Afvisning af klage over miljøgodkendelse af hurtigfærge

Sagen omhandler en klage fra en sommerhusejer over Miljøstyrelsens miljøgodkendelse af 13. december 2017 for hurtigfærgeruterne mellem Aarhus – Sjællands Odde og Ebeltoft, der besejles af hurtigfærgen [fartøj1]. Klageren anførte, at godkendelsen hvilede på et urigtigt grundlag, og at sejlads med hurtigfærgerne medførte utilsigtede og ulovlige påvirkninger af kystlinjen ved klagers sommerhus.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at sejladsen forårsagede en 800 meter lang og 30-40 meter bred tange, der ville skabe en lukket indsø med risiko for tab af flora og fauna samt lugtgener. Desuden blev der anført væsentlig tilsanding af havbunden syd for tangen, og at bølgerne udgjorde en fare for badende. Klageren fremlagde fotoserie fra 2012-2017 som dokumentation for, at det ikke længere var muligt at have både liggende for svaj, og at skrænter faldt sammen andre steder langs kysten.

Klageren argumenterede for, at Bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter § 7 havde sit ophæng i Havmiljøloven § 33, stk. 2, som generelt beskytter havmiljøet mod miljøskader, og at en myndighed ikke må meddele tilladelser i strid med anden lovgivning. Klageren anførte yderligere, at redegørelser for bølgedannelse ikke var retvisende, og at der ikke førtes tilstrækkeligt tilsyn med hurtigfærgernes sejlads.

Miljøstyrelsens og Kystdirektoratets bemærkninger

Miljøstyrelsen havde godkendt ruteforløbet med hjemmel i Bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter § 7, idet de vurderede, at indsættelsen af [fartøj1] ikke havde væsentlig negativ effekt på de udpegede Natura 2000-områder, herunder nr. 194 (Mejl Flak) og nr. 154 (Sejerøbugt og Saltbæk Vig, Diesebjerg, Bjergene og Bollinge Bakker). Styrelsen bemærkede, at klagepunkter vedrørende kystændringer og sikkerhed på vandet ikke var reguleret af hurtigfærgebekendtgørelsen, og at tilsyn med kystpåvirkning hørte under Kystdirektoratet, mens søfartssikkerhed hørte under Søfartsstyrelsen.

Kystdirektoratet oplyste, at de den 26. januar 2017 havde truffet afgørelse om, at det ikke var nødvendigt at stille vilkår til sejlruten af hensyn til kysten, jf. Kystbeskyttelsesloven § 19 g, stk. 4. De vurderede, at der ikke var grundlag for at genoptage denne afgørelse, og at der ikke var dokumenteret en sammenhæng mellem den eroderede sti, sandtangen og færgesejladsen. Kystdirektoratet anså sandtangen for en naturlig opbyggende proces, der havde været i gang i flere år forud for indsættelse af den nye færge.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Miljøstyrelsens afgørelse om miljøgodkendelse for hurtigfærgeruterne.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet fandt, at klagepunkterne vedrørende kystændringer, tilsanding af havbunden og fare for badende ikke vedrørte forhold, der reguleres af Bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter. Nævnet henviste til, at påvirkning af flora og fauna som følge af ændringer af kyststrækningen ved klagers sommerhus ikke skulle indgå i Miljøstyrelsens afgørelse i henhold til Bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter § 7, jf. §§ 4 og 5, da der ikke var tale om et område, som det planlagte ruteforløb passerede igennem, eller et Natura 2000-område.

Nævnet præciserede, at hensynet til hurtigfærgerutens påvirkning af kyststrækningen varetages af Kystdirektoratet, som kan fastsætte vilkår for fart, bølgepåvirkning og ruteforløb i henhold til Kystbeskyttelsesloven § 19 g, stk. 4. Vurderingen af sejladssikkerhed og forebyggelse af fare hører under Søfartsstyrelsen, jf. Lov om sikkerhed til søs § 6, stk. 1 og Bekendtgørelse om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v. § 1, stk. 1.

Gebyr

Som følge af afvisningen af realitetsbehandling tilbagebetaltes det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.