Afgørelse i klagesag om Frederikshavn Kommunes afgørelse om ikke at igangsætte planlægning

Frederikshavn Kommune traf den 13. december 2017 afgørelse om ikke at igangsætte planlægning for opsætning af fire nye vindmøller på en ejendom ved Kragelund, Sæby. Baggrunden for sagen var klagerens ansøgninger fra 2015 og marts 2017 om opstilling af fire vindmøller med en totalhøjde på 150 meter. Projektet forudsatte nedtagning af seks eksisterende vindmøller med en totalhøjde på 68,5 meter, hvoraf klageren ejede fem, og en nabo ejede den sidste.

Kommunens krav og uenighed

Kommunen havde tidligere besluttet, at planlægning for nye møller kun ville blive igangsat, når der forelå en aftale om nedtagning af alle seks eksisterende vindmøller. Dette krav var baseret på kommuneplanens retningslinje 22.7, som foreskriver, at udnyttelse af vindmølleområdet ved [vejnavn1] forudsætter, at de eksisterende ældre, mindre vindmøller ved Knæverheden nedtages. Klageren og naboen kunne imidlertid ikke opnå enighed om nedtagning af naboens mølle, da naboen ønskede at opstille en ny, større mølle på sin ejendom som erstatning.

Afslag på planlægning

Plan- og Miljøudvalget besluttede den 10. oktober 2017 ikke at igangsætte ny planlægning, da det ansøgte projekt ikke opfyldte kommuneplanens retningslinje om nedtagning af alle gamle vindmøller. Kommunen henviste til, at en lokalplan ikke må stride mod kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, og at kommunen ikke har pligt til at fremme ændringer i den gældende kommuneplan, jf. Planloven § 13, stk. 3.

Klage og nyt projektforslag

Klageren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet den 9. januar 2018, med påstand om, at kommunen havde forfulgt usaglige hensyn. I oktober 2018 indsendte klageren et opdateret projektforslag, der imødekom naboens ønske om at kunne opstille en mølle på egen ejendom, men stadig uden en bindende aftale om nedtagning af naboens eksisterende mølle. Frederikshavn Kommune afviste den 20. februar 2019 at realitetsbehandle det tilrettede projekt, med henvisning til at den tidligere afgørelse stod ved magt, og at Planklagenævnets afgørelse i den verserende klagesag skulle afventes. Klageren påklagede også denne afvisning til Planklagenævnet den 1. juli 2019.

Planklagenævnet har behandlet to klager i sagen: den første over Frederikshavn Kommunes afgørelse af 13. december 2017 om ikke at igangsætte planlægning, og den anden over kommunens afvisning af at realitetsbehandle et tilrettet projekt den 20. februar 2019.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan således ikke efterprøve, om en afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig.

Afgørelse af 13. december 2017

Planklagenævnet fandt, at kommunens beslutning om ikke at igangsætte lokal- og kommuneplanlægning for det ansøgte projekt udgjorde en afgørelse, da den medførte, at projektet ikke kunne gennemføres. Projektet ville kræve en ny lokalplan og en ændring af kommuneplanens retningslinje 22.7, som kræver nedtagning af eksisterende vindmøller.

Usaglige hensyn

Klageren gjorde gældende, at kommunen havde forfulgt usaglige hensyn, motiveret af et politisk ønske om, at naboen skulle have en vindmølle. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn. Nævnet bemærkede, at det er et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn, at kommunen ønsker, at gamle vindmøller skal nedtages, før der opføres nye, for at sikre erstatning af ældre, mindre møller med færre, nye og større møller. Konflikten blev anset for at være af privatøkonomisk karakter mellem parterne, som kommunen ikke har pligt til at løse ved at ændre kommuneplanen.

Mulighed for at se bort fra ældre møller

Klageren anførte, at kommunen burde have inddraget Naturstyrelsens vejledning om, at der kan ses bort fra ældre vindmøller, der forventes nedtaget inden for en kortere årrække. Planklagenævnet fastslog, at vejledningen beskriver en mulighed for kommunen til at se bort fra ældre møller, når den har besluttet at vedtage et nyt plangrundlag, men ikke en forpligtelse til at ændre et eksisterende plangrundlag. Kommunens beslutning om ikke at benytte sig af denne mulighed blev anset for en politisk/skønsmæssig planlægningsmæssig beslutning, som nævnet ikke kan efterprøve.

Berettigede forventninger

Klageren gjorde gældende, at der var skabt en berettiget forventning om realisering af den samlede vindmølletemaplan. Planklagenævnet fandt, at en borger som udgangspunkt ikke kan have en berettiget forventning om, at der udarbejdes et bestemt plangrundlag eller sker en ændring af det gældende plangrundlag, da dette er en politisk beslutning. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke havde indtaget en ny holdning, men tværtimod fastholdt tidligere vedtagne retningslinjer. Det forhold, at klageren havde afholdt udgifter til VVM-redegørelse, ændrede ikke dette, da de pågældende vindmøller blev udtaget af det tidligere vedtagne plangrundlag undervejs i processen.

Kommunens manglende stillingtagen og e-mail af 20. februar 2019

Planklagenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til kommunernes sagsbehandlingstid. Med hensyn til kommunens e-mail af 20. februar 2019, fandt nævnet, at den ikke udgjorde en ny afgørelse efter planloven, men snarere en afvisning af at tage stilling til det tilrettede projekt, før Planklagenævnets afgørelse i den første klagesag forelå. Da der ikke var truffet en afgørelse efter planloven, havde Planklagenævnet ikke kompetence til at behandle denne klage. Nævnet henviste klageren til Ankestyrelsen, hvis der fortsat var behov for at få behandlet spørgsmålet om kommunens sagsbehandling.

Konklusion

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederikshavn Kommunes afgørelse af 13. december 2017. Klagen af 1. juli 2019 over kommunens afvisning af at tage stilling til det tilrettede projekt kunne ikke behandles af nævnet. Planklagenævnets afgørelse er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret for den første klage tilbagebetales ikke, mens gebyret for den anden klage tilbagebetales, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.