Planklagenævnets afgørelse om dispensation til facadehøjde og terrænregulering i Viborg

Viborg Kommune meddelte den 6. november 2017 dispensation fra lokalplan nr. 231 + Tillæg nr. 1 og Tillæg nr. 2, Boligområde ved [vejnavn2] i Viborg, til facadehøjde og terrænregulering på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget af en række naboer til Planklagenævnet den 30. november 2017. Klagen blev modtaget af nævnet den 11. januar 2018. Planklagenævnet traf den 6. marts 2018 afgørelse om ikke at tillægge klagen opsættende virkning. Ejendommen er omfattet af lokalplanens delområde II b, som tillader åben-lav boligbebyggelse. Lokalplanens § 6.13 fastsætter en maksimal facadehøjde på 4,5 meter, mens § 6.16 tillader terrænregulering på ± 0,5 meter uden ansøgning. Kommunen gav dispensation til en facadehøjde på 5,96 meter og til at afgrave 0,80 meter terræn. Kommunen begrundede dispensationen med, at byggeriet ligger på en skrånende grund, og at højden ikke ville medføre væsentlige skyggegener, samt at byggeriet er placeret langt fra skel mod syd og øst.

Klagernes anbringender

Klagerne anførte flere punkter i deres klage:

• Hjemmel og dispensationens omfang: Klagerne mente, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensationen, da den overskred lokalplanens bestemmelser med over 30 % og dermed ikke var af "mindre karakter". De bestred kommunens måling af facadehøjden fra niveauplan og hævdede, at den reelle højde var 6,52 meter fra sokkelhøjde, og at terrænreguleringen var mere end fastsat af kommunen selv.
• Naboorientering: Klagerne gjorde gældende, at kommunen kun havde orienteret enkelte naboer og ikke alle berørte parter, hvilket de fandt urimeligt.
• Forkerte oplysninger: Klagerne mente, at dispensationen var baseret på forkerte oplysninger, herunder misvisende afstande til naboer, da kommunen havde målt til nabobebyggelse i stedet for naboskel, og at skyggeberegningerne var unøjagtige.
• Lighedsgrundsætningen: Klagerne henviste til, at kommunen tidligere havde afvist lignende, men mindre indgribende, dispensationer i andre byggesager.
• Inhabilitet: Klagerne udtrykte bekymring for, om bygherrens ansættelse i kommunen havde påvirket sagens behandling og kommunens ukritiske tilgang.
• Øvrige klagepunkter: Klagerne anførte desuden, at byggehøjden og stilen med store vinduer ville medføre indkig og påvirke privatlivet, at husets visuelle udtryk påvirkede lokalområdet negativt, og at dispensationen kunne føre til værdiforringelse af naboejendomme samt skabe præcedens for lignende dispensationer i området.

Kommunens bemærkninger

Kommunen oplyste, at der var fastlagt to niveauplaner for ejendommen med et fald på 4 meter, og at bygningens højde måles fra niveauplan. Vedrørende naboorientering oplyste kommunen, at alle naboer omkring ejendommen var blevet orienteret. Angående lighedsgrundsætningen bemærkede kommunen, at de to ejendomme, klagerne henviste til, var omfattet af en anden lokalplan.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Viborg Kommunes afgørelse om dispensation til facadehøjde og terrænregulering. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om hjemmel til dispensation, overholdelse af planlovens regler om naboorientering samt almindelige forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen, officialprincippet og inhabilitet. Nævnet kan derimod ikke efterprøve kommunens skønsmæssige afgørelse om at meddele dispensation, herunder om dispensationen er rimelig, hensigtsmæssig, eller dens indvirkning på privatliv, visuelle gener, præcedens eller værdiforringelse.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Da den ansøgte facadehøjde på 5,96 meter overskred lokalplanens maksimale højde på 4,5 meter, og terrænreguleringen på 0,80 meter overskred den tilladte grænse på ± 0,5 meter, krævede begge forhold dispensation efter Planloven § 19. Nævnet fandt, at kommunens måling af facadehøjden fra niveauplan var korrekt i henhold til gældende bygningsreglement.

Mulighed for at give dispensation

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationerne. Nævnet lagde vægt på, at dispensationen fra lokalplanens § 6.13 om facadehøjde ikke var i strid med lokalplanens principper, da det er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og lokalplanens formålsbestemmelse ikke specifikt henviser til den. Desuden fandt nævnet, at dispensation fra lokalplanens § 6.16 om terrænregulering heller ikke var i strid med principperne, da § 6.16 er en dispensationsbestemmelse, hvilket indikerer, at fravigelser var forudsat ved lokalplanens vedtagelse. Der er ingen begrænsninger i planloven eller lokalplanen for omfanget af en dispensation.

Naboorientering

Kommunen havde foretaget naboorientering af de omkringliggende ejendomme i henhold til Planloven § 20, stk. 1. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, hvilke ejendomme der skulle naboorienteres, da dette skøn kun kan underkendes, hvis det er åbenbart urimeligt. Der er ikke krav om, at kommunen skal imødekomme indsigelser eller orientere om ansøgers bemærkninger til indsigelserne.

Sagens oplysning (Officialprincippet)

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på forkerte oplysninger eller et utilstrækkeligt kendskab til sagens faktiske forhold. Kommunen var berettiget til at lægge vægt på afstanden til øvrig bebyggelse i området frem for afstanden til naboskel. Selvom skyggeberegningerne havde unøjagtige afstande, viste de, at skyggerne ikke ville række ind på naboejendommene, og en præcis angivelse af afstanden ville derfor ikke have medført en anden afgørelse.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling. De sager, klagerne henviste til, var omfattet af en anden lokalplan, og dermed et andet retsgrundlag. En kommune er desuden ikke afskåret fra at ændre sin dispensationspraksis.

Myndighedsinhabilitet

Planklagenævnet fandt ikke, at der forelå myndighedsinhabilitet. Det forhold, at bygherren er ansat i kommunen, kan ikke i sig selv medføre myndighedsinhabilitet, og klagerne havde ikke nærmere beskrevet, hvordan kommunen skulle være påvirket af uvedkommende interesser i sagen, jf. Forvaltningsloven § 3.