Stadfæstelse af landzonetilladelse til skydebane på [adresse1]

Gribskov Kommune meddelte den 24. august 2017 landzonetilladelse til afskærmende standpladser og kastemaskiner til lerduer på en skydebane beliggende på ejendommen [adresse1]. Danmarks Naturfredningsforening klagede over afgørelsen til Planklagenævnet, idet de mente, at tilladelsen stred mod kommuneplanen, landskabelige udpegninger og et fredningsforslag. Sagen omhandlede en ejendom i landzone, der havde været anvendt som skydebane siden 1971.

Sagens baggrund

Ejendommen på 15,4 ha er en landbrugsejendom uden bebyggelse, hvor skydebanen optager ca. 1,2 ha i en lavning. Området er udpeget som værdifuldt kulturmiljø i kommuneplan 2013, og dele af skydebanen ligger i særligt værdifuldt landbrugsområde, potentiel økologisk forbindelse og lavbundsareal. Den sydlige del er desuden omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 (eng). Skydebanen ligger ca. 300 m fra Natura 2000-område N132, Rusland, og er omfattet af et fredningsforslag for Keldsø-området. Kommuneplanen angiver, at støjende friluftsanlæg ikke kan placeres eller udvides i Zone A, hvor skydebanen er placeret.

Miljøgodkendelsen fra 1998

Kommunen udstedte en miljøgodkendelse for skydebanen den 16. december 1998. Denne godkendelse tillod en skydetid på én hverdag om ugen og fire stævner årligt. Den forudsatte etablering af støjskærme ved alle standpladser for at overholde støjgrænserne. Miljøgodkendelsen nævnte fire standpladser og to kastemaskiner samt en yderligere påtænkt kastemaskine.

Ansøgningen

[forening1] ansøgte i januar 2017 om etablering af fire standpladser med tilhørende flytbare støjskærme (2,5 m høje) og to faste samt én flytbar kastemaskine til lerduer. De faste kastemaskiner er trækasser på 2,5 m x 1,5 m x 1,5 m, mens den mobile er monteret på en lift på en trailer, der kan hejses op til 10 m. Ansøgningen indebar ikke flere standpladser end tidligere, men en ændret placering og udformning, samt en yderligere flytbar kastemaskine.

Fredningsnævnets dispensation

Fredningsnævnet for Nordsjællands Kommune dispenserede den 9. juli 2017 fra fredningsforslaget. Miljøstyrelsen udtalte, at det ansøgte ikke ville skade plantearter eller yngle-/rasteområder for dyrearter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Dispensationen blev givet under forudsætning af, at skydebanen kunne opretholdes i hidtidigt lovligt omfang, men ikke udvides. Vilkår inkluderede maling af støjskærme og kasser i landskabsbegrænsende farver, nedsænkning af den mobile kastemaskine uden for brug, og fjernelse/placering ved klubhuset uden for sæson.

Kommunens afgørelse

Gribskov Kommune gav tilladelse den 24. august 2017 i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Tilladelsen blev givet med vilkår om nedsænkning og placering af den mobile kastemaskine, maling af konstruktioner og kontakt til museet ved gravearbejde. Kommunen vurderede, at det ansøgte kunne indpasses uden væsentlige visuelle eller fysiske gener, og at konstruktionerne var en forudsætning for optimal udnyttelse af den eksisterende skydebane. Kommunen henviste til, at Fredningsnævnet havde givet dispensation, og at Miljøstyrelsen havde udtalt sig positivt om påvirkningen af beskyttede arter. Kommunen skønnede, at projektet ikke krævede naboorientering og ikke et tillæg til miljøgodkendelsen, da ændringerne var uvæsentlige i forhold til støj.

Klagen og kommunens bemærkninger

Danmarks Naturfredningsforening klagede over flere punkter:

Ingen tidligere landzonetilladelse

Klageren anførte, at manglen på tidligere landzonetilladelse og upåtalt eksistens ikke berettigede en tilladelse, men snarere var et svigt fra kommunens side. De mente, at miljøgodkendelsen fra 1998 var vurderet under andre forhold og ikke kunne erstatte en landzonetilladelse. Kommunen svarede, at skydebanen var etableret i 1971, før kommunen var planmyndighed, og at den havde eksisteret med myndighedernes viden. Derfor skulle kommunen ikke give tilladelse til selve skydebaneudlægget, og der var ikke krav om en samlet lovliggørende landzonetilladelse.

Forøgelse af aktivitet

Klageren mente, at de nye konstruktioner ville medføre en udvidelse af aktiviteten. Kommunen afviste dette og oplyste, at tilladelsen var givet uden forventning om stigende aktivitet, og at der ikke var søgt om ændring af aktiviteter ud over det fastsatte støjniveau i miljøgodkendelsen. Kommunen lagde til grund, at der ikke skete ændringer i skyderetningen.

