Stadfæstelse af afslag på tilladelse til at ophæve landbrugspligten på landbrugsejendom

Sagen omhandler en ansøgning om ophævelse af landbrugspligten på en ejendom på ca. 2,25 ha i Silkeborg Kommune. Ansøgeren, som ønskede at erhverve ejendommen, argumenterede for, at den i årtier udelukkende havde været anvendt til beboelse med have og var omgivet af andre ejendomme uden landbrugspligt. Ansøgeren henviste til, at landbrugspligten tidligere var blevet ophævet på naboejendomme, og at den pågældende ejendom med sin høje salgspris ikke kunne drives rentabelt som landbrug.

Landbrugsstyrelsens afslag

Landbrugsstyrelsen meddelte afslag på ansøgningen den 24. september 2018. Styrelsen vurderede, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en ophævelse af landbrugspligten i henhold til Landbrugslovens § 7, stk. 2. Styrelsen lagde vægt på, at:

• Formålet med landbrugsloven er at bevare produktionsgrundlaget for jordbrugserhvervene.
• Ejendommens naturarealer, skov og græsningsarealer udgør en jordbrugsmæssig interesse.
• Den ønskede anvendelse til private, rekreative formål ikke er et ikke-jordbrugsmæssigt formål, der permanent udelukker fremtidig landbrugsdrift.
• En tilladelse kunne skabe præcedens for lignende sager.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klageren påklagede afgørelsen og fastholdt, at ejendommen reelt ikke var en landbrugsejendom. Klageren anførte, at den høje købspris umuliggjorde rentabel landbrugsdrift, og at området ikke var et landdistrikt med behov for særlig støtte. Desuden blev det fremført, at Silkeborg Kommune støttede en ophævelse af landbrugspligten.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på at ophæve landbrugspligten.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde afgørende vægt på, at en ophævelse af landbrugspligten ifølge praksis forudsætter, at jorden varigt skal overgå til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, der udelukker fremtidig landbrugsdrift. Klagerens ønske om at anvende ejendommen til beboelse med en stor have eller park opfyldte ikke dette krav, da en sådan anvendelse ikke permanent forhindrer, at arealerne senere kan inddrages til jordbrugsmæssige formål.

Nævnet fastslog desuden, at ejendommens arealer med skov og lysåbne græsarealer betragtes som anvendt til jordbrugsmæssige formål i henhold til definitionerne i Lov om drift af landbrugsjorde § 2, stk. 2 og § 4. At ejendommen ligger i landzone, og at der ikke var planer om at ændre dette, understøttede afgørelsen. Klagerens øvrige argumenter om ejendommens rentabilitet og naboforhold blev ikke tillagt afgørende betydning.