Stadfæstelse af lovliggørende landzonetilladelse til [virksomhed1] på [adresse1]

Helsingør Kommune meddelte den 7. juni 2017 en lovliggørende landzonetilladelse til virksomheden [virksomhed1] på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og en nabo, der primært klagede over virksomhedens størrelse i landzone samt støj- og lysgener. Planklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Ejendommen, der er en tidligere landbrugsejendom på ca. 9.700 m², ligger i landzone og er noteret som forretningsejendom. Den er omfattet af kystnærhedszonen og skovbyggelinjen og grænser op til et fredet område og habitatområde nr. 114. Klager 2's beboelsesejendom ligger tæt på virksomheden. En trafiktælling fra 2015 viste mellem 145-204 daglige kørsler til og fra ejendommen. Virksomheden anvendes til lager og kontor for [virksomhed1], der beskæftiger sig med design, import og salg af sko og tøj. Lagerfaciliteterne er dog beliggende et andet sted. Der afholdes modeopvisninger to gange årligt. Antallet af medarbejdere har varieret, fra 25-35 ved indflytning i 2006 til 43 i 2013, og er siden reduceret til ca. 35. Historisk set har ejendommen haft forskellige erhvervsmæssige anvendelser, herunder opbevaring, produktion og lager, med flere landzonetilladelser og byggetilladelser fra 1980'erne og frem. I 2015 ophævede Natur- og Miljøklagenævnet en tidligere afgørelse fra Helsingør Kommune, der fastslog, at virksomhedens anvendelse ikke krævede en fornyet landzonetilladelse. Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling, da den ændrede anvendelse og det forøgede antal medarbejdere krævede en ny landzonetilladelse. Kommunen betragtede efterfølgende korrespondance fra virksomhedens advokat som en ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse. Kommunens afgørelse af 7. juni 2017 begrundede tilladelsen med, at virksomheden ligger bag eksisterende bymæssig bebyggelse, ikke har visuel påvirkning af kysten, og at der var usikkerhed om det faktiske medarbejderantal over tid. Tilladelsen blev givet på vilkår om, at adgangen til ejendommen flyttes, og den nuværende vejadgang lukkes, hvilket kræver tilladelse efter Vejloven § 49, stk. 1. Kommunen vurderede, at det ansøgte ikke ville påvirke det nærliggende habitatområde. Klagerne fastholdt, at virksomheden var for stor til landzone og medførte uacceptable gener. Klager 2 fremhævede desuden en række klagepunkter vedrørende kommunens sagsbehandling, herunder manglende formel ansøgning, forkert medarbejderantal, forkert indstilling fra forvaltningen og manglende tinglysning af tilladelsen. Virksomheden afviste klagepunkterne og henviste til tidligere afgørelser og faktiske forhold på ejendommen.

Planklagenævnet stadfæstede Helsingør Kommunes afgørelse af 7. juni 2017 om lovliggørende landzonetilladelse til virksomheden [virksomhed1].

Planklagenævnets kompetence og sagsbehandling

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunens afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone) og retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1. Nævnet bekræftede, at Danmarks Naturfredningsforening, Helsingør Afdeling, var klageberettiget. Klager over sagsbehandlingstiden i landzonesager falder uden for nævnets kompetence.

Undtagelse fra landzonetilladelse

Nævnet bemærkede, at selvom Planloven § 37 blev ændret i 2017 for at lempe reglerne for anvendelse af eksisterende bygninger til bl.a. lager og kontor, finder denne bestemmelse ikke anvendelse, da ejendommen er beliggende inden for kystnærhedszonen uden for et udviklingsområde. Derfor krævede virksomhedens aktiviteter fortsat en landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Vurdering af klagepunkter vedrørende sagsbehandlingen

• Ingen ansøgning: Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at de fremsendte skrivelser fra virksomhedens advokat kunne betragtes som en ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse. Der er ingen specifikke formkrav til ansøgninger i planloven.
• Forkert antal medarbejdere: Planklagenævnet kunne kun prøve landzonetilladelsen i forhold til det ansøgte antal arbejdspladser (35) og kunne ikke foretage en prøvelse af, hvorvidt der reelt var flere ansatte.
• Forkert indstilling: Nævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med gældende regler i forbindelse med formuleringen af indstillingen til udvalgsbehandlingen. Der er ingen krav om, at en indstilling skal anbefale et bestemt udfald.
• Manglende tinglysning: Nævnet fastslog, at tinglysning ikke er en betingelse for tilladelsens gyldighed, jf. Planloven § 55. Spørgsmålet om tinglysning havde derfor ingen betydning for nævnets prøvelse af landzonetilladelsen.

Generelle principper for landzonetilladelser

Hovedformålet med landzonereglerne, jf. Planloven § 35, stk. 1, er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker i planlagte områder. Reglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative, arealressourcemæssige og trafikale hensyn samt erhvervslivets vækstmuligheder. Der kan også tages hensyn til urimelige nabogener.

Planklagenævnets afgørelse

Nævnet fandt, i overensstemmelse med Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse, at virksomhedens aktiviteter krævede en fornyet landzonetilladelse. Udgangspunktet er, at større erhvervsvirksomheder bør placeres i erhvervsområder.

Et flertal på 8 medlemmer fandt dog, at det ansøgte ikke stred mod de hensyn, der skal varetages med planlovens landzonebestemmelser. Flertallet lagde vægt på:

• At der ikke var tale om nyt byggeri, men ændret anvendelse af eksisterende bygninger, der tidligere har været anvendt til erhvervsformål.
• At landskabelige eller naturmæssige hensyn ikke afgørende talte imod, da aktiviteterne primært bestod af kontorarbejdspladser og lejlighedsvise modeshows, lagerfaciliteter var andetsteds, og ejendommen var omkranset af veje, der skabte en afgrænsning mod naturområdet.
• At det ansøgte ikke medførte urimelige gener for naboer, da ejendommen i mange år før udstykningen af klagers ejendom havde været anvendt til erhvervsformål, og tilladelsen var betinget af, at den nuværende indkørsel flyttes.

Et mindretal på 3 medlemmer fandt, at det ansøgte stred mod landzonebestemmelserne, da virksomhedens aktiviteter med 35 arbejdspladser oversteg, hvad der kunne tillades i et område med særlige landskabelige bevaringsværdier og tæt på et beskyttet naturområde. Mindretallet mente, at virksomheden burde henvises til et egentligt erhvervsområde.

I overensstemmelse med flertallet stadfæstede Planklagenævnet Helsingør Kommunes afgørelse af 7. juni 2017. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.