Dispensation til bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til bygninger og terrænændringer inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Haderslev Kommune. Ejendommen, der er registreret som en ubebygget landbrugslod, er delvist omfattet af strandbeskyttelseslinjen og ligger op til Natura 2000-område nr. 112 Lillebælt. På ejendommen er opført fire bygninger: et sommerhus på 55 m² og tre udhuse på henholdsvis 6, 8 og 30 m², som alle ligger inden for den oprindelige 100 meter strandbeskyttelseslinje. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet blev indbragt af ejendommens ejer, repræsenteret ved advokat, den 29. juni 2017. Klagen omfattede alene bebyggelsen på stedet.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 20. juni 2017 afslag på dispensation til terrænændringer, bibeholdelse af to skure og genopførelse af to sommerhuse. Samtidig blev der meddelt påbud om fysisk lovliggørelse af forholdene. Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at bygningerne ikke kunne antages at være lovligt opført før strandbeskyttelseslinjens ikrafttræden i 1937, da de ikke fremgik af luftfotos fra 1945. Ifølge BBR-oplysninger var de to største bygninger (55 m² og 30 m²) opført i 1973, og de to mindste (6 m² og 8 m²) i 2002. Kystdirektoratet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, og frygtede en uhensigtsmæssig præcedens. De afviste desuden klagers henvisning til lovliggørelse af nabobebyggelser, da disse beroede på en specifik deklaration, der ikke gjaldt for den aktuelle ejendom.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at bygningerne har eksisteret siden 1940'erne, altså før området blev udpeget som Natura 2000-område, og derfor ikke har medført en ændret påvirkning af beskyttelsesområdet. Det blev fremhævet, at myndighedernes ret til at kræve lovliggørelse var fortabt på grund af passivitet og manglende rettidig påtale, idet bygningerne har ligget upåtalt i årtier. Klageren henviste til ligebehandlingsprincippet og argumenterede for, at der burde meddeles lovliggørende dispensation på lige fod med tilsvarende nabobebyggelser, som var blevet lovliggjort på grund af deres kulturhistoriske værdi. Subsidiært ønskede klageren dispensation med restriktive vilkår, der forhindrede videreoverdragelse og udlejning af bygningerne.

Kystdirektoratets bemærkninger til klagen

Kystdirektoratet fastholdt afslaget og bemærkede, at de som tilsynsmyndighed ikke har pligt til løbende at gennemgå ejendomsoplysninger, og at påtale først skete, da de ulovlige forhold blev konstateret.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) traf afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Nævnet bemærkede, at formålet med strandbeskyttelseslinjen er at friholde kystområder mod indgreb, og at dispensation kun kan meddeles i særlige tilfælde og administreres meget restriktivt.

Vurdering af indrettelseshensyn

MFKN vurderede, at myndighedens ret til at forlange fysisk lovliggørelse kan fortabes, når der er gået en vis længere tid, baseret på et almindeligt indrettelsessynspunkt. Dette afhænger af en konkret vurdering, hvor karakteren af den ulovlige indretning, dens synlighed, beskyttelsesinteresser og præcedenshensyn afvejes mod hensynet til ejeren. Generelt skal der være gået mange år, og jo stærkere beskyttelsesinteressen er, desto længere tid skal der til.

Bygningernes alder og lovliggørelse

Nævnet lagde til grund, at den oprindelige strandbeskyttelseslinje trådte i kraft i 1937. Bygningerne på 55 m² og 30 m² kunne ses på luftfotos fra 1973, mens bygningerne på 6 m² og 8 m² kunne ses på luftfotos fra 2002. MFKN fandt, at retten til at kræve fysisk lovliggørelse af de to største bygninger (55 m² og 30 m²) var fortabt. Dette skyldtes, at forholdet havde ligget upåtalt i 43 år (fra 1973 til Kystdirektoratets afgørelse i 2017), og hensynet til klagers forventning om at kunne bibeholde bygningerne vejede tungere end den samfundsmæssige interesse i at kræve forholdet lovliggjort.

For så vidt angår de to mindste bygninger (6 m² og 8 m²), fandt nævnet ikke, at indrettelseshensyn gjorde sig gældende, da de var opført omkring 2002. MFKN fandt heller ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation for disse bygninger, idet praksis på området er restriktiv, og en dispensation ville kunne medføre uønsket præcedens.

Afvisning af hævd og ligebehandlingsprincip

MFKN bemærkede, at der ikke kan vindes hævd over en ulovlig tilstand, da det ikke er muligt at vinde hævd over tilstande, som strider imod offentligretlige forskrifter. Klagerens anbringende vedrørende lovliggørelse af naboliggende feriehuse kunne ikke føre til et andet resultat, da disse lovliggørelser beroede på en specifik deklaration, der ikke gjaldt for den konkrete ejendom.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Kystdirektoratets afgørelse af 20. juni 2017, idet der meddeles lovliggørende dispensation til bibeholdelse af de to sommerhuse (55 m² og 30 m²). Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af de to udhuse (6 m² og 8 m²). Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 2.