Planklagenævnets afgørelse om ophævelse af Aabenraa Kommunes afslag på byggeri efter planlovens § 12, stk. 3

Sagen omhandler Aabenraa Kommunes afgørelse af 28. november 2016, hvor kommunen fastholdt et tidligere afslag fra 30. november 2010 på byggeri af et enfamiliehus på en ubebygget ejendom i byzone. Ejendommen er beliggende på [adresse1], Aabenraa, og er ikke omfattet af kommuneplanrammer eller lokalplan.

Baggrund for afslag og klage

Klageren indsendte i maj 2010 materiale til kommunen vedrørende et enfamiliehus. Kommunen meddelte den 30. november 2010 afslag med henvisning til Planlovens § 12, stk. 3, idet kommunen vurderede, at byggeriet ville forudsætte lokalplanlægning efter Planlovens § 13, stk. 2. Dette afslag blev ikke påklaget.

Efter afslaget henvendte klageren sig gentagne gange til kommunen. Den 23. februar 2016 sendte kommunen en e-mail, der tilsyneladende gav grønt lys for byggeri, dog med forbehold for afklaring af praktiske forhold som vejadgang og tilslutning til forsyninger. Denne e-mail skabte berettigede forventninger hos klageren.

Kommunens fastholdelse af afslag

I august 2016 blev kommunen opmærksom på den vildledende e-mail og præciserede, at afslaget fra 2010 stadig var gældende, da et forbud efter Planlovens § 12, stk. 3 er tidsubegrænset. Kommunen henviste desuden til en nyudviklet udviklingsplan for Løjt Kirkeby, som ikke inkluderede boligudvikling i området. Klageren gjorde gældende, at der var skabt berettigede forventninger, og at der ikke var lokalplanpligt.

Den 28. november 2016 traf Aabenraa Kommune afgørelse om at fastholde det oprindelige afslag. Klageren modtog ikke klagevejledning i forbindelse med denne afgørelse. Kommunen tilbød efterfølgende klageren erstatning for udgifter afholdt som følge af den vildledende e-mail.

Klage til Planklagenævnet

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 3. april 2017. Klagen fokuserede på:

• Berettigede forventninger skabt af kommunens e-mail af 23. februar 2016.
• Manglende korrekt kompensation.
• At der ikke var lokalplanpligt for det ønskede byggeri.
• Manglende klagevejledning.

Planklagenævnet ophæver Aabenraa Kommunes afgørelse af 28. november 2016 om at fastholde afslaget på byggeri. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldig.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, herunder om en skønsmæssig vurdering er baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og om opførelse af bebyggelse er lokalplanpligtigt, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet har dog ikke kompetence til at behandle erstatningskrav, som skal rejses ved domstolene.

Karakteren af kommunens tilkendegivelser

Planklagenævnet vurderede, at kommunens e-mail af 23. februar 2016 ikke udgjorde en afgørelse eller tilladelse, da der ikke forelå en konkret ansøgning, og flere forhold skulle afklares. Derfor var der ikke tale om en tilbagekaldelse af en tilladelse. Kommunens brev af 28. november 2016 blev anset for at være en ny afgørelse og ikke et afslag på genoptagelse af den oprindelige sag, da der ikke var nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af den oprindelige afgørelse.

Vurdering af lokalplanpligt

Nævnet fandt, at det ønskede enfamiliehus på den ubebyggede ejendom ikke udgjorde et "større bygge- og anlægsarbejde" i henhold til Planlovens § 13, stk. 2. Derfor var byggeriet ikke lokalplanpligtigt. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om et enkelt enfamiliehus tæt på et boligkvarter, og at området ikke blev betragtet som sårbart.

Anvendelse af Planlovens § 12

Kommunen havde henvist til Planlovens § 12 som lovgrundlag for sin afgørelse. Nævnet fastslog, at kommunen kun kan modsætte sig bebyggelse efter Planlovens § 12, stk. 3, hvis ejendommen er omfattet af en kommuneplanrammebestemmelse. Da ejendommen ikke var omfattet af en sådan rammebestemmelse, havde kommunen ikke hjemmel til at nedlægge et forbud efter denne bestemmelse. Kommunens afgørelse var derfor ugyldig.

Planklagenævnet bemærkede desuden, at kommunen heller ikke efter Planlovens § 12, stk. 1, kunne give afslag på en lovbunden forvaltningsakt, medmindre byggeriet forudsatte lokalplan eller dispensation efter anden lovgivning. Hvis kommunen ønsker at forhindre et sådant byggeri, kan det kun ske ved nedlæggelse af et forbud efter Planlovens § 14 med efterfølgende lokalplanlægning, eller eventuelt et forbud efter Planlovens § 12, stk. 2, hvis det strider mod kommuneplanens rækkefølgebestemmelser.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.