Regionsplan, kommuneplan og § 3-område

Klageren fremhævede, at skydebanen lå i Zone A ifølge regionsplan 2005, hvor støjende anlæg ikke måtte placeres eller udvides, og at den stred mod kommuneplanens udpegninger som økologisk forbindelse, lavbundsområde, bevaringsværdigt landskab, værdifuldt kulturmiljø og større uforstyrret landskab. Særligt problematisk var placeringen i et lavbundsområde grænsende op til Gurre Å, med risiko for forurening. Kommunen svarede, at da der var tale om en lovligt anlagt skydebane, og aktiviteterne ikke ændredes, havde de ikke vurderet hensigtsmæssigheden af banens placering i forhold til kommuneplansudpegningerne.

Fredningsforslaget og dyreliv, herunder fugleliv

Klageren anførte, at det ansøgte stred mod fredningsforslagets formål om at beskytte dyrelivet, især fuglelivet, og den store naturlandskabsoplevelse. De mente, at fredningsforslagets angivelse om, at skydebanen kunne fortsætte i lovligt omfang, ikke betød, at skydebanen i sig selv var tilladt. Kommunen vurderede, at konstruktionerne ikke stred mod fredningsforslagets formål, da Fredningsnævnet havde givet dispensation. Kommunen henviste til Miljøstyrelsens udtalelse om, at der ikke skete beskadigelse af habitater for beskyttede dyrearter, og at der ikke var registreret sårbare fuglearter i området.

Vilkår

Klageren påpegede, at landzonetilladelsen ikke indeholdt vilkår om nedsat eller samme tidsrum for brug som i fredningsdispensationen.

Planklagenævnet stadfæstede Gribskov Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til afskærmende standpladser og kastemaskiner til lerduer.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Nævnet vurderede, at kommunen havde fortabt retten til at kræve den eksisterende skydebane lovliggjort efter landzonereglerne. Dette skyldtes, at både den tidligere landzonemyndighed og kommunen i over 30 år havde været bekendt med skydebanens eksistens uden at forholde sig til dens lovlighed. Skydebanen fremgik desuden af kommuneplanens kortbilag, og kommunen havde i 1998 udstedt en miljøgodkendelse til banen. Jagtforeningen havde derfor en berettiget forventning om, at kommunen havde accepteret skydebanens eksistens. Nævnet foretog derfor ikke en prøvelse af, om der ville kunne gives landzonetilladelse til en ny skydebane på ejendommen.

Ændringer i forhold til bebyggelse eller aktiviteter

Uanset den oprindelige skydebanes lovlighed kræver udvidelser eller ændringer af bebyggelse eller aktiviteter en landzonetilladelse. Planklagenævnet lagde til grund, at der ikke skete en udvidelse af skydeaktiviteterne eller en ændring af skyderetningerne i forhold til miljøgodkendelsen fra 1998. Nævnet fandt derfor ikke, at det ansøgte stred mod kommuneplanens retningslinjer for støjende anlæg. Da jagtforeningen ansøgte om at ændre skydebanens fysiske indretning, herunder opstilling af nye støjskærme og kastemaskiner på andre placeringer og i andre udformninger/materialer, krævede disse ændrede forhold en landzonetilladelse. Regionsplan 2005 var ikke længere gældende.

Generelt om landzonetilladelser og skydebaner

I landzone må der ikke uden kommunal tilladelse ske ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Anlæg af udendørs skydebaneanlæg bør generelt ske i landzone, og miljøgodkendelser tager specifikt stilling til støjgener. De fysiske anlæg skal være i overensstemmelse med landzonebestemmelsernes hensyn, herunder påvirkning af landskabet, og må ikke stride mod det planmæssige grundlag.

Planklagenævnets vurdering af landzonetilladelsen

Planklagenævnet fandt ikke, at det ansøgte stred mod de hensyn, som varetages med landzonebestemmelserne. Nævnet lagde vægt på, at der alene var tale om en begrænset ændring af placering af skydeskærmene og kastemaskinerne på et lovligt eksisterende anlæg. Der blev også lagt vægt på konstruktionernes begrænsede størrelse, materialevalg og bemaling, der begrænsede den visuelle påvirkning, samt at støjskærmene havde til hensigt at nedbringe støjgenerne. Nævnet bemærkede, at konstruktionerne placeres lavt i terræn, og at støjskærmene placeres mere samlet. Endvidere lagde nævnet vægt på, at Fredningsnævnet havde givet dispensation fra fredningsforslaget, og at Miljøstyrelsen havde udtalt, at det ansøgte ikke ville medføre beskadigelse af plantearter eller yngle-/rasteområder for dyrearter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

Vilkår

Kommunen kan stille vilkår i en landzonetilladelse, jf. Planlovens § 55. Vilkår skal være begrundet i landzonehensyn, have indholdsmæssig sammenhæng med tilladelsen, være præcise og proportionale. Nævnet fandt ikke, at kommunen skulle have indsat et vilkår om samme tidsbegrænsning af anvendelsen som i fredningsdispensationen, da dette bør reguleres i miljøgodkendelsen. Nævnet bemærkede dog, at en ændring af skydetiderne eller skyderetningerne kunne udgøre en ændring af anvendelsen, der udløser et krav om landzonetilladelse.

Afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Gribskov Kommunes afgørelse af 24. august 2017 om landzonetilladelse til afskærmende standpladser samt kastemaskiner til lerduer på ejendommen [adresse1], [matrikel1]. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.