Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 12.E.13.2, Centerområde ved [vej1] og [vej2] i Herning

Herning Kommune vedtog den 6. marts 2018 lokalplan nr. 12.E.13.2, Centerområde ved [vej1] og [vej2] i Herning. Klageren, der er ejer af en ejendom inden for lokalplanområdet, indgav den 27. marts 2018 en klage til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede primært på, at kommunen angiveligt ikke havde overholdt Planlovens § 27, stk. 2 i forbindelse med vedtagelsen af lokalplanen.

Lokalplanens forløb og ændringer

Lokalplanforslaget blev oprindeligt vedtaget af Herning Kommune den 29. august 2017 og var i offentlig høring fra den 31. august til den 26. oktober 2017. I denne periode modtog kommunen fire høringssvar. Som følge af disse høringssvar foretog kommunen en række ændringer i lokalplanforslaget inden den endelige vedtagelse.

Byplanudvalget indstillede den 19. februar 2018 lokalplanen til endelig vedtagelse med de foreslåede ændringer. Referatet fra dette møde blev offentliggjort på kommunens hjemmeside. Klageren afholdt møder med kommunen den 22. februar og 1. marts 2018, hvor klageren udtrykte ønske om at fastholde et bruttoetageareal på 6.000 m2. Den 5. marts 2018 sendte klageren bemærkninger til kommunen, hvori det blev anført, at byggeretterne var reduceret fra 6.000 m2 til 4.000 m2, hvilket begrænsede klagerens handlefrihed. Byrådet behandlede sagen den 6. marts 2018 og vedtog endeligt lokalplanen.

Centrale ændringer i lokalplanen

Lokalplan nr. 12.E.13.2 har til formål at muliggøre etablering af butikker med udvalgsvarer ud over butikker til særlige pladskrævende varegrupper. En væsentlig ændring fra lokalplanforslaget til den endelige lokalplan var reduktionen af bruttoetagearealet for delområde 3. Den oprindelige formulering i lokalplanforslagets § 3, stk. 8, tillod et samlet bruttoetageareal på op til 8.000 m2, hvoraf højst 6.000 m2 måtte være til detailhandel med udvalgsvarer. I den endeligt vedtagne lokalplan (nu § 3, stk. 9) blev dette reduceret til et samlet bruttoetageareal på højst 6.000 m2, hvoraf højst 4.000 m2 måtte være til detailhandel med udvalgsvarer. Kortbilag 2 blev tilsvarende ændret, så byggefeltet i den østligste del af delområde 3 blev reduceret.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at reduktionen af bruttoetagearealet med ca. 33 % og den tilsvarende reduktion af byggefeltet var så omfattende, at det reelt udgjorde et nyt planforslag, som skulle have været offentliggjort på ny i henhold til Planlovens §§ 24-26. Desuden gjorde klageren gældende, at kommunen ikke havde givet klageren tilstrækkelig mulighed for at udtale sig, før lokalplanen blev vedtaget, hvilket var i strid med Planlovens § 27, stk. 2, 2. pkt., da ændringerne berørte klageren væsentligt. Klageren mente, at de afholdte møder ikke udgjorde en reel høring, da ændringerne ikke var på dagsordenen, og klageren blot blev orienteret.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at reduktionen af byggefelt og bruttoetageareal ikke var en væsentlig ændring, der krævede fornyet offentlig høring, da det blot var en frafaldelse af dele af en foreslået regulering. Kommunen bemærkede, at klageren ikke havde et retskrav på, at lokalplanen blev vedtaget med det oprindelige indhold. Vedrørende høring anførte kommunen, at planloven ikke fastsætter formkrav, og at klageren havde haft alle muligheder for at ytre sig gennem møder og skriftlige bemærkninger, hvilket opfyldte kravene i Planlovens § 27, stk. 2, 2. pkt..

Planklagenævnet har afgjort, at der ikke kan gives medhold i klagen over Herning Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 12.E.13.2. Lokalplanen fortsætter dermed med at gælde.

Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål vedrørende lokalplanens hensigtsmæssighed i forhold til klagerens økonomiske interesser ligger uden for nævnets kompetence.

Vurdering af fornyet offentliggørelse

Nævnet vurderede, om reduktionen af bruttoetagearealet fra 6.000 m2 til 4.000 m2 og den tilsvarende reduktion af byggefeltet var så omfattende, at det udgjorde et helt nyt planforslag, der krævede fornyet offentliggørelse efter Planlovens § 27, stk. 2, 5. pkt.. Planklagenævnet fandt ikke, at ændringen var så omfattende, at der reelt var tale om et helt nyt planforslag. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens formål og hovedindhold om at udlægge området til centerformål ikke var ændret, selvom byggemuligheden blev reduceret.

Vurdering af manglende høring af klageren

Planklagenævnet fandt, at ændringen berørte klageren på en væsentlig måde, og at kommunen derfor var forpligtet til at give klageren lejlighed til at udtale sig, før den endelige vedtagelse, jf. Planlovens § 27, stk. 2, 2. pkt.. Selvom planloven ikke fastsætter formkrav for høring, skal kommunen som udgangspunkt tage initiativ til høring. Nævnet vurderede dog, at de afholdte møder mellem kommunen og klageren, hvor ændringerne fra 6.000 m2 til 4.000 m2 blev drøftet, samt klagerens efterfølgende bemærkninger af 5. marts 2018, opfyldte kravet om, at klageren fik lejlighed til at udtale sig. Det stod klart for klageren, hvad ændringerne indebar, og klageren havde mulighed for at udtale sig om dette. Klagerens synspunkter indgik desuden i byrådets beslutningsgrundlag.

Planklagenævnet fandt på den baggrund ikke, at kommunen ved den endelige vedtagelse af lokalplanen i byrådet havde handlet i strid med Planlovens § 27, stk. 2, 2. pkt..

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.