Afslag på lovliggørende dispensation til etablering af bro i beskyttet sø stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Rudersdal Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en bro etableret i Vejlesø, en beskyttet sø beliggende på matr. nr. [F1] [F2], Ny Holte. Vejlesø er registreret som en beskyttet sø i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3.

Sagens Forhistorie og Kommunens Afgørelse

I 2012 meddelte Rudersdal Kommune dispensation til etablering af en flydebro på ejendommen, under forudsætning af at kommunens retningslinjer for bådebroer blev overholdt. Disse retningslinjer specificerede blandt andet, at broer skulle udføres i træ og have bestemte dimensioner. Ejeren opførte imidlertid en bro i aluminium i 2013, som var længere end tilladt og forsynet med en metalstige, hvilket afveg fra de godkendte vilkår. Dette førte til en længere korrespondance mellem ejeren og kommunen om broens lovliggørelse.

Kommunen traf den 12. december 2017 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for den eksisterende bro. Kommunen begrundede afslaget med, at broens materialevalg (aluminium), længde og den påmonterede metalstige gjorde den visuelt dominerende og havde en negativ indvirkning på landskabet. Desuden vurderede kommunen, at en dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedens. Kommunen tilbød alternative lovliggørelsesmuligheder, herunder beklædning af broen med træ eller fjernelse af metalstigen.

Klagerens Argumenter

Ejeren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedargumenter:

• Materialevalg: Klager anførte, at aluminium er et mere egnet og miljøvenligt byggemateriale end træ, da det kræver mindre vedligeholdelse med potentielt skadelige kemikalier. Klager var villig til at male broen i en mørkere farve, hvis nævnet fandt den nuværende farve uhensigtsmæssig.
• Broens Størrelse: Klager gjorde gældende, at den faktisk etablerede bro havde et mindre samlet areal end den oprindeligt tilladte, selvom den var marginalt længere. Klager mente desuden, at adgangsrampen ikke burde medregnes i broens længde og var indstillet på at forkorte denne.
• Lighedsprincip: Klager hævdede, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da kommunen ifølge klager ikke konsekvent håndhævede sine retningslinjer og Naturbeskyttelseslovens § 3 over for andre bredejere i området, som havde lignende eller større broer, herunder med metalstiger.
• Sikkerhed: Klager fremhævede, at en metalredningsstige var essentiel for at minimere risikoen for drukneulykker, især da søen og broen blev brugt af mange, herunder børn. Klager mente, at sikkerhedshensyn burde veje tungere end rent landskabelige hensyn, og at kommunen ikke havde sagligt grundlag for at kræve stigen udskiftet med en mindre træstige.

Klager henviste desuden til andre kommunale dispensationer for længere broer og broer med metalstiger i nærliggende søer som bevis på inkonsekvent praksis fra kommunens side.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Rudersdal Kommunes afgørelse af 12. december 2017 om afslag på lovliggørende dispensation til den etablerede bådebro.

Nævnets Prøvelse og Kompetence

MFKN fastslog indledningsvist, at klagefristen for Rudersdal Kommunes oprindelige dispensation af 12. april 2012 var udløbet, og nævnet kunne derfor ikke realitetsbehandle klagen over de oprindelige vilkår. Nævnet bemærkede desuden, at spørgsmålet om adgangsrampen og Naturbeskyttelseslovens § 16 ikke var behandlet af kommunen som første instans, hvorfor nævnet ikke kunne behandle de fremsatte klagepunkter herom.

Nævnets kompetence var begrænset til at prøve kommunens afgørelse om, hvorvidt den konkret opførte bro udgjorde en tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, og om der kunne meddeles en lovliggørende dispensation hertil i dens aktuelle udformning efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Endvidere prøvede nævnet, om de almindelige forvaltningsretlige principper var overholdt. Nævnet havde ikke kompetence til at efterprøve påbuddets indhold eller kommunens tilsynsforpligtelse i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5.

Vurdering af Tilstandsændring og Dispensation

MFKN lagde til grund, at Vejlesø er en beskyttet sø omfattet af det generelle forbud mod tilstandsændringer i Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Etablering af en bådebro i en beskyttet sø forudsætter dispensation, og da den opførte bro var i strid med vilkårene for den oprindeligt meddelte dispensation, var den ulovligt opført og skulle lovliggøres.

Nævnet fandt ikke, at der var fremkommet oplysninger, der gav anledning til at tilsidesætte Rudersdal Kommunes faglige vurdering om afslag på lovliggørende dispensation. Nævnet lagde vægt på kommunens saglige begrundelse om, at den ansøgte bro, på grund af materialevalg og udformning, fremstod visuelt dominerende og havde en negativ indvirkning på landskabet. Desuden kunne en dispensation skabe en uønsket præcedensvirkning. Klagerens argumenter om aluminiums miljøvenlighed og sikkerhedsmæssige hensyn ved metalstigen kunne ikke føre til et andet resultat, da sikkerhed ikke anses for et sagligt hensyn ved administrationen af naturbeskyttelsesloven.

Lighedsgrundsætningen og Tilsyn

MFKN fandt, at den påklagede afgørelse ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klager. Rudersdal Kommune havde ikke meddelt dispensationer til etablering af sammenlignelige broer i andre materialer eller med metalstiger. De to afgørelser vedrørende etablering af broer i henholdsvis Vejlesø og Furesø, som klager havde fremlagt, var af kommunen begrundet konkret ud fra en naturmæssig og landskabelig vurdering af de forskellige lokaliteter.

Nævnet bemærkede, at manglende håndhævelse af eventuelt ulovlige forhold ikke fritager borgere fra at overholde lovgivningen og giver heller ikke borgeren et retskrav på at opnå en lovliggørende dispensation. Tilsynsmyndigheden har dog pligt til at reagere, når den bliver opmærksom på et muligt ulovligt forhold, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 4. Klager over kommunens udøvelse af tilsynsforpligtelsen kan indgives til Ankestyrelsen i medfør af Kommunestyrelseslovens § 48.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.