Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 7-1-2017, Boliger, [vejnavn1], Klarup

Aalborg Kommune vedtog den 2. marts 2018 lokalplan nr. 7-1-2017, Boliger, Klarup. To klager blev indgivet til Planklagenævnet af ejere af matrikler, der grænser op til lokalplanområdet. Klagerne anførte primært, at lokalplanen var i strid med kommuneplantillæg nr. 7.009, Byudviklingsplan for Romdrup/Klarup, og at der var interne uoverensstemmelser i lokalplanen.

Planområdet og forløbet før vedtagelsen

Lokalplanområdet dækker ca. 19 hektar i Klarups sydvestlige udkant, omgivet af åbent land og grænsende op til eksisterende boligområder. Området ligger på en let skrånende morænebakke.

Før lokalplanens vedtagelse godkendte Aalborg Kommune den 12. september 2016 kommuneplantillæg nr. 7.009. Dette tillæg udvidede kommuneplanramme 7.1.B1, som fastslog, at bebyggelse skulle holdes på det højtliggende område for at respektere den markante skråning. Redegørelsen til kommuneplantillægget angav, at 5 m højdekurven definerede en "principiel grænse" mellem det åbne landskab og bebyggelsen, og at området ville give rummelighed til ca. 150 boliger. En rådmand udtalte ved vedtagelsen af kommuneplantillægget, at området skulle udnyttes mere ekstensivt i lokalplanen.

Forslag til lokalplan nr. 7-1-2017 blev vedtaget den 9. oktober 2017 og sendt i offentlig høring. Det muliggjorde etablering af ca. 139 parcelhuse.

Den vedtagne lokalplan

Lokalplanen blev endeligt vedtaget den 26. februar 2018 og offentliggjort den 2. marts 2018. Den muliggør opførelse af nye boliger. I forbindelse med den endelige vedtagelse blev der i lokalplanens Planloven § 7, stk. 2 tilføjet et 8-10 meter bredt beplantningsbælte, hvilket reducerede antallet af grunde med tre. Lokalplanens Planloven § 7, stk. 5 fastsatte regler for terrænregulering. Kortbilag 2 udlagde et delområde C til rekreative formål og naturområder langs den sydøstlige afgrænsning.

Klagernes anbringender og kommunens bemærkninger

Klagerne anførte, at lokalplanen var i strid med kommuneplantillæg nr. 7.009, jf. Planloven § 13, stk. 1. De mente, at kommuneplantillægget ikke tillod bebyggelse neden for 5 m højdekurven, som var defineret som en principiel grænse. De henviste også til, at lokalplanens bestemmelser om terrænregulering tillod markant terrænregulering, hvilket stred mod kommuneplantillæggets krav om fastholdelse af naturligt terræn. Endvidere gjorde klagerne gældende, at en rådmands tilsagn om mere ekstensiv udnyttelse af området, givet under byrådsmødet, ikke var overholdt i lokalplanen.

Kommunen bemærkede, at kommuneplantillægget brugte ord som "fortrinsvis" og "principiel grænse", hvilket indikerede en vis fleksibilitet. Kommunen anførte, at bakken "knækker" i kote 3-4, og at lokalplanen understøttede intentionen om at markere landskabskanten. Kommunen afviste, at en rådmands mundtlige udtalelse på et byrådsmøde kunne være et retligt spørgsmål. Vedrørende interne uoverensstemmelser anførte klagerne, at lokalplanforslaget angav 139 boliger, men at det endelige antal blev reduceret til 136 uden tilretning i den endelige lokalplan.

Planklagenævnet har ikke givet medhold i klagerne, hvilket betyder, at lokalplanen fortsat er gældende.

Planklagenævnets kompetence og forholdet mellem planer

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed er ikke et retligt spørgsmål. En lokalplan må ikke være i strid med kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. Kommuneplanen fastlægger hovedstruktur, retningslinjer og rammer for lokalplaner, jf. Planloven § 11, stk. 2, nr. 1, Planloven § 11, stk. 2, nr. 2 og Planloven § 11, stk. 2, nr. 3. Redegørelsen til kommuneplanen er som udgangspunkt ikke retligt bindende, bortset fra rækkefølgeangivelse, jf. Planloven § 11 e.

Vurdering af forholdet til kommuneplanen

Planklagenævnet fandt, at udtalelser fra en rådmand under et byrådsmøde ikke er retligt bindende på lige fod med planens ordlyd eller har samme fortolkningsværdi som en redegørelse. Nævnet bemærkede, at vedtagelse af en plan efter planloven ikke kan sammenlignes med vedtagelse af love, hvor dokumenterede spørgsmål og svar fra ministre kan indgå som fortolkningsbidrag.

Nævnet vurderede, at udtrykket "principiel grænse" ved 5 m højdekurven i kommuneplantillæggets redegørelse medfører, at højdekurven i et vist omfang er bindende for, hvor der kan lokalplanlægges for bebyggelse. Dog fandt nævnet ikke, at den konstaterede fravigelse mellem afgrænsningen i kommuneplantillæggets kort og delområde C i lokalplanen var så væsentlig, at den ikke kunne rummes inden for udtrykket "principiel grænse". Nævnet fandt heller ikke, at udtrykket "højtliggende" i sig selv havde en så præcis betydning, at lokalplanlægningen stred mod rammebestemmelsen, især da bebyggelse ikke muliggøres helt ned til det mest lavtliggende terræn. Derudover fandt nævnet, at kommuneplanrammens bestemmelse om placering af bebyggelse ikke havde betydning for lokalplanens bestemmelse om terrænregulering, da der ikke var fastsat bestemmelser om terrænregulering i kommuneplanrammen.

Interne uoverensstemmelser i lokalplanen

Planklagenævnet fastslog, at upræcise eller modstridende bestemmelser i en lokalplan generelt ikke påvirker lokalplanens gyldighed, men kan have betydning for kommunens efterfølgende håndhævelse. Nævnet ophæver som udgangspunkt ikke en lokalplan på grund af potentiel fremtidig tvivl om fortolkningen. Nævnet bemærkede desuden, at en lokalplans redegørelse ikke er retligt bindende for lokalplanlægningen.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over lokalplan nr. 7-1-2017. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klagegebyrerne tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.