Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til ridebaner i Assens Kommune

Assens Kommune meddelte den 5. februar 2018 landzonetilladelse til fortsat benyttelse af arealer til ridebaner på ejendommen [A1], 5631 Ebberup, matr.nr. [M1]. Afgørelsen blev truffet i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede primært, at den nyeste ridebane (ridebane 2) ikke var omfattet af den oprindelige tilladelse, at der var foretaget terrænregulering, støjgener, manglende naboorientering, samt spørgsmål om tinglysning af vilkår og forurening af grundvand.

Ejendommens og områdets karakteristika

Ejendommen ligger i landzone i landsbyområdet Sønderby, delvist inden for søbeskyttelseslinjen og i kystnærhedszonen ca. 2,5 km fra kysten. Den er omfattet af kommuneplanramme 1.3.BE.1, der udlægger området til blandet bolig og erhverv, og af landzonelokalplan nr. II–L 101, hvis primære formål er at muliggøre opførelse af ridehal med tilhørende faciliteter. Lokalplanen har ikke bonusvirkning. Et mindre område i den nordøstlige ende af ridebanen tættest på ridehallen ligger inden for et boringsnært beskyttelsesområde.

Ejendommen har to ridebaner:

• Ridebane 1: Ligger sydvest for ridehallen, 20 x 80 m (1.600 m²). Fik midlertidig tilladelse i 1980 og fremgår af lokalplanen fra 1987. Ligger ca. 100 m fra klagerens bolig.
• Ridebane 2: Ligger parallelt med og umiddelbart vest for ridebane 1, mellem ridebane 1 og søen. Også 20 x 80 m (1.600 m²). Fremgår ikke af lokalplanen eller luftfotos fra 1995, men af luftfotos fra 1999. Ligger ca. 80 m fra klagerens bolig.

Begge ridebaner ligger inden for søbeskyttelseslinjen.

Tidligere tilladelser

I 1980 blev der tinglyst en servitut, der gav midlertidig tilladelse til en ride- og dressurbane frem til 1984. Denne tilladelse blev forlænget flere gange, senest i 1988, hvor den blev forlænget til at bortfalde den 1. januar 2018.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Rideklubben ansøgte i september 2017 om fornyelse/forlængelse af den eksisterende landzonetilladelse. Kommunen traf afgørelse den 5. februar 2018 om fortsat benyttelse af arealet til ridebaner, med vilkår om, at der ikke må ske permanent opstilling af skure, forhindringer o.lign., og at tilladelsen bortfalder, når ejendommen ikke længere anvendes til rideskole. Kommunen vurderede, at der var tale om fortsættelse af en eksisterende lovlig anvendelse, og at fornyelsen ikke medførte fysiske ændringer. Kommunen fandt, at afgørelsen var i overensstemmelse med kommune- og lokalplanen og af underordnet betydning for kystnærhedszonen, landskabet, søbeskyttelseslinjen og kirkebyggelinjen.

Klagens hovedpunkter

Klageren anførte, at ridebane 2 ikke var omfattet af den oprindelige tilladelse og krævede en selvstændig vurdering. Klageren mente, at terrænregulering ved anlæggelse af ridebane 2 krævede dispensation fra lokalplanen. Derudover klagede klageren over støjgener, manglende naboorientering, behov for tinglysning af vilkår, at en springbane krævede landzonetilladelse, og at nedsivning fra ridebanerne forurenede grundvandet. Klageren anførte også, at kommunens vurdering i forhold til naturbeskyttelsesloven var forkert.

Forholdet mellem planloven og husdyrlovgivningen

Planklagenævnet bad kommunen om at vurdere, om sagen skulle behandles efter husdyrbrugloven. Kommunen vurderede, at ridebanerne ikke skulle medregnes i produktionsarealet, da de ikke har fast bund og afløb, hestemøg fjernes efter hver undervisningstime, og hestene normalt ikke er opbundet på banen. Derfor skulle sagen behandles efter planloven. Klageren mente dog, at produktionsarealet oversteg 200 m², hvilket ville kræve behandling efter Husdyrbrugloven § 16 b, stk. 1 og Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 7, stk. 1. Planklagenævnet lagde til grund, at ridebanerne ikke var omfattet af produktionsarealet, og at sagen derfor skulle vurderes efter Planloven.

Naboorientering og generelle landzoneregler

Kommunen havde naboorienteret tre naboer, men ikke klageren, da kommunen vurderede, at afgørelsen var af underordnet betydning for klageren, jf. Planlovens § 35, stk. 5. Planklagenævnet bemærkede, at etablering af ridebaner anses for ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre hensyn til landskab, natur, miljø og naboer. I kystnærhedszonen må der kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle kommunens afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1. Nævnet kan dog ikke tage stilling til klager over kommunens tilsynspligt, tidligere afgørelser, forurening af grundvand (som hører under Miljø- og Fødevareklagenævnet), eller forhold omfattet af naturbeskyttelsesloven. Nævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende springbanen nord for ridebanerne, da kommunen ikke havde truffet afgørelse herom i den konkrete sag.

Afgørelse for ridebane 1

Planklagenævnet stadfæstede den del af Assens Kommunes afgørelse, der vedrørte landzonetilladelse til ridebane 1 (nærmest ridehallen). Nævnet lagde vægt på, at ridebanen har haft kontinuerlig tilladelse siden 1980, ligger i tilknytning til en eksisterende rideskole, og er placeret i et område lokalplanlagt til formålet. Nævnet fandt ikke væsentlige beskyttelsesinteresser, der talte imod tilladelsen, og vurderede, at placeringen nær søen eller inden for det boringsnære beskyttelsesområde ikke førte til afslag. Tilladelsen blev anset for at være af helt underordnet betydning for kystnærhedszonen. Nævnet fandt heller ikke, at ridebanen medførte urimelige nabogener i form af støj, lugt eller andet, især da der er ca. 100 m til klagerens bolig, og rideskolen allerede anvender headsets. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at naboorientering af klageren var af underordnet betydning for ridebane 1, jf. Planlovens § 35, stk. 5.

Afgørelse for ridebane 2

Planklagenævnet ophævede den del af afgørelsen, der vedrørte ridebane 2 (nærmest søen), og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet lagde til grund, at ridebane 2 ikke var omfattet af den oprindelige tilladelse fra 1980, og at der ikke efterfølgende var givet selvstændig landzonetilladelse til denne bane. Nævnet vurderede, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af ridebane 2 i forhold til landzonebestemmelserne, hvilket udgjorde en væsentlig retlig mangel og gjorde afgørelsen ugyldig.

Bemærkninger til den nye behandling af sagen

Planklagenævnet påpegede, at kommunen i den fornyede behandling af sagen skal overveje:

• Om muligheden for at kræve lovliggørelse af ridebane 2 er bortfaldet som følge af indrettelseshensyn og/eller myndighedspassivitet, idet kommunen selv er ejer af ejendommen.
• Såfremt der ikke foreligger indrettelseshensyn og/eller myndighedspassivitet, skal kommunen foretage en konkret vurdering af ridebane 2 ud fra saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om etablering af ridebane 2 kræver dispensation fra lokalplanen, særligt i forhold til den foretagne terrænregulering.
• I hvilket omfang der skal ske naboorientering, inden en eventuel lovliggørende landzonetilladelse til ridebane 2 gives.
• Forholdet til naturbeskyttelseslovens søbeskyttelseslinje.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.