Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til garage i Randers Kommune

Randers Kommune afslog den 23. august 2018 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af en garage på en ejendom beliggende i landzone. Afslaget blev påklaget til Planklagenævnet.

Ejendommens karakter og historik

Ejendommen på [adresse1] er et ubebygget areal på 1.364 m2, der ifølge BBR har været registreret som ubebygget siden 1998. Den ligger i landzone, ca. 1,7 km vest for Øster Bjerregrav, og er ikke omfattet af kommuneplanrammer eller udpegninger i kommuneplan 2017 for Randers Kommune. Ejendommen ligger ca. 440 m fra Natura 2000-område N30.

Der har tidligere været en bygning på ca. 20 m2 på ejendommen, som delvist brændte i 2009-2010. Efter branden var ca. 6 m2 af bygningen tilbage, men i dag findes kun fundamentet. Klageren oplyste, at de sidste rester af den gamle garage blev fjernet vinteren før klagen, da de var rådne.

Ansøgningens indhold

Ansøgningen omhandlede opførelse af en garage/udhus på 40 m2, med dimensionerne 8 m i længden og 5 m i bredden. Den ønskedes placeret 8 m fra indkørselsvejen og 2,5 m fra det vestlige skel, opført i vandskuret murværk med fladt tag og en maksimal højde på 2,5 m. Klageren havde købt ejendommen som byggegrund med henblik på at opføre et hus i 2020 og ønskede garagen til parkering og hobbyværksted.

Kommunens begrundelse for afslag

Randers Kommune afslog ansøgningen med henvisning til Planloven § 35. Kommunen vurderede, at ejendommen ligger i det åbne land, og at retten til at genopføre den tidligere garage var bortfaldet. Dette skyldtes, at den tidligere garage blev nedrevet i 2009-2010, og en hidtidig ret til udnyttelse bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56. Kommunen anså de resterende 6 m2 af udhuset i 2012 som en ruin uden værdi. Kommunen fremhævede desuden, at en tilladelse til bebyggelse uden tilknytning til anden eksisterende lovlig bebyggelse ville skabe præcedens og være i modstrid med lovens formål.

Klagerens indvendinger

Klageren anførte, at ejendommen ikke ligger i det åbne land, da de omkringliggende grunde er bebygget, og at nabogrunde er under udvikling. Klageren bestred kommunens tidslinje for nedrivning af garagen og fastholdt, at den sidste del af den gamle garage først blev fjernet for nylig. Klageren fremhævede, at ejendommen var købt som byggegrund, og at der var en forventning om at kunne bygge. Klageren havde desuden haft et møde med en sagsbehandler, hvor det blev oplyst, at kommunen ikke behøvede byggeansøgning før landzonetilladelse.

Planklagenævnet stadfæstede Randers Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af en garage.

Planklagenævnets kompetence og sagens omfang

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet præciserede, at sagen udelukkende vedrørte ansøgningen om garagen og ikke en eventuel fremtidig bolig eller kommunens sagsbehandling.

Vurdering af undtagelse fra landzonetilladelse

Nævnet vurderede, at opførelsen af garagen krævede landzonetilladelse. Bestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 8, som undtager garager op til 50 m2 fra kravet om landzonetilladelse, fandt ikke anvendelse, da garagen ikke skulle opføres i tilknytning til et eksisterende enfamiliehus eller sommerhus.

Generelle principper for landzoneadministration

Planklagenævnet understregede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og at sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Administrationen skal varetage landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt hensynet til de primære erhverv. Nævnet lagde vægt på lovens almene formål og den potentielle præcedensvirkning af afgørelsen.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Nævnet fandt ikke grundlag for at give landzonetilladelse til den ansøgte garage.

• Ingen genopførelse: Nævnet vurderede, at der ikke var tale om genopførelse af en nedbrændt bygning, da den tidligere bygning ikke længere var funktionel som garage/udhus, og der manglede tidsmæssig sammenhæng mellem bygningens forfald og ønsket om nyopførelse.
• Modstrid med formål: En tilladelse ville være i modstrid med landzonebestemmelsernes formål om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land.
• Præcedens: Nævnet lagde vægt på, at der var tale om opførelse af en fritliggende garage på en ubebygget ejendom i et uplanlagt område uden for kommuneplanens rammer, og at en tilladelse ville skabe uønsket præcedens.
• Irrelevante forhold: Det forhold, at der tidligere havde været en garage, og at fundamentet stadig eksisterede, kunne ikke opveje de landskabelige hensyn. Ligeledes kunne det ikke tillægges betydning, at ejendommen var betegnet som en byggegrund ved erhvervelsen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnet stadfæstede Randers Kommunes afgørelse af 23. august 2018. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.