Afvisning af sag om forældrekøb: Forbruger anset for erhvervsdrivende

En forbruger købte et hus med det formål at udleje det til sine børn. Efter at have fået udført håndværksarbejde af en tredjepart, som forbrugeren var utilfreds med, hyrede hun en erhvervsdrivende til at gennemgå arbejdet og udarbejde en rapport. Den erhvervsdrivende fremsendte en faktura på 6.955,94 kr. for denne ydelse.

Forbrugerens klage

Forbrugeren krævede at blive friholdt for betalingen og anmodede om erstatning. Hun anførte, at den leverede rapport var mangelfuld, og at prisen var urimelig. Hun oplyste, at huset udelukkende blev brugt til udlejning, og at hun blev beskattet af lejeindtægterne.

Den erhvervsdrivendes svar

Den erhvervsdrivende afviste kravet og fastholdt, at aftalen var indgået mundtligt, at arbejdet var udført korrekt, og at tidsforbruget var rimeligt for opgaven.

Forbrugerklagenævnets kompetence til at behandle en sag forudsætter, at der er tale om en forbrugeraftale, hvor en person hovedsageligt handler uden for sit erhverv, jf. Forbrugerklageloven § 19, stk. 1. Spørgsmålet i sagen var, om forbrugeren, der havde købt et hus til udlejning (forældrekøb), skulle betragtes som forbruger eller erhvervsdrivende i aftalen med den erhvervsdrivende.

Nævnets flertalsvurdering

Et flertal i nævnet vurderede, at aftaler indgået i relation til en ejendom, der udelukkende anvendes til udlejning, må betragtes som erhvervsmæssig virksomhed. Flertallet lagde vægt på formålet med købet og den faktiske anvendelse af huset. På denne baggrund konkluderede flertallet, at forbrugeren ikke handlede uden for sit erhverv og derfor ikke kunne anses som en forbruger i lovens forstand.

Nævnets mindretalsvurdering

Et mindretal var uenig og mente, at et enkeltstående forældrekøb ikke i sig selv gør ejeren til erhvervsdrivende. Mindretallet anførte, at sådanne købere sjældent agerer som professionelle parter og typisk betragtes som forbrugere i andre sammenhænge, f.eks. ved låneoptagelse. Mindretallet mente derfor, at nævnet havde kompetence.

Afgørelse

Nævnet fulgte flertallets indstilling og afviste at behandle sagen. Begrundelsen var, at der ikke forelå en forbrugeraftale, og nævnet derfor ikke havde kompetence. Det forhold, at Håndværkets Ankenævn i en anden sag havde anset klageren for at være forbruger, kunne ikke føre til et andet resultat.