Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 3.9-3 ved Helles Klint, Kalundborg Kommune

Kalundborg Kommune meddelte den 8. september 2017 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 3.9-3, ved Helles Klint, til at bygge uden for byggelinjen på ejendommene [adresse1] og [adresse2]. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af ejeren af ejendommene den 4. oktober 2017. Klagen fokuserede primært på, at byggelinjebestemmelsen i servitutten ikke længere var meningsfuld og burde ophæves, da kommunen manglede en planlægningsmæssigt relevant begrundelse for at opretholde den.

Ejendommene og lokalplanens bestemmelser

Sagen vedrører to ejendomme på [adresse1] og [adresse2], som er omfattet af lokalplan nr. 3.9-3, delområde B. Lokalplanens § 1 angiver, at formålet er at anvende området i overensstemmelse med specifikke deklarationer, herunder en deklaration om udstykning, bebyggelse og beplantning tinglyst den 30. maj 1985 for [matrikel1]. Lokalplanens § 6 om bebyggelsens omfang og placering henviser ligeledes til disse deklarationer.

Den omhandlede servitut, der er bilag til lokalplanen, fastsætter, at al fremtidig bebyggelse på parcellerne 2 og 3 (nu [matrikel2] og [matrikel3]) skal placeres nord for den viste servitutgrænse. Lokalplanens redegørelse oplyser, at området blev overført fra landzone til sommerhusområde med det formål at fritage grundejere for at søge landzonetilladelse til bygge- og anlægsaktiviteter.

Forløbet og kommunens afgørelse

Klageren forespurgte den 25. august 2017 kommunen om muligheden for at frafalde sin påtaleret efter servitutten, så der kunne bygges syd for byggelinjen. Kalundborg Kommune traf den 8. september 2017 afgørelse om afslag på dispensation. Kommunen begrundede afslaget med, at deklarationen var en del af lokalplanens bestemmelser, og at kommunen ikke kunne dispensere fra lokalplanens formål eller principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1 og 2.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren anførte, at kommunen fejlagtigt havde behandlet henvendelsen som en dispensationsansøgning i stedet for en anmodning om at undlade håndhævelse af servitutten. Klageren gjorde gældende, at byggelinjen ikke længere var relevant, da området var overført til sommerhusområde, og at der ikke var planlægningsmæssig begrundelse for at opretholde den. Klageren henviste til lighedsbetragtninger og foreslog en lavere beskatning af den ubebyggelige del af ejendommene, hvis klagen ikke fik medhold.

Kommunen fastholdt, at den ikke kunne dispensere fra lokalplanens principper, da servitutten var en integreret del af lokalplanen. Kommunen henviste desuden til princippet om ligebehandling, da andre grunde havde overholdt lignende byggelinjebestemmelser. Kommunen oplyste endvidere, at servitutten af 30. maj 1985 ved en fejl aldrig var blevet tinglyst på ejendommene, og at kommunen ville opfordre ejerne til at få den tinglyst.

Planklagenævnet ophævede Kalundborg Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Planklagenævnets kompetence og vurdering

Planklagenævnet fastslog, at kommunens afgørelse var et afslag på dispensation med hjemmel i Planlovens § 19, og at nævnet havde kompetence til at prøve retlige spørgsmål i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet om ejendommens beskatning lå uden for nævnets kompetence.

Nævnet vurderede, at lokalplanens bestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planlovens § 18, og at dispositioner i strid hermed kræver dispensation. Da servitutten om byggelinjer var vedlagt som bilag til lokalplanen og havde gennemgået offentlighedsfase, var dens bestemmelser en del af lokalplanen og kunne håndhæves. Kommunen var derfor berettiget til at behandle henvendelsen som en dispensationssag i henhold til Planlovens § 51, stk. 1. Da ansøger ønskede at bygge syd for servitutgrænsen, krævede dette dispensation.

Mulighed for dispensation og retsopfattelse

Planklagenævnet fandt, at det ikke ville være i strid med lokalplanens principper at dispensere fra lokalplanens § 6.1 om bebyggelsens omfang og placering. Nævnet lagde vægt på, at formålsbestemmelsen i § 1 og lokalplanens redegørelse primært fokuserede på at overføre området til sommerhuszone for at undgå landzonetilladelser, og ikke på at fastholde en særlig udformning eller karakter af området gennem detaljerede bebyggelsesregulerende bestemmelser. Kommunens antagelse om, at dispensation ville stride mod planens principper, var derfor baseret på en forkert retsopfattelse, hvilket gjorde afgørelsen ugyldig.

Nævnet bemærkede desuden, at en kommune kan ændre sin dispensationspraksis, forudsat det sker generelt og er baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at den ændrede praksis følges konsekvent.

Afgørelse og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophævede Kalundborg Kommunes afgørelse af 8. september 2017 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Ved den fornyede behandling skal kommunen henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive den specifikke lokalplanbestemmelse, som det ansøgte er i strid med. Hvis kommunen giver afslag på dispensation, skal afgørelsen begrundes ved at angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, herunder de planlægningsmæssige hensyn, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Begrundelsen skal om fornødent også indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.