Stadfæstelse af afgørelse om registrering af § 3-beskyttet sø i Lolland Kommune

Sagen omhandler Lolland Kommunes afgørelse af 3. februar 2017 om registrering af en § 3-beskyttet sø på en ejendom i Hyldtofte By, Tågerup. Kommunen varslede samtidig påbud om retablering af søen, som var blevet sløjfet og opdyrket i perioden 1995-1999.

Lolland Kommune blev opmærksom på den forsvundne sø ved en gennemgang af luftfotos fra Naturstyrelsen, der sammenlignede billeder fra 1992-2012.

Klager, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte primært to punkter:

Klagerens argumenter

• Vandhullet var ikke beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, da luftfotos fra 1995 og 1999 ifølge klager udelukkende viste krat og ikke et vandspejl eller tegn på fauna, der indikerer et beskyttet vandhul. Klager mente, at den vejledende registrering ikke kunne stå alene.
• Lolland Kommune havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse, da både Storstrøms Amt og Lolland Kommune havde forsømt deres tilsynsforpligtelse efter Naturbeskyttelseslovens § 73 i 18-22 år. Klager fandt det urimeligt at være ansvarlig for en tilstandsændring foretaget før klagers overtagelse af arealet.

Klager henviste desuden til, at luftfotos fra 1974 og 1993 ikke entydigt viste vand, og at vand på luftfotos normalt ville fremstå sort. Klager mente, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst og efterlyste en besigtigelse.

Lolland Kommunes bemærkninger

Lolland Kommune fastholdt sin afgørelse og anførte, at vurderingen ikke alene var baseret på luftfoto fra 1995, men på en gennemgang af fotos fra 1954, 1974, 1979, 1983, 1989, 1993 og 1995. Kommunen fremhævede især luftfotoet fra 1993, der viste et vandhul på ca. 260 m², hvilket er større end arealkravet på 100 m².

Kommunen vurderede, at søen havde ligget på samme placering i mindst 40 år og derfor havde haft et naturligt dyre- og planteliv. Lolland Kommune afviste at have udvist passivitet, da de først blev bekendt med det ulovlige forhold i 2014 via Naturstyrelsen og informerede lodsejer i november 2016. Kommunen henviste til Naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1, hvorefter ejeren af en ejendom har ansvaret for at lovliggøre ulovlige forhold. Kommunen fastholdt, at førstegangsregistreringen i 1993 var sket i overensstemmelse med vejledningen og kunne baseres udelukkende på luftfotos.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Lolland Kommunes afgørelse om registrering af den § 3-beskyttede sø og afviste klagerens anbringender.

Tilsynspligt

MFKN bemærkede, at klagerens henvisning til Lolland Kommunes manglende overholdelse af tilsynsforpligtelsen i Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1 falder uden for nævnets kompetence. Tilsynet med kommunerne varetages af Ankestyrelsen i henhold til Kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1 og Kommunestyrelseslovens § 48, stk. 1. Klager blev derfor henvist til Ankestyrelsen.

Indrettelseshensyn

MFKN vurderede, at der ikke forelå et indrettelseshensyn, der kunne medføre, at Lolland Kommune havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort. Selvom der var gået op til 22 år fra tilstandsændringen, vejede den samfundsmæssige interesse i effektiv håndhævelse af Naturbeskyttelsesloven tungere end hensynet til, at klager havde indrettet sig i tillid til, at der ikke var beskyttet natur på arealet. Nævnet lagde også vægt på hensynet til at undgå en utilsigtet præcedensvirkning.

Registrering af søen

MFKN fastslog, at Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 beskytter naturlige søer over 100 m² med karakteristisk plante- og dyreliv. Nævnet tillægger luftfotos betydelig vægt, hvis de overbevisende sandsynliggør en beskyttet naturtype. Ud fra luftfotos fra 1954, 1993 og 1995 samt gamle målebordsblade konkluderede MFKN, at søen havde eksisteret på samme placering i mere end 100 år med en størrelse på minimum 100 m². Den langvarige beliggenhed indikerer, at søen har haft et naturligt dyre- og planteliv.

Nævnet vurderede, at luftfotos fra 1993 og 1995 tydeligt viste et vandspejl, der fremstod sort/mørkt, hvilket er konsistent med andre søer i området. Der var ingen indikationer på, at søen ikke skulle være omfattet af beskyttelsen i Naturbeskyttelseslovens § 3 på tidspunktet for nedlæggelsen. MFKN bemærkede, at Storstrøms Amt havde foretaget den nødvendige forhåndsregistrering baseret på luftfotos, da der ikke var anmodet om en besigtigelse inden søens nedlæggelse.

MFKN fastslog, at det påhviler den til enhver tid værende ejer at berigtige et ulovligt forhold i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 74, uanset om forholdet er etableret af en tidligere lodsejer.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Lolland Kommunes afgørelse af 3. februar 2017 om registrering af den § 3-beskyttede sø.