Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende lokalplan nr. 2017-7, sommerhusområde ved [vejnavn1], [vejnavn2], [vejnavn3] og [vejnavn4], Nordfyns Kommune

Nordfyns Kommune vedtog den 31. maj 2018 endeligt lokalplan nr. 2017-7, der omhandler et sommerhusområde ved [vejnavn1], [vejnavn2], [vejnavn3] og [vejnavn4]. En ejer af et sommerhus inden for lokalplanområdet klagede den 3. december 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen blev modtaget den 7. januar 2019.

Klagepunkter

Klageren anførte primært, at kommunen ikke havde forholdt sig til, at udlæg af en sti ved klagerens ejendom kun kunne ske ved ekspropriation. Klageren gjorde gældende, at der på ejendommen, som blev udstykket i 1932, oprindeligt var udlagt en 4 meter bred vej. Ifølge klageren var vejudlægget ikke tinglyst, og der forelå ingen dokumentation for, at arealet senere skulle være udlagt til brug for andre ejendomme end dem fra den oprindelige udstykning. Klageren hævdede desuden, at der ikke var vundet hævd på færdselsretten, hvorfor kun de oprindelige ejendomme var vejberettigede, og offentligheden dermed ikke havde ret til færdsel på vejarealet.

Klageren fremhævede, at vejretten alene bestod for en afgrænset kreds af vejberettigede, og at den oprindelige vejret ved kommunal tilladelse var reduceret til en bredde på 1,5 meter. På trods heraf var vejen ved klagerens ejendom i den vedtagne lokalplan udlagt til en bredde på 4 meter og uden en nærmere afgrænsning af kredsen for vejberettigede. Klageren gjorde gældende, at en udvidelse af vejretten alene kunne ske ved ekspropriation, hvilket kommunen ifølge klageren ikke havde forholdt sig til.

Krav til lokalplanen

Klageren ønskede, at lokalplanens kortbilag 4 og bestemmelsen i lokalplanens § 7.1 skulle korrigeres, så det blev præciseret, at stien ved klagerens ejendom alene udlægges i en bredde på 1,5 meter og kun til brug for de oprindelige vejberettigede. Hvis dette ikke var muligt, ønskede klageren lokalplanen ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling.

Klageren påpegede en uoverensstemmelse mellem lokalplanens § 7.5, der angiver stien med en bredde på mindst 2 meter, og § 7.1 samt kortbilag 4, der angiver en bredde større end 1,5 meter. Klageren henviste desuden til en afgørelse fra Vejdirektoratet, der fastslog, at den omtalte vej ikke var optaget i kommunens vejfortegnelse, og at der ikke forelå dokumentation for, hvem der var vejberettiget. Dette støttede ifølge klageren påstanden om korrektion af lokalplanens § 7.1 og kortbilag 4.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da den ikke indeholdt retlige spørgsmål, som nævnet kan tage stilling til i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan behandle klager over, at vedtagelsen af en plan ikke er sket i overensstemmelse med retningslinjerne i planlovens kapitel 6 om planers tilvejebringelse. Uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed er derimod ikke et retligt spørgsmål, der kan efterprøves.

Ekspropriation og lokalplanlægning

Med hensyn til klagepunktet vedrørende ekspropriation bemærkede Planklagenævnet, at en kommune kan ekspropriere fast ejendom eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen er af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan og for varetagelsen af almene samfundsinteresser, jf. Planlovens § 47, stk. 1. I den konkrete sag havde kommunen imidlertid ikke truffet afgørelse om ekspropriation, men alene vedtaget lokalplan nr. 2017-7.

Lokalplanlægning er som udgangspunkt erstatningsfri regulering. Kun i helt særlige tilfælde kan en lokalplan have karakter af ekspropriation, f.eks. hvis en lokalplanbestemmelse medfører en særligt intens og konkret indskrænkning i rådigheden, der afskærer grundejeren fra en økonomisk rimelig udnyttelse af sin ejendom. Spørgsmålet om, hvorvidt den endeligt vedtagne lokalplans bestemmelser er udtryk for et ekspropriativt indgreb i henhold til Grundlovens § 73, henhører under domstolene, som også skal tage stilling til et eventuelt erstatningskrav.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales til indbetalerens NemKonto.