Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast i Vesthimmerlands Kommune

Vesthimmerlands Kommune meddelte den 7. maj 2018 landzonetilladelse til opførelse af en 48 meter høj telemast på ejendommen [matrikel1], V. Hornum. Ejendommen er beliggende i landzone og ejet af kommunen selv. Tilladelsen blev givet til en teleoperatør med det formål at etablere en ny sendestation for mobiltelefoni for at opfylde licenskrav om dækning i specifikke områder.

Klage og indvendinger

Beboere i området klagede den 3. juni 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Hovedpunkterne i klagen var:

• Kommunens inhabilitet, da den som lodsejer havde en økonomisk interesse i sagen via lejeindtægter.
• Telemastens placering for tæt på bebyggelse (klagernes ejendomme lå ca. 65 m og 80 m fra den ansøgte placering).
• Frygt for værdiforringelse af ejendomme og blokering af eksisterende overkørsel.
• Forslag om en alternativ placering 500 m øst for ejendommen, hvor der tidligere havde stået en vindmølle.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

Kommunen vurderede, at spørgsmål om erstatning for værditab ikke kunne inddrages i sagsbehandlingen efter planloven. Vedrørende inhabilitet henviste kommunen til Planklagenævnet, men fastholdt, at kun kommunen havde myndighed til at træffe afgørelse.

Ansøgeren oplyste, at den ansøgte placering var den mest optimale for at opfylde licenskravene og sikre den bedste dækning. Alternative placeringer, herunder den foreslåede 500 m øst, blev afvist grundet:

• Risiko for interferens fra eksisterende vindmøller, hvilket kunne påvirke dækningen og hastighedskravene.
• Ekstra omkostninger forbundet med adgangsvej og strømforsyning ved alternative placeringer.
• Tekniske udfordringer med at placere antenner på vindmøller (levetid, Line Of Sight (LOS), lavere antennehøjde).

Kommunen lagde vægt på, at telemasten var nødvendig for at opnå acceptabel mobildækning og vurderede, at den planlagte placering ikke ville blokere for erhvervskørsel, især da teknikkabinen kunne flyttes.

Kommunens afgørelse

Vesthimmerlands Kommune gav landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1 med følgende vilkår:

• Telemasten skulle opføres som beskrevet i ansøgningen.
• Masten skulle stilles til rådighed for andre antenneformål og operatører mod rimelig betaling.
• Masten skulle nedtages senest 1 år efter endt brug.
• Teknikkabinen skulle placeres nord for gittermasten.

Planklagenævnet ophævede Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til telemasten og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Myndighedsinhabilitet

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen var inhabil, selvom den ejede ejendommen. Nævnet henviste til praksis, hvor en kommune som myndighed ikke er afskåret fra at behandle ansøgninger, hvor den selv er part. Dog skal der i sådanne tilfælde foretages en intensiveret prøvelse af, om betingelserne for tilladelse er opfyldt, og Planklagenævnets egen prøvelse vil være intensiveret, jf. principperne i Forvaltningslovens § 3.

Generelle principper for landzonetilladelser og antennemaster

Nævnet gennemgik de generelle principper for landzonetilladelser, herunder formålet med at forhindre byspredning og varetage landskabelige, rekreative og erhvervsmæssige hensyn, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Det blev understreget, at der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig mobildækning, jf. Planlovens § 1, stk. 2.

For placering af telemaster i landzone gælder følgende principper:

• Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner (f.eks. andre master, vindmøller, skorstene), eventuelt ved brug af Mastelovens § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner.
• Hvis dette ikke er muligt, bør placering ske i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse, hvor hensynet til landskabet normalt vejer tungere end hensynet til nabogener.
• Placering i værdifulde landskabsområder bør undgås.
• Ansøgeren skal undersøge og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste, og kommunen har en pligt til at påse dette. En placering kan ikke afvises alene, fordi en grundejer ikke ønsker masten, da ekspropriation kan overvejes.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet anerkendte behovet for telemasten grundet licenskravene. Nævnet fandt dog, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at den ansøgte placering var den mest hensigtsmæssige, eller at alternative placeringsmuligheder var tilstrækkeligt undersøgt. Den ansøgte placering var fritliggende uden tilknytning til eksisterende byggeri eller høj beplantning, hvilket øgede de visuelle gener.

Nævnet påpegede, at kommunen ikke havde vurderet hensigtsmæssigheden af flere mulige placeringer i tilknytning til eksisterende bebyggelser, blot fordi ansøgeren ikke havde kunnet indgå aftale med ejerne. Nævnet fremhævede, at kommunen i sådanne tilfælde måtte overveje ekspropriation efter masteloven. Desuden burde alternative placeringer på eksisterende vindmøller eller højspændingsmaster være undersøgt nærmere, med en vurdering af de tekniske forhold og vindmøllernes levetid.

Afgørelse og hjemvisning

På baggrund af den mangelfulde sagsoplysning vedrørende alternative placeringsmuligheder ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Kommunen skal i den nye behandling vurdere mulige alternative placeringer i overensstemmelse med de principper, der er beskrevet i afsnit 3.4 i nævnets bemærkninger.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.