt i indkomståret 2016 og opfyldte pligtpådragelsesprincippet. Fradrag for rykkergebyrer blev dog nægtet, da disse ikke anses for at være en følge af normal driftsrisiko, jf. SKM2002.493.LSR.