Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til overdækning i fredskov

Sagen omhandler Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Miljøstyrelsens afslag på en lovliggørende dispensation til en ca. 70 m² stor overdækning på en ejendom i Syddjurs Kommune. Ejendommen, der består af to matrikler, er delvist fredskovspligtig med ca. 22 ha fredskov på den ene matrikel.

Overdækningen, der er en tresidet træbygning med tagpaptag, blev opført omkring 2015 til opbevaring af materialer. Miljøstyrelsen havde tidligere, i 2012, givet tilladelse til en traktorgarage på den ikke-fredskovspligtige del af ejendommen, men med adgang fra det fredskovspligtige areal. Denne tilladelse var betinget af, at de to matrikler blev samnoteret for at understøtte skovdriften.

Miljøstyrelsens vurdering

Miljøstyrelsen afslog ansøgningen om dispensation med henvisning til Skovlovens § 11, stk. 1, der forbyder byggeri på fredskovspligtige arealer, medmindre det er nødvendigt for skovdriften, jf. Skovlovens § 11, stk. 2, nr. 1. Styrelsen vurderede, at overdækningen ikke var nødvendig for skovdriften, da ejendommens fredskovsareal på 22 ha er under den vejledende grænse på 50 ha, hvor maskinhuse typisk anses for nødvendige. Desuden var der allerede bolig og driftsbygninger af betydelig størrelse på ejendommen.

Miljøstyrelsen fremhævede, at praksis for dispensation efter Skovlovens § 38 er meget restriktiv. Dispensation gives kun, hvis byggeriet ikke kan placeres uden for fredskov, og hvis samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. Styrelsen vurderede, at der ikke forelå særlige grunde, og at overdækningen kunne placeres på den ikke-fredskovspligtige del af ejendommen eller på naboejendommen. Miljøstyrelsen tilkendegav dog, at en lovliggørelse ville være mulig, hvis ejendommen blev samnoteret med naboskovejendommen, som ikke var bebygget.

Klagerens argumenter

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at samnotering af ejendommene ikke var mulig på grund af forskellige ejerforhold, da naboejendommen ejes af et selskab, som klager ejer sammen med sin søster. Klager foreslog i stedet, at der blev tinglyst en deklaration om samdrift af ejendommene og et forbud mod bebyggelse på naboejendommen. Klager mente, at dette ville tilgodese skovlovens beskyttelsesformål i samme omfang som en samnotering og ikke ville påføre skovmyndigheden ekstra arbejde.

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen

Miljøstyrelsen afviste klagerens forslag om en tinglyst deklaration. Styrelsen anførte, at en sådan privatretlig og rådighedsindskrænkende deklaration ikke var juridisk holdbar i forhold til skovlovens bestemmelser, da skovloven ikke giver mulighed for at fraskrive sig rettigheder til opførelse af nødvendige driftsbygninger på naboskovejendommen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til overdækningen. Nævnet fandt, at overdækningen ikke var omfattet af undtagelsen i Skovlovens § 11, stk. 2, nr. 1, da ejendommen kun er på 22 ha fredskovspligtigt areal, og dermed ikke opfylder kriterierne for at være nødvendig for skovdriften.

Vurdering af dispensation

Nævnet vurderede, at der ikke forelå særlige grunde, der kunne begrunde en dispensation efter Skovlovens § 38. Nævnet lagde vægt på, at praksis for dispensation er restriktiv, og at den omhandlede matrikel allerede er væsentligt bebygget. Desuden kunne den ansøgte overdækning have været opført på den ikke-fredskovspligtige del af ejendommen eller på naboejendommen, som opfylder betingelserne herfor og ikke i forvejen er bebygget. Nævnet fremhævede også den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.

Afvisning af deklaration

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens afvisning af at indgå som påtaleberettiget i en deklaration om samdrift af ejendommene. Nævnet lagde vægt på, at Miljøstyrelsen ikke er retligt forpligtet til at indgå en sådan overenskomst.

Gebyr og endelighed

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.