Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opsætning af altaner i Kerteminde

Kerteminde Kommune afslog den 19. februar 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 80, Bevarende Lokalplan – Kerteminde Bymidte, vedrørende opsætning af altaner på ejendommen [adresse1], [matrikel1] og [matrikel2]. Ejendommens ejer klagede herefter til Planklagenævnet over afgørelsen.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 80, hvis formål er at sikre den visuelle sammenhæng i bymidten og bevare bebyggelse af kulturhistorisk, arkitektonisk og miljømæssig værdi. Bygningen er i lokalplanens kortbilag 3 markeret som havende høj bevaringsværdi.

Lokalplanens § 7, stk. 1, fastslår, at eksisterende bebyggelse med bevaringsværdi ikke må ændres uden Byrådets tilladelse. Yderligere præciserer § 7, stk. 2, at for bebyggelse med højeste bevaringsværdi tillades kun ændringer af bygningens ydre fremtræden, når det medfører, at ejendommens dokumenterede, oprindelige træk rekonstrueres, og når ændringen samtidig indgår harmonisk i forhold til nabobebyggelse og områdets bevaringsværdige helhed.

Ansøgning og kommunens afslag

Klageren ansøgte den 4. januar 2018 om tilladelse til at opsætte to altaner på ejendommens vestlige facade mod gården. Det blev oplyst, at der ikke tidligere havde været altaner på denne facade. Klageren beskrev altanerne som lette konstruktioner i mørkmalet stål, der ville fremstå visuelt neutrale og underordne sig bygningens arkitektur.

Kerteminde Kommune afslog ansøgningen med henvisning til, at lokalplan nr. 80 ikke tillader ændringer i bygningens oprindelige udtryk for ejendomme med høj bevaringsværdi. Kommunen fremhævede, at det er en del af lokalplanens formål at bevare bebyggelsens ydre fremtræden i samme skikkelse, som den forefindes, og at der ikke kan dispenseres fra lokalplanens formål.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede den 18. marts 2018 til Planklagenævnet. Klageren anførte primært, at lokalplanen giver mulighed for dispensationer og konkret stillingtagen til ansøgninger, og at den ikke udelukker ændringer på ejendomme med høj bevaringsværdi. Klageren rejste også spørgsmål vedrørende delegation af afgørelseskompetencen fra kommunalbestyrelsen til forvaltningen, idet klagerens anmodning om politisk behandling var blevet afvist.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Kerteminde Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation, blev betragtet som et retligt spørgsmål. Derimod fandt nævnet, at spørgsmålet om delegation af kommunalbestyrelsens kompetence til forvaltningen ikke er et retligt spørgsmål, som Planklagenævnet kan efterprøve, da det alene beror på kommunens interne beslutninger.

Fortolkning af lokalplanens dispensationsbestemmelser

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Planklagenævnet opfattede lokalplanens § 7, stk. 1, som en dispensationsbestemmelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 18, hvilket betyder, at opsætning af altaner kræver tilladelse/dispensation. En sådan dispensation skal følge procedurerne i Planloven § 19 og Planloven § 20.

Mulighed for dispensation og lokalplanens begrænsninger

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 7, stk. 2, udgør en begrænsning af kommunens dispensationskompetence, som fremgår af § 7, stk. 1. Bestemmelsen fortolkes således, at kommunen kun kan give dispensation til ændringer af bygningen, hvis ændringen sker for at tilbageføre bygningen til dens oprindelige form. Da ejendommen ikke tidligere har haft altaner, ville en tilladelse til opsætning af altaner ikke medvirke til at rekonstruere ejendommens oprindelige træk.

På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at Kerteminde Kommune ikke havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanens § 7, stk. 1, og 2, til opsætning af altaner på ejendommen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.