Ændret anvendelse af udhus til bolig inden for strandbeskyttelseslinjen krævede dispensation

Sagen omhandler en ejendom beliggende i landzone på Bornholm, som i sin helhed er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. På grunden findes et enfamiliehus og to udhuse. Ejeren har ansøgt om at måtte anvende et lille udhus på 10 m² til lejlighedsvise overnatninger.

Sagens forhistorie

I 2014 og 2015 behandlede Naturstyrelsen og det daværende Natur- og Miljøklagenævn en lignende sag for ejendommen. Her blev der givet en lovliggørende dispensation til at anvende et større udhus som gæstehus, men afslag på at anvende det lille udhus til boligformål. Nævnet fandt dengang, at det lille udhus fremstod som et typisk udhus, og at en ændret anvendelse til beboelse ikke kunne begrunde en dispensation fra strandbeskyttelsesreglerne.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet har den 29. juni 2018 afgjort, at en ændret anvendelse af det lille udhus til boligformål fortsat kræver en dispensation. Direktoratet vurderede, at en lovændring fra 2017, som lempede visse regler inden for strandbeskyttelseslinjen, ikke omfattede ændret anvendelse af eksisterende bygninger til boligformål. Da der ikke var nye retlige eller faktuelle forhold i sagen, og da spørgsmålet allerede var endeligt afgjort af Natur- og Miljøklagenævnet i 2015, afviste Kystdirektoratet at foretage en ny materiel behandling af sagen.

Klagens centrale punkter

Ejeren har påklaget Kystdirektoratets afgørelse med følgende hovedargumenter:

• At lejlighedsvise overnatninger ikke udgør en tilstandsændring, der kræver dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1.
• At den administrative praksis, der kræver dispensation for ændret anvendelse, er uden lovhjemmel.
• At lovændringen fra 2017 blev vedtaget på et forkert oplyst grundlag.
• At myndigheden skulle have foretaget en konkret, materiel vurdering af, om anvendelsen ville påvirke kystlandskabet negativt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse. Nævnet fastslår, at spørgsmålet om anvendelse af det pågældende udhus til boligformål allerede er endeligt afgjort ved Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse fra 2015.

Vurdering af retsgrundlaget

Nævnet bemærker, at det tidligere nævn i sin afgørelse fastslog, at ændret anvendelse af et udhus til beboelse er en tilstandsændring, der kræver dispensation. Dispensation blev dengang afslået, da der ikke forelå særlige omstændigheder, og af hensyn til præcedensvirkning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at der kun er grundlag for at genoptage sagen, hvis der er sket en lempelse af reglerne. Nævnet konkluderer, at lovændringen i naturbeskyttelsesloven fra 2017 ikke indebar en lempelse for så vidt angår ændret anvendelse af udhuse til boligformål. Derfor er der ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering.

Klagerens argumenter om, at praksis er ulovhjemlet, og at lovændringen er sket på et fejlbehæftet grundlag, kan ifølge nævnet ikke føre til et andet resultat. Sagen er dermed endeligt afgjort, og den ønskede anvendelse forudsætter en dispensation, som der ikke er grundlag for at meddele.