Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til genopførelse af klubvirksomhed i Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune afslog den 1. juni 2017 en landzonetilladelse til genopførelse af en bygning til klubvirksomhed på ejendommen A1, Sengeløse. Ejendommen ligger i landzone og er noteret som en landbrugsejendom uden beboelse. Den er delvist udpeget som værdifuldt kulturmiljø og særligt værdifuldt landbrugsområde i kommuneplan 2014.

Baggrund for ansøgningen

I foråret 2013 nedbrændte en 120 m² stor bygning på ejendommen. Klageren søgte i maj 2013 om en principtilladelse til at opføre en 143 m² stor erstatningsbygning. Kommunen anmodede om en konkret ansøgning med tegninger og materialebeskrivelse. Klageren oplyste, at kommunen efterfølgende bekræftede, at der ville kunne opnås tilladelse til at opføre samme antal kvadratmeter til samme formål inden for en 3-års frist. På baggrund heraf søgte klageren om nedrivningstilladelse, som kommunen gav den 3. februar 2014. I den forbindelse henviste kommunen til, at den tidligere havde tilkendegivet, at der umiddelbart kunne gives tilladelse til en bygning med samme højde, udseende og anvendelse, og at retten til genopførelse fortabtes, hvis der ikke var ansøgt inden ca. 3 år.

Forløb og kommunikation

Efter nedrivningen i foråret 2014 søgte klageren den 17. juli 2015 om en principtilladelse til genopførelse på en anden placering. Kommunen svarede den 21. juli 2015, at genopførelse krævede landzonetilladelse som nybyggeri, og at praksis var, at der inden for en treårig periode efter en brand kunne forventes tilladelse til en bygning af omtrent samme udformning, beliggenhed og størrelse. Kommunen præciserede den 27. september 2016, at 3-års fristen blev beregnet fra tidspunktet for branden.

Klageren klagede den 6. oktober 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet over kommunens svarskrivelse, idet klageren mente, at fristen burde regnes fra nedrivningstidspunktet. Natur- og Miljøklagenævnet afviste den 23. januar 2017 at realitetsbehandle klagen, da kommunens udtalelse blev vurderet som vejledende og ikke en afgørelse. Efterfølgende accepterede klageren, at kommunen traf en formel afgørelse på det foreliggende grundlag.

Kommunens afslag

Kommunen traf den 1. juni 2017 afgørelse om afslag på landzonetilladelse. Kommunen begrundede afslaget med, at klubvirksomhed til IT er en bymæssig anvendelse, som ikke bør placeres i landzone, da det strider mod planlovens zonebestemmelser. Kommunen lagde vægt på det stigende pres på landzonen til andre formål end jordbrug, at det ansøgte ikke var omfattet af ændringer i planloven, samt ønsket om at undgå præcedens. Kommunen henviste desuden til, at byggetomten ligger i et område med kulturhistorisk værdi, lavbundsareal og særligt værdifuldt landbrugsområde.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Høje-Taastrup Kommunes afslag på landzonetilladelse til genopførelse af en bygning til klubvirksomhed. Nævnet vurderede sagen efter Planloven § 35, stk. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, idet der ikke forelå oplysninger om, at byggeriet var erhvervsmæssigt nødvendigt for en landbrugsejendom, som kunne være omfattet af undtagelsesbestemmelserne i Planloven § 5 u og Planloven §§ 36-38.

Vurdering af berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at klageren havde fået et bindende forhåndstilsagn, der kunne forpligte kommunen til at give tilladelse. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke forud for kommunens tilkendegivelser havde indsendt et konkret projekt, som kommunen kunne tage stilling til på et fuldt oplyst grundlag. Kommunens udtalelser blev derfor anset for vejledende.

Nævnet fandt heller ikke, at klageren havde en berettiget forventning om at kunne opføre byggeriet ud fra praksis om genopførelse af nedbrændte bygninger. Dette skyldes, at der er et krav om, at ansøgning skal indgives inden rimelig tid (ca. 3 år) efter branden. Den oprindelige bygning nedbrændte i foråret 2013, og kommunen oplyste i juli 2015, at fristen var tre år efter branden. Klageren indgav ikke en konkret ansøgning inden for denne frist, selvom klageren var bekendt med kommunens fortolkning af fristen og kravet om en konkret ansøgning. Sagen skulle derfor behandles som en almindelig nyopførelse.

Vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Anvendelse: Den ansøgte anvendelse til forenings- og klubvirksomhed med hovedvægt på IT er en aktivitet, der ikke er naturligt hjemmehørende i landzone, men i stedet bør henvises til byzone.
• Placering: Den ansøgte placering på et ubebygget landbrugsareal strider mod hensynene bag landzoneadministrationen om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land.
• Præcedens: En tilladelse ville bidrage til en udviskning af grænsen mellem by og land, da bygningen ønskes opført ca. 165 m fra eksisterende bymæssig bebyggelse.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Høje-Taastrup Kommunes afgørelse af 1. juni 2017. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.