Klage over ændring af tilladelse til råstofindvinding - lokalplan vs. råstofplan

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra en indvinder og lodsejer vedrørende Region Midtjyllands afgørelse af 19. februar 2018. Afgørelsen ændrede en tidligere meddelt tilladelse til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer på en del af en ejendom i Silkeborg Kommune. Klageren anførte, at Region Midtjylland ikke var berettiget til at reducere graveområdet, og at Region Midtjyllands Råstofplan 2012 burde have forrang for en vedtagen lokalplan.

Sagens forhistorie og tilladelsen

Region Midtjylland havde den 9. december 2015 meddelt tilladelse til råstofindvinding af sand, grus og sten på et ca. 20 ha stort areal på matrikel1 og matrikel2 Godrum, Vrads. Tilladelsen, der gjaldt for perioden 2016-2025, blev ikke påklaget. Regionen opdagede senere, at en del af det tilladte indvindingsområde var omfattet af lokalplan nr. 81 – Landsbylokalplan i Hjøllund, som var vedtaget af Them Byråd den 20. juni 2005. Lokalplanen fastlægger området til boligformål i form af jordbrugsparceller og indeholder bestemmelser om terrænregulering.

Natur- og planforhold

Lokalplan nr. 81 fastsætter, at ejendomme omfattet af planen kun må anvendes i overensstemmelse med dens bestemmelser, jf. Planlovens § 18. Silkeborg Kommune afslog den 18. december 2017 at ophæve lokalplan nr. 81 for det pågældende areal. Graveområdet Ll. Hjøllund, som det omstridte areal ligger i, er udlagt i Region Midtjyllands Råstofplan 2012 og 2016. Region Midtjylland havde i sin miljøvurdering af Råstofplan 2012 vurderet lokalplan nr. 81 som havende en neutral indvirkning på udlægningen.

Den påklagede afgørelse og klagens indhold

Region Midtjylland ændrede den 19. februar 2018 indvindingstilladelsen og reducerede gravearealet med ca. 2,5 ha, svarende til det område, der er omfattet af lokalplan nr. 81. Regionen begrundede dette med, at en råstofplan ikke kan fortrænge en allerede vedtagen lokalplan, og at det var en fejl at udlægge arealet som graveområde i Råstofplan 2012. Klageren anførte, at indvinderen havde indgået aftaler og påbegyndt indvinding baseret på den oprindelige tilladelse, og at lokalplanen burde muliggøre fremtidig bebyggelse efter endt indvinding. Klageren mente, at Råstofloven burde have forrang for lokalplanen og forbeholdt sig retten til at gøre et erstatningskrav gældende over for Silkeborg Kommune. Klageren henviste desuden til Planlovens bestemmelser om planhierarki og Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i sag NMK-33-02935 af 29. april 2015.

Region Midtjyllands bemærkninger

Region Midtjylland oplyste, at de ikke var opmærksomme på lokalplan nr. 81 ved meddelelse af den oprindelige tilladelse, da lokalplanen ikke var tinglyst på det tidspunkt (men senere aflyst fra tinglysning). Regionen fastholdt sin retsopfattelse, at råstofplaner ikke automatisk fortrænger gyldigt vedtagne lokalplaner. Silkeborg Kommune bekræftede, at lokalplanen oprindeligt var tinglyst, men senere aflyst i forbindelse med overgang til Plansystem DK.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Region Midtjyllands afgørelse om ændring af tilladelsen til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer. Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om Region Midtjyllands adgang til at ændre sin tidligere afgørelse. Spørgsmål om erstatningsretlige forhold blev ikke behandlet, da disse henhører under domstolene.

Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger

Nævnet fastslog, at en vedtagen råstofplan i udgangspunktet kan eksistere sammen med en tidligere vedtagen lokalplan i samme geografiske område. En råstofplan medfører ikke, at en lokalplan bliver ugyldig, selvom den ikke muliggør råstofindvinding. Lokalplanen har fortsat retsvirkning efter Planlovens § 18. Meddelelse af en råstoftilladelse er en retlig disposition omfattet af Planlovens § 18, og der må ikke meddeles tilladelse i strid med en lokalplan, medmindre der dispenseres fra planen.

Samordningspligt og ugyldighed

Nævnet fandt, at Region Midtjylland havde truffet afgørelsen af 9. december 2015 uden at iagttage samordningspligten i Råstoflovens § 8. Denne sagsbehandlingsfejl udgjorde en væsentlig retlig mangel, hvilket gjorde den oprindelige afgørelse ugyldig for det område, der var omfattet af lokalplan nr. 81. Nævnet lagde vægt på, at råstofindvinding ikke er i overensstemmelse med lokalplan nr. 81, og at Silkeborg Kommune hverken havde meddelt dispensation eller afvist at ophæve lokalplanen.

Ingen grundlag for opretholdelse

Da den oprindelige tilladelse var ugyldig for det pågældende areal, havde Region Midtjylland pligt til at ændre afgørelsen. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold (tertiære momenter), der kunne begrunde, at den ugyldige afgørelse skulle opretholdes i sin helhed. Dette skyldtes især, at klageren ikke havde påbegyndt indvinding på arealet omfattet af lokalplan nr. 81, og at indvindingen under alle omstændigheder ikke kunne gennemføres uden dispensation fra eller ophævelse af lokalplanen, hvilket kommunen havde afvist.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 2.