Ungarns lov om gennemsigtighed for NGO'er med udenlandsk støtte udgør en uberettiget restriktion af kapitalens frie bevægelighed og de grundlæggende rettigheder

Den Europæiske Kommission anlagde traktatbrudssøgsmål mod Ungarn (C-78/18) vedrørende Lov nr. LXXVI af 2017 om gennemsigtighed for organisationer, der modtager udenlandsk støtte (også kaldet "Lov om gennemsigtighed"). Loven pålagde civilsamfundsorganisationer (CSO'er), der modtog finansiel støtte fra andre medlemsstater eller tredjelande, der oversteg en bestemt tærskel (~20.800 EUR årligt), omfattende forpligtelser til registrering, anmeldelse og offentliggørelse.

Ungarn begrundede loven med behovet for at øge gennemsigtigheden af CSO'ers finansiering, henset til deres indflydelse på det offentlige liv, samt hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, herunder bekæmpelse af hvidvaskning af penge, terrorfinansiering og organiseret kriminalitet.

Kommissionen, støttet af Sverige, hævdede, at loven indførte diskriminerende og unødvendige restriktioner, der stred mod artikel 63 TEUF (kapitalens frie bevægelighed) og flere bestemmelser i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder (Chartret).

Hovedelementer i den omstridte ungarske lovgivning

Loven pålagde de berørte NGO'er følgende specifikke forpligtelser:

• Registrering under betegnelsen »organisation, der modtager udenlandsk støtte«.
• Årlig anmeldelse til domstolene med detaljerede oplysninger om givere (navn, bopæl/hjemsted) og støttens størrelse, hvis støtten oversteg fastsatte tærskler.
• Systematisk offentliggørelse af deres status som »organisation, der modtager udenlandsk støtte« på deres hjemmesider og i publikationer.
• Mulighed for sanktioner, herunder bøder og i sidste ende opløsning, ved manglende overholdelse.

Domstolen fastslog, at Ungarn havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF samt chartrets artikel 7, 8 og 12, da Lov om gennemsigtighed indførte diskriminerende og ubegrundede restriktioner for udenlandske donationer til civilsamfundsorganisationer.

Konklusion vedrørende kapitalens frie bevægelighed

Domstolen fandt, at loven udgjorde en indirekte forskelsbehandling, da den udelukkende målrettede sig mod finansiel støtte baseret på dens udenlandske oprindelse eller giverens etableringssted i andre medlemsstater eller tredjelande. Ved at pålægge specifikke registrerings- og offentliggørelsesforpligtelser, der potentielt kunne stigmatisere NGO'erne, skabte loven en generel mistillid, der var egnet til at afholde udenlandske givere fra at yde støtte, hvilket udgjorde en restriktion i henhold til artikel 63 TEUF.

Domstolen afviste Ungarns begrundelser som værende i strid med proportionalitetsprincippet: