Afslag på lovliggørende dispensation til beplantning inden for fortidsmindebeskyttelseslinje

Sagen omhandler en klage over Vesthimmerlands Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til at beholde beplantning på en ejendom i Sjøstrup By, Aars. Beplantningen, der består af et sammenhængende skovareal med løv- og nåletræer samt et trerækket læhegn, blev etableret i 2010 inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring fortidsmindet "Klavshøj", en rundhøj fra oldtiden.

Kommunens afgørelse og klagers indsigelser

Kommunen konstaterede i oktober 2018 beplantningen og meddelte afslag på lovliggørende dispensation. Kommunen vurderede, at beplantningen var i strid med formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen, da den påvirkede både indsigt til og udsynet fra højen, og at en dispensation ville skabe uheldig præcedens. Kommunen fandt desuden, at det trerækkede læhegn ikke kunne karakteriseres som "sædvanlig hegning" omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 2, nr. 4.

Klager, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at beplantningen ikke påvirkede indsigten til og udsynet fra fortidsmindet, og at læhegnet var lovligt etableret som sædvanlig hegning. Klager henviste desuden til, at indsigten fra vest allerede var hindret af terrænet og eksisterende læhegn, og at udsynet fra højen mod vest var begrænset uanset den omhandlede beplantning. Klager fremhævede også tidligere klagesager, hvor dispensation var meddelt.

Kommunens bemærkninger til klagen

Vesthimmerlands Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at luftfotos fra perioden 1992-2010 viste sparsom bevoksning på strækningen, hvor læhegnet var etableret, hvilket indikerede, at der ikke var tale om en videreførelse af et tidligere hegn. Kommunen vurderede, at beplantningen ville reducere indsigten fra en nærliggende vej betydeligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til at beholde beplantningen på ejendommen.

Fortidsmindebeskyttelseslinjen og dispensation

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, som forbyder ændringer i tilstanden inden for 100 meter fra fortidsminder. Formålet med denne bestemmelse er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, herunder indsyn til og udsyn fra fortidsminderne, samt at beskytte arkæologiske lag. Nævnet fastslog, at etableringen af det trerækkede læhegn var i strid med denne bestemmelse, da det ikke faldt ind under undtagelsen for "sædvanlig hegning på jordbrugsejendomme" i Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 2, nr. 4. Dette blev understøttet af luftfotos, der viste, at der ikke var tale om en videreførelse af et tidligere læhegn.

Vurdering af dispensation og præcedens

Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Nævnet understregede, at praksis for dispensation er meget restriktiv. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation for hverken skovplantningen eller læhegnet. Det blev vurderet, at beplantningen ville forstyrre oplevelsen af gravhøjen som landskabselement, især ved at reducere indblikket fra en nærliggende vej og medføre en generel fortætning af bevoksningen i området. Nævnet lagde desuden vægt på, at en dispensation ville kunne medføre en uheldig præcedensvirkning for fremtidige sager.

Sammenligning med tidligere sager

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste klagers henvisning til tidligere sager om dispensation. Nævnet fandt, at en sag om opførelse af en silo ikke var sammenlignelig med etablering af beplantning på et større areal. Ligeledes blev en sag om etablering af et trerækket læhegn, der skulle sløre et landbrugsmæssigt byggeri, ikke anset for sammenlignelig, da det i den sag konkret blev vurderet, at læhegnet ikke ville påvirke oplevelsen af en gravhøj.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.