Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler Aarhus Kommunes afslag på landzonetilladelse til udstykning af et areal på ejendommen [adresse1], hvor en bygning skulle indrettes til bolig. Planklagenævnet har behandlet en klage over denne afgørelse.
Ejendommen, der er en landbrugsejendom på 13.700 m2, ligger i landzone og inden for kystnærhedszonen. I 2006 blev der givet byggetilladelse til et nyt stuehus uden landzonetilladelse, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Samtidig blev det eksisterende stuehus tinglyst som udhus med krav om bevaring. Klageren anmeldte i juli 2017 ændret anvendelse af det tidligere stuehus fra udhus til beboelse, jf. Planlovens § 37, og ansøgte samtidig om tilladelse til frastykning af et areal med det gamle stuehus, jf. Planlovens § 35. Klageren begrundede ansøgningen med, at bygningens klimaskal var forringet, og at istandsættelsesudgifterne kun kunne forsvares ved genanvendelse til beboelse på en særskilt matrikel.
Aarhus Kommune gav den 8. august 2017 afslag på både ændret anvendelse og udstykning. Kommunen begrundede afslaget med, at der ikke var udpeget byggemuligheder i kommuneplanen, selvom ejendommen lå nær byzonen. Kort efter anerkendte kommunen dog, at udhuset kunne overgå til beboelse uden landzonetilladelse, jf. Planlovens § 37, stk. 2 og Planlovens § 38, da kommunen ved en fejl ikke havde gjort indsigelse inden for fristen. Klagen til Planklagenævnet angik derfor udelukkende spørgsmålet om frastykning.
Klageren anførte i klagen til Planklagenævnet, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af ansøgningen og havde sat skøn under regel. Klageren henviste desuden til det forvaltningsretlige lighedsprincip og tidligere praksis fra Naturklagenævnet, som klageren mente var sammenlignelig, og argumenterede for et retskrav på landzonetilladelse. Klageren fremhævede, at udstykningen udelukkende tjente praktisk-økonomiske formål og ikke var i strid med planlovens hensyn, da bygningen allerede eksisterede, og udstykningen ikke ville åbne for nye byggearealer. Klageren oplyste, at istandsættelse af det bevaringsværdige stuehus var betinget af muligheden for salg af en særskilt ejendom.
Kommunen fastholdt sin afgørelse om afslag på udstykning. Kommunen anførte, at en frastykning af bygningsparceller i det åbne land er underlagt en restriktiv praksis, da det generelt strider mod landzonebestemmelsernes formål at skabe nye selvstændige ejendomme med boliger uden tilknytning til jord- eller skovbrugserhvervene. Kommunen afviste, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da de af klageren nævnte sager ikke var sammenlignelige. Kommunen vurderede, at der ikke var bevaringsmæssige interesser, der krævede uforholdsmæssigt store vedligeholdelsesudgifter, og at almindelige vedligeholdelsesarbejder på en udhusbygning burde kunne foretages uden selvstændig belåning af en ny ejendom. Kommunen frygtede, at en udstykning reelt kunne indebære, at der fremskaffedes en ny byggegrund, da bygningens stand ville gøre det meget bekosteligt at indrette den til bolig efter gældende byggetekniske standarder.
Planklagenævnet havde kompetence til at behandle kommunens afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kunne desuden tage stilling til retlige spørgsmål efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Da kommunen havde tilbagekaldt afgørelsen vedrørende ibrugtagning af bygningen til bolig, behandlede nævnet udelukkende spørgsmålet om afslag på landzonetilladelse til udstykning.
Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af ansøgningen. Det forhold, at kommunens afgørelse også indeholdt en generel beskrivelse af hensynene bag praksis, var ikke et udtryk for, at kommunen havde lagt vægt på urigtige oplysninger eller ikke havde foretaget en konkret vurdering. Vedrørende lighedsgrundsætningen fandt Planklagenævnet, at de af klageren nævnte afgørelser fra Naturklagenævnet ikke var sammenlignelige med nærværende sag, blandt andet fordi de omhandlede byggeri med betydelige bevaringsinteresser eller afslag på landzonetilladelse.
Nævnet gennemgik de generelle principper for landzonetilladelser, herunder formålet med zoneinddelingen om at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Der blev lagt vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning. For kystnærhedszonen gælder en særlig restriktiv praksis, hvor der kun må gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3.
Kravet om landzonetilladelse til udstykning har til formål at sikre, at udstykning ikke sker med henblik på bebyggelse eller anden anvendelse, der strider mod planlovens formål. Selvom indretning af bolig i en overflødiggjort bygning kan ske uden udstykning, jf. Planlovens § 37, stk. 1, kan afslag på udstykning gives, hvis selve udstykningen medfører forhold i strid med landskabelige eller planlægningsmæssige hensyn. Dette inkluderer situationer, hvor udstykningen giver mulighed for at indrette en bolig i en anden driftsbygning på restejendommen, jf. Planlovens § 37, stk. 3. Landzonebestemmelserne skal desuden generelt hindre, at der opstår nye, frit omsættelige ejendomme med boliger, der ikke har sammenhæng med jord- eller skovbrugserhvervene.
Planklagenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte klagerens oplysninger om ønsket om at istandsætte bygningen til beboelse og lagde derfor ikke til grund, at udstykningen reelt skete med henblik på at skaffe en byggegrund. Nævnet fandt dog, at der ikke kunne meddeles landzonetilladelse til udstykningen. Dette skyldtes, at udstykningen ville medføre en ny, frit omsættelig ejendom med en bolig i det åbne land, som ikke havde sammenhæng med jord- eller skovbrugserhvervene. Dette stred mod de generelle planlægningsmæssige hensyn i landzone. Nævnet lagde desuden vægt på hensynet til at undgå præcedensvirkning i andre sager, hvor en tidligere driftsbygning indrettes til bolig, jf. Planlovens § 37. Planklagenævnet stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse af 8. august 2017 om afslag på landzonetilladelse til udstykning på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Akademiraadet
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Silkeborg Kommunes afslag på en landzonetilladelse til udstykning af en landbrugsejendom. Ansøgerne ønskede at opdele ejendommen i to for at adskille deres økonomi, da de ikke længere drev virksomhed sammen. Kommunen afslog, da de vurderede, at det ville være i strid med planlovens bestemmelser om landzone og kunne føre til uheldig byvækst.
By-, Land- og Kirkeministeriet har i efteråret 2023 taget initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe om autocampere. Arbejdsgruppen blev forankret i Plan- og Landdistriktsstyrelsen og med deltagelse af relevante myndigheder, som bl.a. har ressortansvaret for vejlovgivningen, herunder reglerne for parkering.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Hillerød Kommunes afslag på landzonetilladelse til udstykning af en ...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Holstebro Kommunes tilladelse til opførelse af en helårsbolig i land...
Læs mere