Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation og påbud vedrørende carport i Fredericia Kommune

Fredericia Kommune traf den 6. juli 2018 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en carport på ejendommen [adresse1] og udstedte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse af carporten. Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 2, Område af Skærbæk By, vedtaget den 3. juli 1950, specifikt delområde I.

Byplanvedtægtens bestemmelser

Byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 2, Område af Skærbæk By § 2, stk. 1 fastsætter, at der inden for området kun må opføres villamæssig boligbebyggelse med sædvanlige udhuse og garager (højest én garage pr. lejlighed). Desuden fastsætter Byplanvedtægt nr. 2, Område af Skærbæk By § 5, stk. 2, at byggelinjen ved veje er 10,00 m fra vejmidten. Dog kan der i særlige tilfælde gives tilladelse til opførelse af bygninger nærmere vejmidten, dog ikke under 6,00 m.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Carporten på ejendommen er placeret 4,8 m fra vejmidten, og der er allerede en garage på ejendommen. Kommunen vurderede, at der ikke var grundlag for at dispensere til en ”nummer 2” carport/garage, da placeringen var inden for den udlagte byggelinje i byplanvedtægtens §§ 2, stk. 1, og 5, stk. 2. Kommunen anså en dispensation for at være i strid med planens hensigt og en væsentlig ændring af områdets udtryk. Kommunen anførte desuden, at der ikke umiddelbart var givet dispensation til garager/carporte placeret 4,8 m fra vejmidten mod de tilladte 10 m. Afgørelsen indeholdt et krav om fremsendelse af fotodokumentation for fjernelse af carporten senest den 1. oktober 2018, hvilket Planklagenævnet senere tolkede som et påbud om fysisk lovliggørelse.

Klagerens anbringender

Ejeren af ejendommen klagede den 2. august 2018 til Planklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Andre ejendomme i området havde enten fået dispensation fra byggelinjen eller overholdt den ikke.
• Det ville være spild af ressourcer at rive carporten ned, da den var støbt fast og ikke kunne genanvendes.
• Carporten var diskret og medførte ingen gener for naboer eller forbipasserende.

Kommunens bemærkninger til klagen

Fredericia Kommune fastholdt sin vurdering og anførte, at en dispensation ville kunne danne uønsket præcedens. Kommunen oplyste, at lighedsgrundsætningen var overholdt, da de af klageren nævnte ejendomme enten lå på samme linje fra vejmidten, var opført før byplanvedtægten, eller havde atypiske forhold, der ikke kunne sammenlignes med den aktuelle sag.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Fredericia Kommunes afslag på lovliggørende dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse af en carport.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, herunder om det ansøgte er i overensstemmelse med byplanvedtægten, om kommunen har hjemmel til at dispensere, og om almindelige forvaltningsretlige principper er overholdt. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig.

Carportens status og dispensationskrav

Nævnet fastslog, at en carport udgør en bygning i byplanvedtægtens forstand, baseret på fortolkning af begrebet i byggelovgivningen, herunder Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 § 180 og Bekendtgørelse om Bygnings- og Boligregistret § 7. Da carporten er placeret 4,8 m fra vejmidten, og byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 2, Område af Skærbæk By § 5, stk. 2 kræver 10 m, er opførelsen ikke umiddelbart tilladt og kræver dispensation.

Kommunens begrænsede dispensationshjemmel

Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægtens Byplanvedtægt nr. 2, Område af Skærbæk By § 5, stk. 2 fungerer som en kompetencenorm, der begrænser kommunens dispensationskompetence efter Planloven § 19, stk. 1. Bestemmelsen tillader kun dispensation til opførelse af bebyggelse mindst 6 m fra vejmidten. Da carporten er placeret 4,8 m fra vejmidten, har kommunen ikke hjemmel til at give dispensation til projektet. Videregående afvigelser end omhandlet i Planloven § 19, stk. 1 kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt, at selvom kommunen tidligere måtte have givet dispensationer i strid med byplanvedtægtens principper eller uden hjemmel, kan dette ikke give klageren krav på en tilsvarende dispensation ud fra lighedsgrundsætningen. Kommunen skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen, men dette princip kan ikke føre til, at der gives dispensation i strid med loven.

Påbud om fysisk lovliggørelse

Kommunens formulering om, at carporten skulle fjernes inden en given frist, blev af Planklagenævnet anset for et påbud om fysisk lovliggørelse. Dette påbud var ugyldigt, da kommunen ikke havde foretaget en forudgående partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19. Manglen på partshøring udgør en væsentlig retlig mangel.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver Fredericia Kommunes påbud af 6. juli 2018 om fysisk lovliggørelse af carporten på ejendommen [adresse1].

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Fredericia Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til carporten på det ansøgte sted. Dette betyder, at kommunens afslag på dispensation fortsat gælder. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Bemærkninger til en eventuel ny behandling af sagen

Planklagenævnet gør opmærksom på, at en eventuel ny behandling af sagen om fysisk lovliggørelse skal ske i overensstemmelse med følgende:

• Påbuddet skal varsles, og der skal foretages partshøring over for alle ejere af ejendommen.
• Et påbud skal formuleres præcist.
• Kommunen skal forholde sig til klagerens anbringende om værdispild, selvom dette sjældent forhindrer krav om fysisk lovliggørelse.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.